Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre.
Entakt
Entakt levede desværre for sjældent op til deres egen indgangsreplik: “Vi hedder Entakt, og vi spiller popsange om jordens undergang”.
 |
| Foto: Martin Stampe |
Det gjorde de kun to gange – mod koncertens slutning, og disse to sange var utvivlsomt koncertens højdepunkter.
Entakt åbnede med tre sange, der alle gav reminiscenser om Muse anno Showbiz (dvs. før bandet virkelig fandt sig selv). Eneste forskel var, at bandets sanger ikke helt havde samme stemmepragt som Matt Bellamy og så naturligvis de danske tekster. Men der var sandelig ikke tale om Tue West-agtige hverdagstekster. Det var “lyrik” så højpandet, at selv Henriette Sennenvaldt burde krumme tæer.
Koncertens fjerde nummer blev introduceret som nyere materiale, hvilket fik forventningerne til at stige, da dette nummer muligvis ville vise, at bandet var vokset ud af Muse-inspirationen og videre mod et mere selvstændigt udtryk. Men ak, det var bestemt ikke tilfældet. Denne ballade var komplet anonym med tåbeligt keyboardspil og en guitarsolo taget direkte fra rockens ABC.
Det var som sagt først til sidst, da bandet endelig levede op til deres eget prædikat og bare spillede pop, at det virkelig fungerede. Man kan kun håbe, at de vil følge denne retning i fremtiden.
(MM)
Utah
På Spot 10 gjorde Skanderborg-bandet Utah en overraskende god figur med deres intense og smukke, men ikke specielt originale rock, der trak både på engelske og amerikanske traditioner.
 |
| Foto: Patricia Ozcki |
Forventningerne var derfor ganske høje før denne koncert. Disse blev desværre ikke indfriet, eftersom kvintetten tilsyneladende ikke har forstået, hvor deres egentlige styrke ligger.
Denne findes, når Jesper Boths imponerende stemme får mulighed for at folde sig helt ud over en gnistrende intens rocksang. Det skete desværre kun én gang under koncerten – til stor begejstring fra det overraskende talstærke publikum på Train. Klogt nok valgte bandet også dette tidspunkt til den obligatoriske melding om, at en ny udgivelse kunne købes efter koncerten.
Den resterende del af koncerten var præget af sange, der musikalsk ikke formåede at udfordre Jesper Boths vokal på samme måde, og det gjorde koncerten til en noget flad fornemmelse.
(MM)
Green Concorde
Green Concorde er tydeligvis inspireret af Joy Division og i særdeleshed Interpol – og det er der bestemt ikke noget galt i (der findes bestemt langt værre forbilleder). Det beviste bandet i den første del af lørdagens koncert. Her formåede de med held at frembringe den hypnotiske, fremadrettede guitarrock, som især førnævnte newyorker band excellerer i.
Men da bandet forståeligt nok valgte at spille deres Barometer-hit, Detroit, skete der noget. Sangen markerede et vendepunkt, og herefter begyndte bandets sange at gå i en mere støjrocket retning, og selv om variation bestemt er fint, klædte det ikke just bandet. Ikke engang den heroisk kæmpende leadguitarist kunne gøre meget ved det svage materiale, der også havde den uheldige sideeffekt, at forsanger Mortens meget begrænsede stemmepragt blev udstillet på det skammeligste. Især ét tilfælde, hvor han virkelig skulle synge igennem faldt helt til jorden, da hans lettere hæse stemme slet ikke kunne bære det.
Alt i alt en positiv oplevelse, men det skyldtes ene og alene koncertens første halvdel.
(MM)
Gravy
Scenen i Musikhusets café var tætpakket, da Gravy lørdag aften serverede en omgang velspillet og særdeles energisk rock’n’roll.
 |
| Foto: Manne Gersby |
I live-udgaven rummer bandet ikke mindre end seks medlemmer, herunder to trommeslagere, og der blev da også spillet solidt og højt. Imidlertid var der stadig plads til fine detaljer og forskellige melodilinier, og især Mads Nygaards falset-korvokaler klarede sig flot i guitar-sværmen.
Formålet med at have to trommeslagere var ikke altid helt tydeligt, men om ikke andet gav det en massiv tyngde.
Denne ros skal imidlertid ikke skjule – og kan heller ikke helt opveje – at det blev sørgeligt profetisk, at bandet startede med at spille Meltdown. For Nikolaj Grummesgårds vokal smeltede – eller krakelerede – lynhurtigt og var, eksempelvis i omkvædet i Do I Feel Free, næsten totalt ude af stand til at ramme toner bare lidt over mellemlejet. Hans udtale var lige præcis så tilpas mumlende, at ordene ikke rigtig kom ud.
Det var et ærgerligt handicap for Gravy, og det hæmmede mange af vokalharmonierne.
De sad til gengæld lige i øjet, da Grummesgård og hans kumpaner trak publikum op ved hårrødderne ved at slutte af med den liflige sommerhymne That Girl. Hér fængede Gravy for alvor – og det endda så grundigt, at afslutningsnummerets ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-kor blev skrålet af de forreste tilskuerrækker i et minuts tid, efter at bandet havde forladt scenen.
(MA)
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Green Concorde: s.t.
We vs. Death/Green Concorde: 9-Song Split
Gravy: s.t.
Utah, Spot 10, Århus, 05.06.04
