Undertoner har taget en snak med Thomas Thomsen, frontmand i Pluto, om bandets nye plade Ingen ved hvorhen. Den kom til at handle om at være åben og turde lade sange udvikle sig til dét, de er bestemt til at være – og om at der nogle gange er behov for hjælp udefra. (02.03.06)Pluto debuterede i 2002 med albummet Forfra. Det var løfterigt og høstede et helt lille bed af anmelderroser. Opfølgeren, Støv/eller/støj, udkom allerede året efter og spillede overordnet på de samme strenge som debuten, men fremstod alligevel mere frigjort og forløst. Inspirationerne hed muligvis stadig Low, Sparklehorse og Ida, men de drømmende understrømme og den lyriske nerve fremstod nu i højere grad som Plutos helt egne.
Skønt anmeldernes lovprisninger udeblev det kommercielle gennembrud. Det er således slående, at Pluto her ved udsendelsen af deres tredie plade, Ingen ved hvorhen, fortsat markedsføres som en af den danske musikundergrunds velbevarede hemmeligheder. Det var en af Undertoners bevæggrunde for at mødes med forsanger og sangskriver Thomas Thomsen en uges tid inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen.
U: Hidtil har I udgivet jeres plader selv. Hvordan kan det være, at I inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen skrev kontrakt med Good Guy’s Recording Company og lod andre om det praktiske?
TT: Vi havde Display sammen med Diefenbach og Geisha. Og da Diefenbach var nødt til at melde sig lidt ud, fordi de blev signet på Wall of Sound, og Geisha holdt en meget lang pause, gav det ligesom sig selv, at Display blev sat på vågeblus. Da vi dannede Display i sin tid, var det simpelthen for at få vores ting ud. At udkomme independent var ikke noget, vi tænkte så forfærdeligt meget over.
Vores forrige plader har solgt ca. 500 eksemplarer hver. Selv om det er fint nok, ville jeg da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne tænke mig at sælge nogle flere. Det er nok også en af grundene til, at vi hoppede over til Good Guy’s. Det er A:larm, der står for distributionen, og så kan man jo håbe på, at vi kan nå lidt bredere ud. Det vigtigste er, at resultatet stadig bliver, som vi vil have det.
 |
| Illustration: Mamamo |
Jeg kan bruge “Har du glemt mig?”, den første single, til at illustrere det. Først indspillede vi den i en demoudgave med to mikrofoner, og vi var meget glade for den, men den var ikke egnet til at se dagens lys. Så indspillede vi den igen og havde faktisk næsten lavet nummeret færdigt, da Anders Reuss fra Good Guy’s kom forbi og hørte grundsporene. Han syntes, der manglede noget punch, og at vi kunne stramme op på arrangementet.
Da han sagde, at vi skulle overveje at genindspille den, sad vi alle sammen og tænkte “for satan…” Jeg tror, det var noget underbevidst, at det simpelthen ville være for langt ude at indspille den forfra. Men da han så påpegede det, vidste vi alle tre nærmest intuitivt, at han havde ret.
Pointen er, at Anders var der i funktion af pladeselskabsmand og tænkte i single og måske endda i radiovenlighed, men for os at se var det også den rigtige beslutning rent kunstnerisk. Og så skal man selvfølgelig tage den. Det havde været noget andet, hvis vi havde været uenige med Anders og så havde genindspillet den alligevel. Nu blev nummeret 10 gange skarpere og federe, og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog den beslutning på grundlag af en eller anden følelse af, at nu skal jeg også være så og så indie-kry.
U: De ‘indre’ vilkår er altså blevet styrket. Det er de ‘ydre’ vel sådan set også, i hvert fald i forhold til den første plade, med al den her fokus på dansksproget musik. Burde I ikke kunne profitere af det? Jeres musik er vel ikke sværere tilgængelig, end at I sagtens burde kunne få et gennembrud i primetime-P3?
TT: Jeg er helt enig i, at vores musik er ikke er sværere tilgængelig, end at den burde kunne dét, men jeg kan jo konstatere, at det er der tilsyneladende nogle andre, der ikke synes. Det er svært for mig at gøre noget ved. Jeg kunne godt rode mig ud i en eller anden lang musikpolitisk tale, om hvad P3 gør, og hvad de ikke gør, og hvad jeg synes, de burde gøre. Men tilbage ville stadig stå, at man ikke kan gøre andet end at sige: “O.k., sådan er dét så”. [Og så gik det ellers hverken værre eller bedre, end at andensinglen “Guldlok” blev Ugens Uundgåelige på P3 i uge 7, red.]
