Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 20-11

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Mållinjen er i sigte, men først skal vi lige runde blandt andet Frank Oceans r&b-nybrud, Kevin Shields m. venners længe ventede comeback og Kevin Parkers både første og andet skridt på vejen mod at blive årtiets essentielle rocknavn.

20, My Bloody Valentine – m b v (2013)
Ingen kunne være i tvivl om shoegazelegendernes kultstatus, da deres opfølger til mesterværket Loveless endelig udkom 22 år senere. Albummet udkom pludseligt midt om natten på internettet. Aftenen forinden blev bandets Facebook-side pludselig udstyret med en blå grafik og lilla bogstaver, der skrev m b v. Simultant trykkede fans over hele verden F5 og ventede på at høre det album, bagmanden Kevin Shields havde talt om i 20 år.

Loveless definerede shoegazegenren så effektivt, at efterfølgerne havde svært ved at tilføje meget mere til genren, end My Bloody Valentine allerede havde gjort. For hvordan skulle man følge op på noget, der var så nybrydende og perfekt over sine 11 numre? m b v blev svaret.
Åbnerne, ”She Found Now”, ”Only Tomorrow” og ”Who Sees You”, er nogle af gruppens bedste sange og kunne lyde som begyndelsen på en version 2 af Loveless.

De er tro over for udgangspunktet og samtidigt nyskabende med deres pulserende fornemmelser. På de sidste to numre, ”Nothing Is” og ”Wonder 2”, bliver musikken intensiveret med pulsen fra 1990’ernes jungle. Det skaber en hektisk malstrøm, der bliver perfekt suppleret af de susende guitarer, og indimellem fik vi desuden også My Bloody Valentines egenhændige take på ambient elektronisk musik.
(PMJ)

19, Kurt Vile – Smoke Ring for My Halo (2011)
Smoke Ring For My Halo er Kurt Vile, når han er bedst. Formen er ukompliceret og ligefrem, men den er det på sin helt egen skæve facon. Musikken er ufattelig charmerende, den er drivende, og så er den på samme tid søvndyssende men samtidig frisk som morgenduggen på sommergræsset. Kurt Vile formår at ramme alle disse stemninger på sin helt egen intuitive måde, og det er svært at komme på andre musikere, der lyder som ham. Dette gør Smoke Ring For My Halo til et universelt album, som er skabt både til ens morgenkaffe og -avis, men også til aftenen på bodegaen med gulddamer og Marlboro-cigaretter.
(TS)

18, Freddie Gibbs & Madlib – Piñata (2014)
Ligesom Run The Jewels er Freddie Gibbs og Madlib et makkerpar, som ingen havde forudset ville fungere så godt sammen. Begge grupper er sammensat af en producer, der længe har været hyldet i indie- og undergrundshiphopcirkler, og en rapper med rødder i den hårdere gangster/trap-rap. Der ophører sammenligningerne så også. Madlibs produktioner på duoens første udgivelse, Piñata, er sjælfulde hip-hopbeats der trækker på utraditionelle inspirationskilder og derved skaber en klassisk lyd, som samtidig er helt frisk og moderne. Freddie Gibbs’ stemme er imidlertid rå og dyb og fortæller historier om det kriminalitetsbefængte liv i de hårde områder i Gary, Indiana.

Historierne skiftevis glorificerer og fordømmer denne livsstil, og perspektiverne er aldrig ensporede, hvilket viser det ambivalente forhold Gibbs har til det sted og den kultur, han er vokset op i. Freddie Gibbs ligger perfekt på de umanerligt vellydende instrumentaler og veksler sit flow konstant for at tilpasse sig de skiftende stemninger, Madlib tryller frem. Det her album er en milepæl og et eksempel til efterfølgelse for alle hip-hopkunstnere.
(SH)

17, Sun Kil Moon – Benji (2014)
Med Benji bed den ellers bryske Mark Kozelek sig fast i en rå nerve så propfyldt af melankoli, umiddelbarhed og autenticitet, at det føles, som om han lige siden forgæves har søgt tilbage til den samme kilde igen og igen. Og man forstår ham godt, for Benji er og forbliver en unik plade. Hvem kan glemme den tårepersende ”Carissa” med fortællingen om Kozeleks kusine, der efter en problemfyldt barndom får styr på sit liv – blot for at dø i en meningsløs brand udløst af en eksploderende spraydåse i skraldespanden. Eller den bittersøde ode om tilgivelse og taknemmelighed på ”I Love My Dad” over for den far, der slog ham under opvæksten. Eller den om farens ven ”Jim Wise”, der sidder bag tremmer for mordet på sin kone – begået som et medlidenhedsdrab på hospitalet, hvorefter han forgæves forsøgte at slå sig selv ihjel.

