Sjældent har et konceptband fået så varm en modtagelse blandt indie-fans som The Pipettes. Live leverede de på charmerende vis mestendels den forventede vare: perlende pop med fine vokalharmonier.Konceptbands bliver normalt opfattet som en grim ting, der er udtænkt af pengegriske pladeselskabsbosser bag store skriveborde, som først og fremmest tænker på bandets indtjeningsmuligheder. Og vejen til succes er som regel kortere, hvis bandets sammensætning og stil virker appellerende på de tiltænkte målgrupper. Om det rent faktisk er god musik, er som regel mindre vigtigt.
Engelske The Pipettes er også et band, hvis koncept er udtænkt af andre, og hvor medlemmerne er nøje udvalgt. Idéen var at lave en pigegruppe i stil med dem fra 50’erne og 60’erne, og det er lykkedes fuldt ud. Stilen er gennemført, og musikken holder et udmærket niveau. En håndfuld af gruppens sange er ligefrem ekstremt iørefaldende popperler.
 |
De tre piger, Rose, Gwenno og RiotBecki, var som vanligt klædt i sorte kjoler med små prikker i forskellige farver. Altså med et ungpige-look, som det så ud i 60’erne. I tilfældet The Pipettes svarer den tækkelige påklædning bare slet ikke til teksterne, hvor mændene er de underkuede. Og tøjet harmonerer heller ikke med pigernes sceneoptræden, for de opfordrede ikke blot til dans, men også til at publikum gik i lag med hinanden!
Med sig havde de backingbandet The Cassettes, men de måtte finde sig i at spille andenviolin. De gled nærmest i ét med væggen og overlod scenen til de tre pipetters koreograferede opvisningsdans. The Pipettes havde indøvet en koreografi til hver eneste sang. Dansen blev udført synkront. Næsten da. For det var en smule ude af takt og ikke altid lige tjekket. Når det gik værst, var det som at være tilskuer til børnenes Melodi Grand Prix. Men det blev leveret med smil på læberne – mere alvorligt tog de det ikke, hvilket det sikkert heller ikke skal tages.
Det viste sig, at en Pipettes-koncert er noget, man først og fremmest skal tage del i. Og danse til. Frem for blot at overvære og lytte til sangene, som – ud over en håndfuld gode numre – lød lidt for ens. Som kedelig ikke-danser kunne man dog fint nyde pigernes sang. Selv om de langtfra synger fantastisk, var deres vokalharmonier virkelig gode, da de tre pigers stemmer ligger i hvert sit leje og derfor passer fortrinligt til hinanden.
Rose, Gweno og RiotBecki var et charmerende bekendtskab, og underholdningsværdien var i top, hvilket opvejede for, at ikke alle sange sad lige i skabet. Men sjovest var det helt sikkert for dem, der var Vild med dans-fans i forvejen.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
