Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 80-71

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: I dette afsnit kan du blandt andet læse om en hiphopdup til kamp mod samfundets højredrejning, en pseudofuturistisk ørkenplade fra den mest grå del af Storbritannien og et mirakuløst velfungerende, musikalsk bunkepul.

80, Run The Jewels – Run The Jewels 3 (2016)
»You’re getting used to me doing no wrong,« rapper El-P selvsikkert på singlen “Legend Has It”, og man kan ikke andet end at give ham ret. Han har i mange år været en af de bedste producere i hip-hopverdenen, men siden han og Killer Mikes veje krydsedes på sidstnævntes album R.A.P. Music, er tingene gået op i en højere enhed. For det virker virkelig som et perfekt partnerskab af El-P’s hippe new-yorkerstil og Killer Mikes hårdtslående og pralende sydstatsattitude. Og de bliver kun bedre, jo mere komfortable de bliver i hinandens selskab.

På tredje album under Run The Jewels-fanen afslutter de hinandens sætninger og bygger et univers op, hvor de er hinandens medsammensvorne i en tegneserieagtig verden af skurkagtighed. På samme tid er de dog fastforankrede i den virkelige verden og skjuler ikke deres frustration over Trump og den generelle højredrejning af alle aspekter af den offentlige debat. I modsætning til de tidligere albums er den musikalske og følelsesmæssige palet noget mere varieret, og hvor Killer Mike før var El-P overlegen på det raptekniske, står de nu mere skulder ved skulder og formår at levere 51 minutter og 27 sekunders nonstop underholdende, tankevækkende og ubesværet cool hip-hop, der er mange niveauer over det meste andet i branchen.
(SH)

79, Joanna Newsom – Have One on Me (2010)
Joanna Newsom viste sig med debuten The Milk-Eyed Mender og det monumentale folk-gennembrud Ys som en af de mest bemærkelsesværdige kunstnere på denne side af årtusindeskiftet, og udgivelsen af Newsoms tredje album gjorde intet for at bestride det faktum. Have One On Me er et massivt og tætpakket trippelalbum, der nærmest skriger VÆRK, og albummets kerne – det smertefulde break-up – manifesteres helt tydeligt i sange som “Good Intentions Paving Company”, “In California” og det knusende afslutningsnummer, “Does Not Suffice”. Man kunne også pege på sange som den hypnotiserende, ni minutter lange ”Baby Birch” eller ”81”, men i virkeligheden er der for mange højdepunkter til at vælge på en enkelt hånd.

Have One On Me er lige så grandios som den er afmålt, men først og fremmest er pladen tæt holdt sammen af Newsoms lyrik og meloditække. Det tager uger, måske endda måneder for pladen at åbne sig fuldkomment for én, men potentielt set er Have One On Me intet mindre end en musikalsk åbenbaring.
(KFN)

78, King Krule – The Ooz (2017)
Egentlig lyder Archy Marshall doven, når han fabulerer sløvt over sine slæbende beats. Men på The Ooz fandt han det dybt originale bindeled mellem jazz, trip-hop og garagerock. Guitartonerne på albumåbneren ”Biscuit Town” er lækre og klinger af en elegant jazzklub. Men trommemaskinen trækker os ud på gaden, og Marshall lyder som en forfrossen junkie, når han synger om livet i London-bydelen Bermondsey – eller ”Biscuit Town”, som den hedder i sangen.

Det originale genremiks affødte et af 2017’s mest interessante album. Enkelte steder lader Archy Marshall sig fortabe i sit destruktive mismod. For de 66 minutter med The Ooz er absolut ikke smukke, men virker helvedes ærlige fra start til slut.
(PMJ)

77, Devendra Banhart – Mala (2013)
Venezuelansk-amerikanske Devendra Banharts syvende album, Mala, lander et godt og lunt sted i hans diskografi. Ikke så lo-fi, humoristisk eller weird som nogle af hans tidlige plader, heller ikke så rocket eller freakfolket som andre. Mala viser sig som en god mellemvare fra Devendra Banharts side med lidt af det hele i en velfungerende cocktail – absolut positivt ment.

50’er-doo-wop (”Your Fine Petting Duck”), afslappede rytmer og – der hvor Devendra Banhart er bedst – varme toner på ”Daniel” og ”Mi Negrita” (heldigvis synger Banhart stadig på spansk indimellem!) Få kan som Devendra Banhart skabe et musikalsk univers med et stærkt personligt aftryk, men samtidig så behageligt, indtagende og, ja, varmt. Endda mens det lyder, som om det hele er helt uden anstrengelse.
Dét understreger Mala.
(CG)

76, Julien Baker – Turn Out the Lights (2017)
Jeg stiftede bekendtskab med Julien Baker, da hun i 2017 udgav sit andet album, som jeg var ret begejstret for. Det var imidlertid først, da jeg havde set hende live, at jeg for alvor blev fan. Herefter vendte jeg tilbage til Turn Out the Lights, der hurtigt blev en sand favorit, når jeg var i humør til virkelig at føle igennem.