I en mindre begavet sangskrivers hænder kunne det have været alt for meget og alt for forceret – men de 11 sange på Benji er så proppet med små detaljer, der emmer af levede liv og kærlighed over for de mennesker, som vi præsenteres for. De fortælles mere, end de synges, hvilket giver følelsen af at træde ind i en god novelle, og jeg tror aldrig, at jeg er kommet igennem en gennemlytning af Benji uden mindst én gang at få en lille tåre i øjenkrogen eller en kuldegysning. Det kan godt være, at Kozelek aldrig gentager bedriften, men Benji er et hovedværk, som enhver sangskriver ville være misundelig over at have på CV’et.
(SF)

16, The War on Drugs – Lost in the Dream (2014)
deres tredje album bygger The War on Drugs videre på deres fundament af heartland-rock med lag af synthrock og ambiens. At Adam Granduciel arbejdede hårdt og længe på pladen lader sig høre. Dels i den perfektionistiske detaljerigdom, som numrene gradvis bygges op med. Dels gennem albummets overspændte energi, som smager af en hård fødsel i studiet. Det ni minutter lange åbningsnummer, ”Under the Pressure”, er et studie i begge aspekter. Meget passende leder den over i den forrygende ”Red Eyes”, hvor Granduciel endelig får lettet trykket med et tiltrængt »Woo!« At resten af Lost in the Dream ikke står i skyggen af den mesterlige indledning, siger en del om albummets kvaliteter.
(UH)

15, Whitney Light Upon the Lake (2016)
Der er en magisk nostalgi over Whitneys musik. En stræben efter for længst forsvundne, gyldne tider. En stræben tilbage mod en romantisk og melankolsk lyd, der måske aldrig har fandtes. Men også en organisk og varm lyd, som mange tydeligvis savnede i nutidens musiklandskab, da Whitney i 2016 pludselig dukkede op med deres tidløse poprock på debutalbummet Light Upon The Lake.

Med en skrøbelig falsetvokal, lækre guitarfigurer og smukke melankolske sange om venskab, kærlighed og breakups tog de musikverdenen med storm. Først med sommerhittet “No Matter Where We Go”, siden med den mere afdæmpede andensingle “No Woman” og til sidst med et debutalbum, der holdt singlernes høje niveau fra start til slut.

Whitney er på mange måder et af de hyggeligste bands derude. Deres musik er kort sagt bare godt selskab, og Light Upon The Lake er et af den slags sjældne albums, som man kan høre på repeat utallige gange uden at slide sangene tynde. Det er poprock af fineste karat, som glider forbi på en brise af melankolske og tidsløse melodier.
(CBW)

14, Frank Ocean – Channel Orange (2012)
Da Frank Ocean udgav Channel Orange, omvæltede han den musikalske verdensorden, og når man igen og igen rives rundt af albummets frydefulde catchyness og skæres midt over af dets hjerteskærende tekstunivers, virker det sommetider meningsfuldt at starte vor tidsregning fra sommeren 2012. Der er et klart før-og-efter Channel Orange: Vi fik pludselig fornemmelsen af, hvilken form for substans man kan få ud af silkeblød r&b-vellyd. Genren har siden gennemgået lidt af en genfødsel, og det starter lige her. Det er, som om hele pop/r&b/soul-smeltediglen har forsøgt at tage sig selv mere seriøst efter Channel Orange.

Lykkeligt kan vi slå en streg over 2000’ernes storladne flødeceremonier, R. Kellys kriminelt kvalmende hundeøjne, Trey Songz’ stædige middelmådighed og Ushers eventyrlige, men styrtende fald. Og Channel Oranges egne universelle, alsidige og tidsløse kvaliteter må i dag stå som et videnskabeligt afprøvet faktum: I hvert fald er det af de få albums, der til alle lejligheder og i enhver tænkelig social konstellation altid er det rigtige valg. Og det er ikke, fordi det er harmløst og sikkert, men fordi det er ustyrligt godt fra start til slut.
(MH)

13, Tame ImpalaLonerism (2012)
Undertoner kårede Lonerism til årets bedste album i 2012. Med rette. Numrene på australske Tame Impalas andet album udgør en sjældent velfungerende helhed med tårnhøjt gennemsnitsniveau. Bevidsthedsudvidende psych-ridt som på ”Endors Toi”, temposkift, uventede breaks, Kevin Parkers lyse vokal over et lag af hjerteslagstrommer og kaleidoskopiske synths med mantraet ”Be Above It”. Grundstammen kommer fra 1960’erne og fra The Beatles, men der er tusind lag ovenpå. De tilføjes et efter et, indtil lydbilledets dybde giver sug i maven. Primus motor Kevin Parker er ikke bange for at udfordre lytteren – men på en måde, hvor det aldrig er weird for the sake of weird eller kunstigt. Tværtimod har vellyd og flow altid været i højsædet.

