Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 40-31

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: I denne omgang kommer Frank, Anderson og Kendrick med hvert deres bud på hiphop i internationalt format anno 2016-17, Polly Jean tager på inspirationstur i Kosovo og Afghanistan, og Damon debuterer endelig som solokunstner.

40, Frank Ocean – Blonde (2016)
I min optik står intet værk mere tilbage som værende symptomatisk for 2010’erne end Blonde. Fra start til slut er albummet umulig at genrebestemme; avantgarde og poppet på samme tid samt ekstremt udleverende og mystificerende. Ocean har altid været fascineret af modsætninger og dobbelthed, men på Blonde træder det frem og bliver direkte udtalt. Albummet staves både Blonde og Blond, da han sågar udgav to albums med det visuelle album Endless som en mere løs pendant – og i videoen til førstesinglen, ”Nikes”, erklærer en nedpitchet Frank Ocean: »I got two versions.«

Albummet står desuden tilbage som en direkte afstandstagen til den retrofikserede og afrundede Channel OrangeBlonde er støjet og rå, og Oceans tidligere så bløde vokal pitches konstant op og ned til fortællemæssig stærk effekt, som også Kanye West og især Kendrick Lamar tidligere har benyttet sig af – og med Blonde har Frank Ocean virkelig understreget sin status som en af dette årtis helt store visionære musikkunstnere.
(NK)

39, Anderson .Paak – Malibu (2016)
En af de bedste ting ved Dr. Dres længe ventede album Compton var, at det introducerede Anderson .Paak til en bredere offentlighed ved at lade ham gæsteoptræde på hele seks sange. Siden da har .Paak etableret sig som en af de mest talentfulde og karismatiske kunstnere inden for moderne populærmusik, da han både synger, rapper og spiller trommer – ofte på samme tid – så man kan ledes til at tro, at der ikke er dét, han ikke kan.

Malibu blander en følsom popsensibilitet med en legesyg lyst til at fusionere det bedste fra hip-hop, funk, soul og RnB. Om James Brown er det af og til blevet sagt, at en optagelse aldrig kunne indfange den gnist, der opstod, når han stod på en scene, og med Anderson .Paak forholder det sig i høj grad på samme måde. Til trods for det er der overalt på Malibu dokumenteret talrige magiske øjeblikke, der på den allermest overlegne vis demonstrerer, hvorfor Anderson .Paak har lydt skarpere end de fleste i anden halvdel af det forgangne årti.
(SH)

38, PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project (2016)
The Hope Six Demolition Project udkom fem år efter mesterværket Let England Shake og er båret af mange af de samme tematikker – bare primært med USA som omdrejningspunkt i stedet for England – og det er stadig et stærk og nødvendigt ærinde, Harvey er ude i med sine antikrigserklæringer. Tilblivelsen er en hel historie i sig selv, idet Harvey og krigsfotografen Seamus Murphy tog på research i blandt andet Afghanistan, Kosovo og Washington D.C, hvor Murphy fotograferede og filmede, mens Harvey skrev. Hjemme igen indspillede hun sangene foran et publikum bag en glasvæg og med fotografierne som baggrund. På mange måder et kunstprojekt på mange planer og med mange stærke sange.
(JT)

37, Oneohtrix Point Never – Replica (2011)
Hvis man i løbet af 2000’erne antog, at Daniel Lopatins Oneohtrix Point Never-alias bare var en ufuldendt Boards of Canada’sk kopi med affektion for arpeggiatorer og 80’er-klingende synth, kom modsvaret prompte i form af Replica. For selvom kombinationen af den nu mere polerede synthlyd, de mange samples fra gamle TV-reklamer og arkademaskiner samt Lopatins unikke måde at anskue og komponere musik på udadtil lyder lige så tilbageskuende som hans tidligere udgivelser, skræddersyede canadieren alligevel en plade, der snørkler sig vej gennem nogle af årtiets mest intelligente, elektroniske lydflader. Intet element er tilfældigt, og man altid ender altid med at opdage nye strukturer og detaljer gemt mellem de myriader af samples og synths, der fylder Replicas imponerende kompositioner.
(DN)

36, U.S. Girls – In a Poem Unlimited (2018)
Meghan Remys syvende album som U.S. Girls er en drøm af en alternativ popplade. Det er et af de sjældne albums, som man bare kan blive ved med at lytte til, fordi det bliver ved med at overraske. Der er en herlig variation på pladen, som nysgerrigt bevæger sig rundt i forskellige genrer fra diskobangeren ”M.A.H.” over avantgardepop på ”Rosebud” til ”Pearly Gates’” funk. Det er langtidsholdbar, intelligent pop med feministiske og politiske budskaber, som man kan danse til, og hvad kan man egentlig ellers bede om? Der er masser af grunde til at elske In a Poem Unlimited.
(UH)

35, Arcade Fire – Reflektor (2013)
Hvordan skulle Arcade Fire følge op på det fremragende album The Suburbs fra tre år tidligere? Svaret blev Reflektor, og resultatet er meget mere end hæderligt. Canadierne har for vane at takle alvorlige emner og tematikker, og Reflektor er ingen undtagelse med sit fokus på isolation og fremmedgørelse i den moderne tilværelse. Til gengæld har albummet kridtet danseskoene markant strammere end forgængerne, og Reflektor er bandets mest dansable udgivelser.

