Med The Standards nye album Albatross er der pludselig kommet fokus på Portlands musikscene. Men er der i det hele taget en lokal scene at repræsentere, eller er det pladekøberne, der har en trang til at tvangsfodre musikken med et geografisk eller stilmæssigt ophav? (24.01.06)Begrebet “Portland-scenen” er så småt begyndt at dukke op i forskellige sammenhænge. For hvor byen, der ligger halvvejs mellem San Francisco og Seattle og mønstrer en lille million indbyggere, hidtil mest af alt har markeret sig sporadisk i form af The Dandy Warhols og Everclear, er orkestre som Norfolk & Western, Jackie-O-Motherfucker, Richmond Fontaine, The Standard og Dolorean nu for nyligt begyndt at røre så tilpas meget på sig, at også folk uden for statsgrænsen har lagt mærke til det. Dolorean spillede således deres første koncert i Danmark i efteråret, og The Standard har netop udsendt deres fjerde album til stor hæder.
Undertoner har talt med Doloreans sanger og sangskriver Alex James og Tim Putnam, forsanger i The Standard. Og sidstnævnte kan da godt se, at scenen i Portland har det bedre end nogen sinde, selv om der dog stadig er et godt stykke vej, til at man for alvor kan hylde byen som et musikalsk mekka.
“Her er fantastisk mange bands, byens størrelse taget i betragtning. Men af frygt for at blive klynget op ville jeg aldrig kalde Portland for ‘det nye Seattle’. Det er et besynderligt sted, for historisk set har der aldrig været nogen musikindustri i byen – den har i hvert fald ikke været særlig stor – og det er både godt og skidt.
 |
| The Standard – foto: Michael Rubenstein |
Det har givet os mange interessante bands, men mange af dem lever og dør i Portland uden nogen sinde at slippe ud af det nordvestlige hjørne af Amerika. Men på det seneste har det ændret sig, en række pladeselskaber har slået sig ned i byen, og det har vel kun været et spørgsmål om tid. For her er utrolig meget talent.”
Ligegyldige definitioner
Hvad angår pladeselskaber, er genkendelighedsfaktoren på listen over lokale pladeselskaber langt fra overvældende, på trods at to af internettets største onlinemusikker for butik, Djangos og CDBaby, har hovedbase i Portland. Men som Tim Putnam siger, er det også blevet en uvane at tillægge de enkelte pladeselskaber og deres kunstneriske profiler en alt for stor betydning. Og The Standard selv er signet til Yep Roc Records, der holder til i den modsatte ende af landet, nærmere betegnet i North Carolina på østkysten.
“At definere musik ud fra hvilket pladeselskab, der udsender kunstnerens plader, virker helt forkert. Yep Roc udgiver vores plader, og det er jeg glad for. Men folk går for meget op i pladeselskaberne, og det er blevet indiemusikkens helt store problem. Jeg ville aldrig nogensinde definere vores band ud fra vores pladeselskab. Det er relativt ligegyldigt. Pladeselskaberne har et arbejde, de skal udføre, når de modtager en plade, og hvis det er et godt pladeselskab, gør de forhåbentlig et så godt stykke arbejde som muligt.”
Musik på de forkerte præmisser
Et andet Portland-orkester er Dolorean, som også har kontrakt med Yep Roc. Modsat The Standards storladne emo-prog, befinder Dolorean sig i den del af americana-genren, der ligger godt gemt mellem Springsteens Nebraska og 70ernes Laurel Canyon-folk. Med tre albums udgivet på et mellemstort amerikansk uafhængigt selskab og en relativt begrænset turneaktivitet (Alex James arbejder til daglig som vinimportør i Portland) er der stadig et godt stykke vej til et gennembrud af samme størrelse som dét, eksempelvis Damien Jurado og Rosie Thomas nyder for tiden.
Ikke desto mindre var 2005 året, hvor Alex James og Dolorean for første gang fik mulighed for at spille i Europa. Selv siger han, at han på denne side af Atlanten har mødt en hel anden mentalitet hos publikum, som amerikanerne godt kunne lære noget af; en indstilling til musik, hvor det ikke handler om, hvilken scene man nu end måtte komme fra, men slet og ret bare om musikken.
“Den alternative musik er blevet så populær i USA at den ikke længere er hverken alternativ eller undergrund, men derimod godt på vej til at blive nøjagtig lige så mainstream som alt muligt andet.
 |
| Alex James |
Der er ikke nogen kemi, noget bånd mellem musikere og publikum, som der er her i Europa,” fortæller Alex James, da Undertoner møder ham før koncerten i Århus.
“I USA koncentrerer folk sig mere om, at det band, de tager til koncert for at høre, måske kan blive det næste nye store navn, den næste store hype. Man er enten helt ukendt eller the next big thing. Derhjemme handler det om at være cool, når man går til koncert, om at se de »rigtige« bands fra den »rigtige« scene, hvorimod det her i Europa virker til at man i højere grad bare tager til koncert, fordi bandet eller kunstneren lyder interessant. Det synes jeg er prisværdigt.”
Glem kunstneren
I det hele taget ville Alex James ønske, at folk ville lade være med at gå så meget op i selve kunstneren og i stedet bare tage musikken for dét den er.
“Hvis du er til koncert og fuldstændigt glemmer at se på, hvem det er der står på scenen, er det en god koncert. Det handler ikke om mig som sanger og musiker, men om de sange, jeg står og spiller på scenen. Jeg er ikke interessant, men det er mine sange forhåbentligt. Hvis du kan glemme alt om mig, og bare koncentrere dig om musikken, bliver hele oplevelsen meget bedre. Det ville jeg ønske folk ville lære,” siger Dolorean-sangeren.
Tim Putnam har det på samme måde som Alex James, når det handler om vores tendenser til at sætte musikken og kunstneren i en bestemt bås, både hvad angår genren og kunstnerens geografiske og sociale ophav.
“Det er meget svært i USA for tiden. Langt størstedelen af både den populære og uafhængige amerikansk musik fremstår for mig som ekstremt fortænkt. Den er kedelig og uopfindsom. Med få undtagelser er det svært at få fodfæste, hvis du ikke laver noget, der er meget tilgængeligt,” fortæller Tim Putnam og fortsætter:
“Hvorfor skrive musik bare for at kunne passe ind i en eller anden forudbestemt opfattelse af, hvordan en sang skal lyde eller ikke lyde? Jeg holder af at skrive musik, fordi det hjælper mig til at forstå verden og min egen plads i den, når jeg rammer en præcis beskrivelse af noget, der ellers før har været uforklaret. Og hvorfor så prøve at kopiere en andens forklaring? Det er det samme som at forsøge at tegne en ny version af et landkort, bare fordi du synes det ser godt ud. Derfor ignorerer jeg mærkater. Jeg føler, at de er hæmmende.”
Læs også Undertoners anmeldelser af:
The Standard: Albatross
Dolorean: Violence in the Snowy Fields
