 |
Melankoliens mester! Troubadour! Vokalsk storhed! Norges svar på Jeff Buckley! Gudsbenådet sangskriver! Ja, kært barn har mange navne, og med disse følger også en massiv strøm af superlativer.
Herren, jeg omtaler, er som nok allerede gættet, Thomas Dybdahl. Han har netop udgivet sidste kraftanstrengelse i sin såkaldte efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Hele trilogien har høstet guld i Norge og i samme armbevægelse fjernet usynlighedskappen fra den før så anonyme sanger og sangskriver.
Inspiration fra metropolen
Thomas Dybdahl har siden sin debutudgivelse taget turen til New York med sine skitser for at finde inspiration til færdiggørelsen af sine album. Men hvorfor lige New York? I følge Thomas Dybdahl er det blevet en fast del af hans sangskrivningsproces.
“œDet er det værd. Det er måden at leve på. Jeg tror, at hvis man finder noget, der fungerer for én et sted, vil man tilbage hele tiden. Det var det, der skete i New York. Da jeg tog derover første gang, blev jeg fuldstændig overvældet – det havde den her rigtig gode indflydelse på min sangskrivning, så det er egentlig grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det virker. Men hvorfor det er så inspirerende… Det er bare den følelse, man får, når man er der: at være én ud af mange mennesker, der prøver at opnå det samme.”
Og så kunne man fristes til at tro, at Thomas Dybdahl havde mødt en masse inspirerende, metropolitanske mennesker og havde oplevet det, der svarer til et menneskeliv. Men nej, for Thomas Dybdahl foretrækker at være alene, når han arbejder.
“œJeg møder faktisk ikke så mange mennesker i New York, for jeg gør det her på grund af ensomheden. Jeg rejser alene, og jeg bor alene, når jeg er der. Det giver mig muligheden for at arbejde hele tiden – eller lade være. Hvis jeg får en idé klokken 4 om morgenen, kan jeg begynde at spille, optage og skrive. Det er ikke rigtig noget, du kan gøre derhjemme, hvis du bor sammen med kæresten eller har overboer. Du ville blive nødt til at beherske dig og holde igen. Nu kan jeg gøre det, når jeg har lyst.”
Thomas Dybdahl forbereder ikke meget, inden han tager turen til New York. Han overvejer temaer og stemninger, men lader kompositionerne vente, til han har fundet sig til rette.
“œJeg skriver ikke så meget. Det er bare vigtigt for mig at få rammerne til at fungere. Hvad vil jeg? Er der nogle specifikke scener, jeg vil skrive mere om end andre? Det første, jeg tænker på, er oftest at finde et billede eller lignende, der inspirerer mig. Denne gang var det et fotografi af Annie Leibowitz “¦ jeg kan ikke huske navnet på billedet, men det er meget smukt og ret ‘new yorkish’. Det inspirerer mig til at gå i en bestemt rentning, hvad angår farvesammensætningen. Jeg tænker altid i en eller anden form for farve. For eksempel skal alt være en lille smule brunt.”
One Day You’ll Dance for Me, New York City er både titlen på Dybdahls nye album og pladens første skæring. Men titlen er også en af de mere tvetydige og drilske af slagsen og kan ifølge Dybdahl nemt opfattes som værende prætentiøs.
“œTitlen skal egentlig ikke forstås så bogstaveligt. Det er i højere grad et billede på mange mennesker, der arbejder med kreative ting. Men albumtitlen handler også meget om ambitioner – forstået på den måde at man ikke bør miste sig selv i kampen for at opnå drømmen, og at man bør lade være med at ofre alt for at nå dertil, hvor man gerne vil være. Der er mange forskellige veje, man kan gå. Hvis det ikke er sket endnu, så tag dig ikke af det. Det behøver ikke ske så hurtigt. Det behøver ikke engang ske overhovedet. For det at være på vej til et eller andet er ofte meget mere inspirerende end at være kommet frem.
 |
Trilogien ifølge Dybdahl
Det er oftest anmelderens tjans at opdage og kommentere forskelle på udgivelser fra en bestemt kunstner. I stedet satte jeg Dybdahl på opgaven og bad ham fortælle om sine tre udgivelser …That Great October Sound, Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City.
“œ…That Great October Sound var en slags idé. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg kan gøre igen. Pladen havde det dér, som kun et debutalbum har. Det første, man laver, har nogle specielle vibrationer, en stemning. Det er nogle solide sange, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt gode, men de fungerer vel, og musikken er i høj grad americana- og country-inspireret.
Stray Dogs var mere country henimod rock og havde nogle mere pompøse stadier. Men jeg synes, at produktionen og lyden er ret kold.
På One Day You’ll Dance for Me, New York City tog jeg alt væk, som ikke var nødvendigt. En måned før sangene var færdige, var de meget anderledes, fra hvad de er nu, fordi de havde alle de her specielle elementer, som jeg bare besluttede mig for at skære fra. Jeg havde ikke rigtig brug for dem. Så de er egentlig bare meget fundamentale, men det er også de bedste sange, jeg har skrevet indtil videre.”