Alvorlige emner smurt ind i glade og dur-baserede melodier er altid en interessant blanding, men Arcade Fire slipper naturligvis godt fra det. På den 75-minutter lange plade er der naturligvis dyp i intensitet undervejs, men niveauet er generelt tårnhøjt. Blandt højdepunkterne finder man den calypso-inspirerede “Here Comes the Night Time”, den triumferende “Afterlife” og opråbet “We Exist”, der alle skriver sig ind højt på listen over Arcade Fires mindeværdige sange. (TS)

34, Kendrick Lamar – Damn. (2017)
Det er ikke hver dag, at en rapper fortsætter en så svimlende høj kurs af kompromisløs, verdenslitterær og kommerciel kvalitet, som Kendrick Lamar formår på sin fjerde fuldlængdeudgivelse. Damn. er på en og samme tid tidstypisk, visionær, dybt indadvendt og konstant socialt orienteret: Det er det ultimative frie fald foranstaltet af materiel overflod, glødende håb, eksistentiel tvivl, spirituel vildfarelse, politisk modløshed og det virvar af obligatoriske identitetskriser, der følger med. Lamar lader sig inspirere af samtidens musikalske her-og-nu-tendenser, men får på den baggrund videreudviklet et bragende og hypervedkommende sonisk univers, der – i højere grad end på hans tidligere albums – kigger frem og ikke tilbage.

Det smukke er selvfølgelig, at han tager hele verden med i sin fremmarch; som havde Neil Armstrong haft en parade af beundrere hægtet fast med træksnor lige bag sig. Med Damn. er lytteren således sat på alvorlig prøve, men man hægtes aldrig af: De ekstreme ørehængere, der udgør albummet fra start til slut, er øjeblikkeligt medrivende og uprætentiøse i deres udtryk – og kombineret med Lamars nervepirrende tekstunivers kandiderer Damn. til en af årtiets mest samlende og akutelle begivenheder i populærkulturen.
(MH)

33, Vampire Weekend – Modern Vampires of the City (2013)
Set i bakspejlet står Modern Vampires of the City tilbage som det foreløbige højdepunkt i Vampire Weekends oeuvre. Det var albummet, der cementerede deres status som mere end blot unge, quirky hipsterfyre med fængende melodier og et tykt lag af ironisk distance. Modern Vampires of the City føltes som en storladen erklæring fra et rockband, der havde noget meningsfyldt på hjerte. Og så ramte det en perfekt balance mellem de første to pladers livlige tempo og kortere spilletid og så den oppustethed, der plagede 2019’s Father of the Bride.

Måske står Modern Varmpires of the City også så stærkt, fordi dens dristige blanding af mellem musikalsk sentimentalitet og håbefuldhed matches med en afmagt og desperation i teksterne, der desværre kun er blevet mere aktuelle, eftersom verden går mere og mere ad helvede til. Hudsonfloden bliver til et tableau af dommedagsvisioner på ”Hudson”, kærlighedssangen ”Hannah Hunt” starter sukkersødt, men bliver stadig mere desperat og skinger undervejs, indtil alt håb synes ude – og på ”Ya Hey” anråber Ezra Koenig endelig en tilsyneladende indifferent gud, efter apokalypsen er fait accompli. Alt sammen mesterligt orkestreret af Rostam Batmanglij, der er svært savnet på gruppens seneste udgivelse.
(SF)

32, Mitski – Puberty 2 (2016) Mitski: Puberty 2
Hvis man har været til koncert med Mitski Miyawaki, ved man, at hun har sans for dramatisk iscenesættelse. Det kan også mærkes på den japansk-amerikanske guitarist, sangskriver og sangers 2016-album Puberty 2. Ligesom sammenlignelige St. Vincent kreerer Mitski på sine bedste numre en stærk kontrast mellem sin næsten sløve, distancerede vokal, ordene og den støjende rock; eller de bumlende tog som på albumåbneren ”Happy”. Mitski synger ganske vist, at hun var lykkelig, men lydligt får vi et andet budskab. Den slags modpoler er der mange af på Puberty 2, og guitarerne udtrykker lige så mange følelser som teksten på ”Your Best American Girl”. Et meget lovende album, som peger flot hen imod Be the Cowboy to år senere.
(CG)

31, Damon Albarn – Everyday Robots (2014)
23 år efter Blurs debut Leisure – og efter utallige sidespring i den vildtvoksende musikalske fauna – udgav Damon Albarn sit første soloudspil Everyday Robots i 2014. Det er en sand tour de force i sangskrivningens ædle kunst, og som han engang har udtalt om albummet, så er alle linjer i sangene ting, der er sket i virkeligheden. Det er melankolsk og indadvendt og forbandet smukt.

Ud over vokalgerningerne spiller Albarn selv klaver og guitar, mens co-producer Richard Russell programmerer og spiller trommer på et trommesæt fundet i Kinshasa; bestående mest af jern og plastic og modificeret for at opnå den særegne lyd her og dér på albummet. Melankolien brydes dog indimellem som på ”Mr Tembo” – en hyldestsang til en babyelefant – hvor et kor løfter stemningen til et næsten partyagtigt beat, og sidste nummer med Brian Eno som gæst giver også plads til optimismen.
(JT)

Læs hele vores opgørelse over 2010’ernes bedste udenlandske plader:
100-91
90-81
80-71
70-61
60-51
50-41
30-21
20-11
10-1

Leave a Reply