Picastro har eksisteret siden 1997. Dette er deres første album siden debut-albummet Red Your Blues fra 2002, der ifølge pressemeddelelsen solgte oplag på oplag.
Dette album er da også hørbart. Det er faktisk slet ikke dårligt. Det lyder som en tro kopi af Nina Nastasia, eller måske er det omvendt, men det er ikke nogen polsk piratkopi.
Man må lægge sig stille tilbage og lægge øre til tunge strygere, der nogle gange skriger, men stadig slæber sig af sted som nogen, der er faret vild i sne og mørke i Alaska. Man omringes af dissonans, og det hele er en flod og en strøm af lyde, der trance-agtigt giver én følelsen af ledeløst at bevæge sig fra side til side til dak-dak-DAK-dak-dak-dak-DAK-trommerne, der hele tiden hiver sangene en smule bagud, mens Liz Hysen smyger det hele ind i en karamel-agtig, klagende vokal, der ligger så dybt, at det nogle gange er uigennemskueligt, om der gemmer sig en mand eller en kvinde bag stemmen. Det her er brændt karamel med en bitter eftersmag, for nok er det blødt og lækkert, men noget farligt lurer, især i pladens andet nummer Sharks. Hysen synger om, at hun hører noget og lyden stopper, mens vi lytter og bliver hevet længere ud af en tynd, sprød, desperat violin. Der er hajer i farvandet.
Ah Nyeh Nyeh er pladens smukkeste nummer. Gentagelsen af titlen uden nogen mening og en knitren, der skaber en nærhed som på grovkornede billeder, hvor dette fravær af virkelighed eller denne tilføjelse til virkeligheden gør det endnu mere virkeligt og tæt på, så man mærker det gå både ind og helt ud igennem på den anden side. Her er kun et klaver, der er enkelt og vajer frem og tilbage som et skib i havsnød og en violin, der gør det samme, men på en måde, så instrumenterne til sammen er som en stor tyk bjørn og en bange mus uden smil.
Som sagt, Picastro gør det slet ikke dårligt, men det er stadig lyst udenfor til trods for, at klokken er over elleve, og det er med til at forhindre albummet i at krybe op mod førstepladsen. Metal Cares ville gøre sig godt i december, til kolde tæer og et koldt hjerte og en sikker viden om, at sommeren ikke kommer i år, men i juni virker det malplaceret.
Måske er det en skam at dømme sådan, men i al den her glade ignorance og naivitet, som temperaturer over 10 grader og sol i øjnene bringer, er der ikke levnet plads til sorte strygere og deres skyer.