En afdæmpet sentimentalitet
Den nye, dæmpede stemning har også fungeret som lidt af en fokus-magnet i flere omtaler af seneste udspil. Og der findes skam en lille, men meningsfuld bagtanke med de diskrete kompositioner.
“œJeg ved ikke, om der er en speciel grund, men det var en bevidst beslutning. Temaerne er meget store, og jeg har ikke lyst til at overdrive. Jeg vil ikke tippe over på den sentimentale side – jeg vil stå oprejst.”
Men hvor går grænsen mellem melankoli og sentimentalitet? Thomas Dybdahl mener, at grænsen er hårfin, men individuel.
“œEfter min mening undgår jeg sentimentaliteten, men andre vil sikkert sige det modsatte – alle har deres egne grænser. I mit tilfælde kan det bedst forklares med et eksempel; det er lidt dramatisk… men det er ligesom at fortælle en historie om én, der har kræft, og alt tyder på, at vedkommende skal dø. Hvis jeg begyndte at sætte mig selv ind i denne sang, synge om mig og få historien til at handle om mig, ville jeg måske begynde at få ondt af mig selv. Der tror jeg, at det ville tippe over i sentimentalitet. Men hvis du undgår dette og sørger for at holde dig selv ude af sangene og bare fortæller en historie, så skal det nok gå. Jeg prøver selv, så godt som muligt, at blive på den anden side af sentimentaliteten, selv om jeg selvfølgelig ikke kan skjule mine tanker. Jeg er trods alt den eneste, der kan skrive dem ned.”
Gemte detaljer
Hvis man lytter godt efter på One Day You’ll Dance for Me, New York City, vil man måske bemærke et par detaljer, som hos de fleste normalt aldrig var sluppet gennem et støjfilter. En mønt tabes i Solitude, og en lighter tændes helt diskret i Babe. Dybdahl har valgt at bruge eller sågar undladt at fjerne disse sært spontane lyde, og effekterne er så enkle og nedtonede, at det kræver lukkede vinduer og lydtætte vægge at bemærke dem. Men Dybdahl mener selv, at de spiller en væsentlig rolle i musikken.
“œNogle af de her lyde er ikke deciderede uheld. Altså, de skete, men jeg fjernede flere lyde, end jeg lod blive. Faktisk brugte jeg dem som en form for rytme eller slag. Solitude indspillede jeg i den lejlighed, som jeg lejede i New York, og jeg havde ingen instrumenter, kun guitaren. Så jeg indspillede hele nummeret, kun med de ting jeg havde i lejligheden, og da jeg så arbejdede med sangen i studiet, fjernede jeg alle de lyde, der ikke passede ind. Men jeg kan lide det. I stedet for at bruge andre instrumenter, bruger jeg disse. De leder op til noget, men på en meget mere diskret måde.”
 |
Ud over disse elementer har Dybdahl i begyndelsen af nummeret If We Want It It’s Right brugt følgende talte citat af den norske filosof Arne Næss: “œHvorledes kan min, hva vi kaller for livskvalitet, beholdes eller bli høyere? Og livskvalitet går overhovedet ikke på, hvad man har, men hvordan man føler man er og hvorledes det er; hva er det som gleder oss?” Valget faldt på Arne Næss på grund af ordenes værdi og gennemslagskraft.
“œJeg fik ideen, fordi jeg er i gang med at skrive musik til en film, hvori der er et interview med Arne Næss. Jeg synes, at han er meget nem at beundre. Han er en gammel mand, der nu endelig erkender, at han måske undervurderede værdien af sine følelser og tanker for i stedet at have travlt med alt muligt andet. Citatet, jeg har brugt, kan alle sikkert forholde sig til på en eller anden måde. Det er den åbenlyse sandhed, som man nogle gange tænker på, men som der aldrig rigtig er nogen, der siger. Nogle mennesker har den tyngde, der skal til for at sige sådan noget. De får dig til at tro på det… som om det er første gang, du har hørt det i lang tid.”
Fremtiden
Tre udgivelser på tre år, et væld af priser, rosende anmeldelser og heftig koncertaktivitet. Thomas Dybdahl bryder traditionen og lader New York vente på sig.
“œI første omgang skal vi ud og turnere. Vi har kun udgivet det første album i resten af Europa, så vi mangler stadig Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City. Vi kan have travlt, hvis vi vil. Det er ret luksuriøst, for vi har de her tre album, de er allerede færdige, og vi ved, at de fungerer. Så vi skal bare ud og trykke den af.
Men New York… nej. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet… måske musik til film. Lige nu vil jeg gerne arbejde med noget, der ikke har noget med ord at gøre. Bare for en stund. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive om, eller hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det. Men instrumentalmusik – det vil jeg virkelig gerne arbejde med. Jeg tror, at jeg har brug for det.”
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York City
Thomas Dybdahl, Spot10 i Århus, 04.06.04