Med et sparsomt underlæg af primært guitar og klaver, synger Baker skrøbeligt og smukt om at leve med mental sygdom. Det går lige i hjertet, når Baker på ”Happy to Be Here” henvender sig til de højere magter: »I was just wondering if there’s any way that you made a mistake … Well I heard there’s a fix for everything / Then why, then why, then why / Then why not me?«
(UH)

75, Daughters – You Won’t Get What You Want (2018) 
Evnen til at genopfinde sig selv er der mange bands og musikere gennem tiderne, der har vist, at de mestrer. Og det var ikke overraskende i sig selv, at Daugthers – et relativt obskurt grindcore og hardcore punkband fra Rhode Island – skulle vende tilbage i en ny konstellation, efter halvdelen af bandet skred efter færdiggørelsen af deres tredje album. Men at comebackpladen skulle vise sig at være blandt 2018’s bedste og mest væsentlige albums, havde få nok forudset.

You Won’t Get What You Want lyder det nærmest som om, den angst, vrede og det selvhad, der prægede Daugthers’ tidlige plader, har ligget og marineret, indtil det har antaget en ny og mere depressiv form. Væk er de spastiske udladninger der prægede Canada Songs (med 10 sange fyret af på 11 minutter), og tilbage står der et rendyrket, kompromisløst og altødelæggende sortsyn, som Daugthers tvinger ned i halsen på lytteren over 10 destruktive skæringer. Et godt eksempel er perkussionen på åbneren ”City Song”, der er mixet så voldsomt, at det nærmest lyder som en mand, der får tæsk. Eller kulminationen ”Guest House”, hvor forsanger Alexis Marshall desperat synger om sine indre dæmoner, der presser på for at komme ind, mens lydbilledet nærmest krakelerer i et hav af støj omkring ham.
(SF)

74, Vince Staples – Summertime ’06 (2015)
Vince Staples viste på Summertime ’06, at han absolut er en af de mest interessante unge rappere i dag. Det er et klassisk hiphopalbum efter alle kunstens regler, men ganske enkelt bedre end de fleste: I 20 numre med skudsikre flows og en ualmindelig skarp pen møder vi mørke anekdoter fra ghettoen om døde venner, paranoia, fattigdom, konfliktfyldte fremtidsdrømme, lyssky handler og et anspændt forhold til system, nation og egen person.

Det hele er analytisk præsenteret af en lynende intelligens med et fantastisk øre for beats. No.ID. levererer nummer efter nummer, og Vince Staples flyder fuldstændig ustoppeligt henover med en henrivende dialekt, en sublim teknisk snilde og en gennemborende autenticitet.
(MH)

73, Django Django – Django Django (2012)
Django Djangos selvbetitlede debut er et overflødighedshorn af eminente popmelodier, kantet guitarspil og udefinerbare spor af alverdens musikalske elementer – men det er helt klart førstnævnte, der gør pladen til dén sublime oplevelse, den nu en gang er. For hvad enten vi er i Cairo, på en afsidesliggende strand eller hjemme i London befinder vi os altid oven vande i et ocean af catchy riffs, uovertrufne vokalharmonier og små, velfungerende gimmicks, som placerer briterne i deres egen, unikke afkrog af 2010’ernes musikunivers.

Pop, blues-, surf-, ørken- og klassisk rock samlet i én pseudofuturistisk debutplade gjorde Django Django til en af årtiets mest særegne musikbekendtskaber – også før der gik helt The Beta Band i den for ophavsmændene.
(DN)

72, St. Vincent – Masseduction (2017)
Masseduction er på mange måder et hårdt album med en hård, syntetisk lyd. De mange smukke melodier og ørehængere løfter imidlertid værket op over bare dét og skaber afveksling i det til tider frenetiske tempo. Popproduceren Jack Antonoff har drejet på knapperne og gjort, at Masseduction er væsentligt forskellig fra St. Vincents tidligere albums. Som vores anmelder skrev i sin tid, så indeholder albummet både: »…det langsomme og rørende, det vilde og angstfyldte, det groovy og sexede, alt sammen forenet på 13 sange« og fandt det dengang næsten for meget af det gode.

Jeg er imidlertid vild med det, og formentlig ikke ene om det. Masseduction virker nemlig som et album, der vokser med tiden.
(JT)

71, Ariel Pink – Pom Pom (2014)
Det er, som om Ariel Marcus Rosenberg (aka. Ariel Pink) kunne få alt til at fungere i det vanvittige univers, han skabte på Pom Pom. Åbningsnummeret, ”Plastic Raincoats in the Pink Parade”, lyder som introsangen til en børneserie. Herefter følger ”White Freckles”, der lyder af lige dele syntetisk 80’er funk og helterock. ”Not Enough Violence” har et hint af trance og goth. ”Put Your Number in My Phone” kunne være skrevet af ”American Pie”-bagmanden Don McLean i samarbejde med Joni Mitchell. Og ”Sexual Athletics” lyder som et miskmask af en monsterfilm á la Gremlins, en aerobic time med pornografiske undertoner og lidt happy go lucky-muzak.

Hvis målet var at forvirre lytteren, mislykkedes den gode Ariel Pink. For komplet fordomsfrit hylder han al den musik, han citerer, og man bliver taget virkelig godt i hånden, når man bliver kastet rundt i et virkelig bizart album. Det hele bliver båret af velklingende melodier og en herlig omfavnelse af coolness og kitsch. Det virker, som om Ariel Marcus Rosenberg er i musikalsk familie med både Kurt Cobain, Dolly Parton, Geinoh Yamashirogumi, Roky Erickson og Georgio Moroder, og at dette bunkepul overhovedet fungerer er et mindre mirakel.
(PMJ)

Læs også:
2010’ernes bedste udenlandske plader: 100-91
2010’ernes bedste udenlandske plader: 90-81

Skriv et svar