U: Hvad er den største forskel på den nye og den forrige plade?
TT: Det har været en målsætning, at vi gerne ville lave noget mere udadvendt. Både tekstligt og musikalsk. Måske ligefrem mere poppet. Støv/eller/støj var meget indelukket; den sluttede sig nærmest om sig selv. Ambitionen med Ingen ved hvorhen var, at den skulle være et mere åbent værk. Det har så vist sig, at ambitionen kun er blevet halvt indfriet, men det er vilkårene i processen og dermed også helt fint! Så den er endt et eller andet sted imellem noget nyt og noget gammelt så at sige. Det, der er på spil, er dialogen mellem de to poler.
U: Man kan vel også stille det sådan op, at I er blevet mere fokuserede – mere pluto’ske simpelthen?
TT: Det er skægt, for inde i hovedet på mig spænder den ret vidt. Men jeg ved selvfølgelig godt, at jeg nok er den forkerte til at bedømme det. Det er klart, at de forskelle, der måtte være mellem pladerne, vil virke meget større på os, fordi vi har brugt så lang tid på at zoome ind på dem.
Forskellene kan under tiden også ligge i processen, indspilningen, hvor det måske kræver ret meget af lytteren at finde dem i slutproduktet. Og så blev de to mest rockede sange faktisk sorteret fra den endelige trackliste. De sange står næsten lige så skarpt i billedet, når jeg tænker på pladen. Det kan godt være, det for mig er med til at få den til at føles bredere end det færdige resultat. Ronnie [Øhlers Pedersen, trommer] ville egentligt have haft dem med, fordi de repræsenterer en bestemt del af Pluto, som han mente også burde være der på pladen, hvor Janne [Lorentzen, guitar og keyboards] og jeg nok syntes, at pladen ville stå skarpere, hvis vi lod være. På den måde er det rigtigt nok, at vi har forsøgt på at finde et bestemt fokus.
Men hele udgangspunktet for, at vi har villet lave noget mere udadvendt, har også været, at vi ikke har følt, at vi behøvede være nervøse for, om det kom til at lyde som os eller ej. På Forfra var vi meget opmærksomme på, at det ikke måtte minde for meget om det ene eller det andet. Det var sådan lidt dogme-agtigt og blufærdigt, og så kan man godt blive lidt defensiv. Nu tænker vi mere, at “hvis det her er en popsang, så lad det dog være en popsang.”
U: Det lader til, at den stærkt elektriske, næsten dream pop- eller shoegazer-agtige guitarlyd fra støv/eller/støj er blevet erstattet af steelguitar og en mere organisk, næsten country-agtig lyd på Ingen ved hvorhen…
TT: Ja, jeg har altid været meget glad for alternativ country og americana. Den første Mojave 3-plade har f.eks. inspireret mig. Jeg elsker lapsteel og pedalsteel, så det er en gammel drøm at have fået Moogie [Johnson, multiinstrumentalist]med ombord og dermed muligheden for at få ham til at spille det.
U: Har han taget noget Wynona (Moogies tidligere band, red.) med sig ind i bandet?
TT: Jeg tror bare, han lyder som Moogie. Han tog lyden af sig selv med ind i Wynona og derfra med over til os. Jeg er egentligt ligeglad med små, hurtige licks og teknisk perfektionering. Det, det handler om for mig, er de der store svævende og atmosfærefyldte flader. Og det er netop det, Moogie kan. Han er en fantastisk musiker. I mine ører spiller han altid de rigtige ting, hvad enten han spiller bas eller guitar i det ene eller andet projekt.
 |
Og så tror jeg, Moogie på en eller anden måde har hjulpet Ronnie til at finde sin plads i bandet. Numrene er faktisk indspillet bagvendt. På de sange, hvor der var en eller anden form for grundspor at tage udgangspunkt i, har Ronnie og jeg lavet trommer og rytmeguitar og bare spillet, indtil vi havde et fedt take på det. Så har vi lagt dubs og vokaler på. Og så bassen som noget af det allersidste. I forhold til hvordan man normalt tænker at lave live-agtig musik, er det en ‘forkert’ måde. Grunden til, at det alligevel har fungeret, er, at de to fungerer så godt sammen. Selv om Ronnie havde lagt trommer ind et halvt år før, lykkedes det Moogie at ramme nøjagtigt den samme feeling, som grundsporet blev lavet i. Jeg vil i hvert fald påstå, at man ikke kan høre, at det ikke er spillet samtidigt.