Det er også tydeligt på Tame Impalas senere udgivelser, som har bevæget sig mere mod poppen. Den tonstunge psychrock i ”Elephant” og de dovne hallucinationer i ”Feels Like We Only Go Backwards” er de umiddelbare ”hits”, men overstiges af ”Be Above It” og ”Why Won’t They Talk to Me?” i det lange løb (og det siger ikke så lidt!). Samtidig er det interessant at se, hvordan mange af de album, der har gjort det bedst i 2010’erne, kommer ud af én musikalsk tradition, men selv ser stort på genrer. De har ikke har behov for at at tilfredsstille dem, der mener, de bør være ægte hip hop/psychrock/punk, eller hvad det nu er. Om de så hedder Beyoncé, Tyler, the Creator, The Minds of 99 eller Tame Impala.
(CG)

12, Tame Impala – Innerspeaker (2010)
Før der var Lonerism (og Currents for den sags skyld), var der Innerspeaker. Kevin Parkers debutplade er et tilbagelænet syrerocknostalgitrip nærmest uafhængig af tid og sted, hvor australieren egenhændigt cementerer sin egen plads i fremtidens musikhistoriebøger. Innerspeaker har det dog med at blive overset sammenlignet med sine efterfølgere, der – indrømmet – besidder både bredere appel og større hitpotentialer. Det er i bund og grund en skam, da det allerede er på denne plade, at Parkers enorme kreative geni kommer til sin ret, sideløbende med at han skaber den ene vellydende popmelodi efter den anden ud af stort set ingenting i det sjældent varierende lydbilledes vatindpakkede herlighed.

Det hele flyder sammen, hvirvler rundt, bobler løs – men aldrig over – i et rosenrødt ekkokammer akkompagneret af Parkers nærmest sørgmodige vokal, hvinende fuzzguitarsoli og tonerne af majestætiske numre som den vindblæste instrumentalperle “Jeremy’s Storm” og “Runaway Houses City Clouds”, der også fungerer som prototype på Lonerisms “Apocalyse Dreams”. Kevin Parker og Tame Impala endte med at blive 2010’ernes essentielle rocknavn. Det er først og fremmest Innerspeakers skyld.
(DN)

11, LCD Soundsystem – This Is Happening (2010)
Et af de første skelsættende albums i dette årti kom, da James Murphy og resten af LCD Soundsystem skulle følge op på deres internationale gennembrud med Sound of Silver. Genremæssigt var This Is Happening en fortsættelse af gruppens arbejde med at blande det selvbevidste og intellektuelle fra den alternative rockscene med den elektroniske scenes umiddelbarhed og energi. Allerede fra albummets start viser de, hvor effektiv en kombination det kan være med den langsomme, svage opbygning på ”Dance Yrself Clean”, der pludselig eksploderer og føles højere end noget andet, man nogensinde har hørt.

Men albummet var også i høj grad dér, hvor James Murphy trådte endnu mere i forgrunden som sangskriver og bandleder, og hans tekster på albummet er en fantastisk mikstur af snobbet ironi og hjerteskærende sensibilitet. Den David Byrne-agtige ”Pow Pow” er lige dele politisk og humoristisk, ”You Wanted a Hit” er den perfekte anti-single, mens ”Home” er arketypen på den poetiske nihilisme, Murphy så fint besidder, når han mod slutningen konstaterer: »If you’re afraid of what you need / Look around you, you’re surrounded / It won’t get any better / And so, goodnight.«
(NK)

Læs også:
2010’ernes bedste udenlandske plader: 100-91
2010’ernes bedste udenlandske plader: 90-81
2010’ernes bedste udenlandske plader: 80-71
2010’ernes bedste udenlandske plader: 70-61
2010’ernes bedste udenlandske plader: 60-51
2010’ernes bedste udenlandske plader: 50-41
2010’ernes bedste udenlandske plader: 40-31
2010’ernes bedste udenlandske plader: 30-21

Skriv et svar