Næste år fylder Staples Jr. Singers’ debutplade, When Do We Get Paid?, 50 år. I lang tid fandtes der kun ganske få hundrede eksemplarer af søskendetrioens gospel- og soulforenende skive, indtil dens genoptryk i 2022. Verden har unægteligt ændret sig på overfladen for Edward, R.C. og Annie Brown – sidstnævnte også med efternavnet Caldwell – fra Aberdeen, Mississippi siden da, men grundessensen og -tematikkerne for deres sjælfulde kompositioner er fortsat de samme. Race, økonomisk ulighed og den ufravigelige kærlighed til Herren.
Cirka 15 minutter forsinket og i et totalt fravær af scenelys trådte først guitarist R.C. Brown ind på scenen og lagde for med temaet fra “Lost in a World of Sin” fra Searching – bandets albumopfølger, som udkom i juni måned og derfor har været næsten 50 år undervejs – mens resten af den familiebaserede rytmesektion én efter én fulgte efter. Og da Edward Brown som næstsidste levende billede også gjorde sin entré, var torsdagens højmesse for alvor i gang. For Staples Jr. Singers og ikke mindst deres musik er først og fremmest opløftende for krop og sjæl og unægteligt svær at stå stille til. Man mærker hurtigt historien og menneskerne bag numrene samt den fælles historie, der har drevet dem hertil, hvilket ikke nødvendigvis er det mest relatérbare emne for den gennemsnitlige gæst på Roskilde Festival, men som omvendt aftvinger en dyb respekt for den optræden, man er vidne til. Vi lyttede alle sammen og bidrog til de obligatoriske call-and-response-stykker for på den måde at anerkende musik såvel som historie.
Et kvarters tid senere gjorde Annie Brown Caldwell så sine brødre selskab på scenen med en vokal, der stod klart og tydeligt (måske endda også lidt for højt) i teltet på “Living in this World Alone”. Man fornemmede fra første strofe, hvordan hun har ageret gospel-formidler siden sine tidlige teenageår, og hendes karisma – sammen med den særdeles velspillende rytmesektion – overskyggede heldigvis for eventuelle fejl og mangler. For søskendetrioen er måske ikke de mest fejlfrie musikalske kapaciteter, hvor enkelte skønhedsfejl på både vokal og guitar sneg sig ind fra tid til anden. På “When Do We Get Paid?” stod R.C. Brown’s guitar nærmest helt af i en slåskamp med en løs kabelforbindelse, hvilket forpurrede Edward Browns anekdote om et restaurantbesøg hjemme i sydstaterne.
Herefter kom vi hinanden ekstra meget ved på endnu en gospel-prædiken anført af Annie, hvor det overordnet budskab var tilgivelse, og som endte med at føles lige lovlig langtrukken i en koncert, der i forvejen var begrænset på tid grundet den indledende forsinkelse. Nummeret fik også en noget brat og på sin vis uværdig afslutning, da Edward Brown resolut proklamerede, at det var tid til at smutte og på den måde kastede sig ud i “I’m Going to a City”, hvilket endte ud i et herligt optrin, hvor samme han på en nærmest anmassende (og helt klart jokende) måde forsøgte at få alle sine familiemedlemmer med ud fra scenen.
Der er de dér perfekte først-på-dagen-koncerter på Roskilde, som ikke nødvendigvis er tæt på at ramme topkarakter, men som i stedet giver den helt rigtige affyringsrampe til en lang dag på pladsen. Ghanesiske Gyedu Blay-Ambolley gjorde det same for mig i fjor, og Staples Jr. Singers gjorde ham kunsten efter i år. En hjertevarm og medlevende omgang, som umuligt kunne undgå at skuffe.
Alle fotos: Daniel Nielsen