U: Ud over Moogie er der også bidrag fra tre andre musikere…
TT: Ja, Thomas [Nygård, bl.a. Halph] var jo faktisk bassist i Pluto til at begynde med. Han gik ud en måneds tid, inden vi indspillede Støv/eller/støj, så på den måde føltes det lidt som en ring, der sluttede, at han kom med på Ingen ved hvorhen. Og så er Sara Saxild fra Under Byen med. Det er en fantastisk basgang, hun får smidt ind på pladen.
Men jeg må nu nok sige, at den største oplevelse var at arbejde sammen med Nils Grøndahl [også Under Byen]. Det var eddermame intenst. Alt det violin, der er på pladen, er lavet på fire-fem timer en eftermiddag, hvor han ikke havde hørt numrene inden. Han havde lige været på arbejde, og jeg skulle på arbejde, så vi havde fem timer, og det var så dét. Idéer, idéer, idéer, der bare blevet knaldet igennem, som jeg så kunne klippe sammen og rette til bagefter. Han har lavet nogle helt fantastiske ting, ikke mindst i betragtning af at han ikke havde hørt sangene før. Han var virkelig inspirerende og dybt professionel.
U: Den tilstræbte udadvendthed kan også genfindes i det tekstlige. Der er vist kun et enkelt nummer, der ikke er skrevet i anden person ental. Det er ret usædvanligt. Er det et teknisk kneb, som skal være med til at sikre den større åbenhed?
TT: Jeg synes faktisk, der er mere ’jeg’ på pladen, end der var på støv/eller/støj…
U: Jeg opfatter det helt konkret som dig, der skriver til en pige, som så også kunne være lytteren…
TT: Det er helt oplagt, at der er nogle af sangene, hvor det er rammen. “Har du glemt mig?” er et godt eksempel. Men jeg er generelt nok lidt forsigtig med at udlægge, hvad det er meningen, de skal handle om. For det som lytteren oplever, de handler om, handler de jo ligeså meget om, et eller andet sted, som det jeg måske har tænkt dem som. Den åbenhed synes jeg, det er vigtigt at bevare.
Men ellers har du da ret i, at det er en vinkel, jeg godt kan lide. Der er geografiske stednavne, Dybbølsbro f.eks., og scenografien er i et eller andet omfang ’mit København’. Men i og med at lytteren kan identificere sig selv med den, der synges til eller om, bliver det åbent, samtidig med det er intimt. Lytteren kan træde ind i det her rum og er på den måde med til at udvide det. Populært sagt er det ikke mit univers, men ideelt både mit og hver enkel af lytternes. Og så synes jeg i øvrigt, at teksterne er mere lyriske og mindre singersongwriter-agtige end sidst…
U: “Drage i flugt” stikker ud rent lyrisk, synes jeg…
TT: Det var også teksten, der gjorde, at jeg ville have den med. De andre var sådan lidt: “Ja, vi kan godt se det, men…”. Der var en lang outro på, som blev fyret, fordi den ikke fungerede. Og da den så var blevet dét, fik vi ideen til at putte den på som en slags præludium til pladen, og så faldt brikkerne heldigvis på plads. Faktisk var det lige modsat med “Hverdag igen”, som, jeg var meget i tvivl om, skulle med. Vi var i tidsnød, da vi skulle mikse til sidst, og jeg kunne se, jeg ikke kunne nå at mikse alle sangene, inden vi skulle masterere. Jeg havde sorteret “Hverdag igen” fra, fordi jeg troede, den ville være alt for svær at få til at fungere. Men Janne sagde, at den skulle med, og da den så var blevet mikset, var vi helt enige om, at det skulle være slutnummeret. I øvrigt udkommer et af de mere rockede numre, der blev sorteret fra, på en 7″-single med Munck//Johnson senere på året.
På sin vis har vi været mere fælles om Ingen ved hvorhen, end vi var om de to første. Jeg synes i hvert fald, at jeg har sluppet lidt mere, end jeg måske tidligere har gjort. Det var nok ikke blevet helt den samme plade, hvis ikke jeg havde gjort det.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Pluto: Ingen ved hvorhen
Interview med Pluto: Musik der gør ondt på den fede måde
