Lyden af Jordens pladetektonik fremstår uberørt på albummet Eldfjall. Og hvis man synes, det lyder kedeligt, bør man ændre sin mening – for det er hverken specielt ensartet eller kedeligt at lytte til Jordens lyde.
Hvis man lægger sit øre mod jorden, giver den umiddelbart ikke meget lyd fra sig. Og selv hvis man graver et hul og stikker hovedet derned, er der stadig meget stille. Men de steder på Jorden, hvor de store kontinentalplader støder sammen eller fjerner sig fra hinanden, sker der mere. Der er store kræfter på spil, og det ses ved, at der i disse områder ofte er vulkanudbrud eller jordskælv. Og det er begivenheder, som så absolut giver lyd fra sig.
Jacob Kirkegaard fokuserer i sin musik på den skjulte musikalitet, der findes overalt omkring os. Det kan nok diskuteres, om de ni numre på Eldfjall overhovedet bør regnes for at være musik, eller om det mere er lydkunst. Under alle omstændigheder er det værd at lytte til.
Eldfjall er optaget på Island, men Jacob Kirkegaard har ikke blot lagt en mikrofon mod overfladen af øen. Han har stukket en bestemt type kontaktmikrofon – et såkaldt accelerometer – ned i den islandske undergrund. Jacob Kirkegaard siger, at han ikke interesserer sig for teknik, men mere for de muligheder, som teknikken giver ham. I tilfældet med Eldfjall må han være rigtig tilfreds, for lydene af den islandske undergrund er spændende og varierende.
Det er de ubehandlede lyde af jordens indvendige, som er udgivet på Eldfjall. Ubehandlede, fordi Jacob Kirkegaard synes lydene er interessante og varierede nok i sig selv. Og det er de også, selv om de første gennemlyt kan være svære at komme igennem.
Der er ingen let måde at lytte til Eldfjall på. Numrene har ingen umiddelbar rytme eller melodilinje. Det kan på samme nummer både syde blidt, rumle kraftigere eller boble, som om noget koger. Der er både dybe toner og svagt skærende, diskante lyde – og ofte i flere lag oven på hinanden. Lydene bliver på mange numre ikke fadet blidt ind i hinanden, men der klippes brat mellem stemningerne.
Andre steder bølger den organiske støj frem og tilbage mellem højre og venstre kanal. Små klikkende slag og boblende lyde kan virke som rytme, selvom de falder spredt på numrene. Stilheden mellem numrene fungerer godt som et hvil for ørerne, for Eldfjall fungerer bedst, når anlægget er skruet godt op over middel – selv om de dybe bastoner får kaffestellet til at klirre. Af og til savner man dog, at det enkelte nummer fortsætter længere, for man kan godt føle sig revet ud af en stemning, når lydbilledet pludseligt skifter brat eller et nummer slutter.
Eldfjall er ikke et album, hvor man skelner mellem de forskellige numre, for selv om der er forskellige lyde spredt gennem hele albummet, er det egentlig lige meget, hvilket nummer man lytter til.
Albummet er en helhed, og det kræver absolut åbenhed fra lytterens side. Det er i detaljerne og lagene i lydbilledet, at Eldfjall er stærkest. Det, der umiddelbart lyder som ensformig støj, har en dybde og detaljerigdom, som man langsomt lytter sig ind på, efterhånden som øret vænner sig til støjen. Eldfjall kræver tid, men giver til gengæld fornemmelsen af tidsløshed tilbage til lytteren.
