Liveplader er det næstbedste efter at være der selv, og de har den fordel, at de kan opleves igen og igen. Vi tør ikke proklamere, at vi har lavet en liste over verdens allerbedste – men her er i hvert fald en samling, som er enestående for os. (14.01.07)Hvorfor bruger vi tid på at lytte til optagelser af nogle mennesker, der er til en koncert? Hvorfor vil vi lade fortræffelige sange blive overdøvet af klappen, piften og skrigen? Svaret er helt simpelt. Fordi optagelsen indfanger et moment så fantastisk, at vi føler os som del af publikum og i den største indlevelse kan tage os selv i at klappe med mellem numrene. Liveplader er det næstbedste efter at være der selv, og de har den fordel, at de kan opleves igen og igen.
Musik optaget live indfanger den essentielle lyd af en kunstner – uden dubbing, remixing eller andre studiefinesser. Mixing og efterproduktion slipper vi ikke helt for, for det skal jo også lyde godt, men i bund og grund handler det om musikken, som den bliver spillet, og som den skal høres.
I 1970’erne kunne liveplader blive enorme sællerter. Tag f.eks. Kiss’ Alive, Cheap Tricks At Budokan og Peter Frampton Comes Alive!, hvor sidstnævnte er verdens bedst sælgende liveplade nogensinde, og som med over 16 millioner solgte eksemplarer også er højt placeret blandt verdens bedst sælgende plader generelt.
Selvfølgelig er der noget, der hedder kvalitet over kvantitet. Og netop kvalitet mener vi præger listen nedenfor. I stedet for at skulle finde alle tiders bedste liveplader har vi sat os for at finde nogle, der er for os er enestående. Et sådant udvalg er præget af høj subjektiv smag, men forhåbentlig vil læseren kunne nikke anerkendende til nogle af pladerne og måske endda finde overraskelser iblandt, som inviterer til nye musikalske opdagelser.
 |
Arab Strap: Mad for Sadness
Nu er det for sent at opleve Arab Strap live, for i 2006 spillede bandet sin sidste koncert. Men guitarist Malcom Middleton og sanger Aidan Moffat blev i 1998 indfanget i bedste form. Optagelsen fanger bandet, mens det musikalske udtryk stadig var domineret af Mofffats slæbende, fortællende vokal oven på Middletons musikalske bagtæppe. Vokal, guitar og beats smelter sammen i en næsten guddommelig treenighed. Sammenspillet og disponeringen af sættet – ikke mindst den pumpende version af “Girls of Summer” – gør Mad for Sadness til en meget stemningsfuld optagelse. Og måske mere vigtigt foreviger pladen Arab Strap i det øjeblik, hvor bandets udtryk var allermest særegent i sin langsomme, deprimerende trished.
 |
Bright Eyes: Motion Sickness
Efter simultan-udgivelsen af de to vidt forskellige albums I’m Wide Awake, It’s Morning og Digital Ash in a Digital Urn tog Bright Eyes konsekvensen, og drog på to seperate turnéer. Optagelserne til Motion Sickness stammer fra I’m Wide Awake-turnéen, hvor der var dømt folk og country. Motion Sickness består således af en bred vifte af numre fra I’m Wide Awake… og det øvrige bagkatalog samt to covernumre, hvoraf især Elliott Smiths “The Biggest Lie” fremført solo af Conor Oberst med om muligt endnu mere hjerteskærende skrøbelig vokal end normalt er rystende smuk i al sin akustiske enkelthed. På Motion Sickness skinner den nerve og intimitet, der præger Bright Eyes’ liveoptrædener, igennem i hvert eneste nummer, hvad enten de er optaget i større arenaer eller på små spillesteder.
 |
The Clash: From Here to Eternity Live
Når man lytter til live punkudgivelser fra perioden ’78-’82, er lyden ofte et kaotisk inferno af larm. Sådan er det ikke her. Energien kommer ikke fra kaoset, der omgav punkscenen, men fra musikken selv. Klassikerne er naturligvis med og fremføres med maksimal energi og attitude. Men optagelserne spænder vidt. Blandt andet over reggae og funk. Det er med til at skabe et anderledes billede af datidens punkscene. From Here To Eternity Live bevæger sig fra det ene højdepunkt til det andet som et dopet Tour de France-felt. Pladen er perfekt at hive frem, hvis du skal fremføre et modargument over for en person, der påstår, at punkscenen blot bestod af anarkister uden musikalske evner.
 |
The Cure: Paris
Nogen elsker The Cure for deres glad-i-låget popsange, mens andre hælder mere til de sortrandede hymner. I 1993 udgav The Cure to glimrende liveplader – Show og Paris – som hylder henholdsvis lyset og mørket. Paris hylder melankolien og mørket med et eklektisk sæt, der strækker sig over sange fra kamikaze-pladen Pornography (82) og den daværende aktuelle plade Wish (92). Humøret sættes øjeblikkeligt med dommedagstrommerne i “The Figurehead,” hvor Robert Smith resigneret græder: »I will never be clean again.« Herfra flyder Paris naturligt fremad med popmusik for de depressive. Paris er indhyllet i stor lyd, og alle sange leveres med masser af mismod – lige præcis, hvad vi elsker The Cure for.
 |
Galaxie 500: Copenhagen
Danmarks Radio stod klar med optagegrejet, da Galaxie 500 i 1990 trådte på scenen i et proppet Barbue (i dag kendt som Musikcaféen i Huset i Magstræde) i København. Det resulterede i Copenhagen, Galaxie 500’s eneste officielle liveplade. Copenhagen markerede en kulmination på Galaxie 500s europæiske turné – og på flere måder også bandets endeligt. Men isoleret set viser Copenhagen en gnistrende stærk livetrio armeret med eget materiale fra deres tre studieplader og yderligere krydret med covernumre af Yoko Ono, Jonathan Richman og Velvet Underground. Galaxie 500 blev væsentligt mere populære i deres efterliv; i musikhistorien har de cementeret deres plads som forløbere for slowcore-genren – og det er Copenhagen et lysende live eksempel på.
 |
Joy Division: Les Bains Douches 18 December 1979
På Les Bains Douches 18 December 1979 kan man tydeligt høre, hvordan Ian Curtis var en mand i opløsning. De sidste numre er optaget kun fire måneder før hans død, og man kan høre en mand på randen af – hvis ikke midt i – en depression. Ud over Curtis’ desperate, ofte råbende vokal vidner albummet om et fænomenalt liveband. Albummet indeholder alle de numre, som et Joy Division-album kan forventes at indeholde. Man savner kun en billedside, hvor Curtis’ notoriske epilepsianfaldsfremkaldende dans ville give den uhyggeligt mørke, men uendeligt dragende lydside et visuelt modstykke.
 |
Motörhead: No Sleep ’till Hammersmith
I 1980 havde Motörhead – efter sin dannelse i 1975 – opbygget en stor fanskare, der alle var blevet hypnotiseret af trioens karakteristiske og helt igennem nakkebrækkende speed-blues-punk-metal. Kulminationen oven på et par klassiske albums resulterede i udgivelsen No Sleep ’till Hammersmith. Selv lyttere, der var vant til brutaliteten og hastigheden, blev udfordret allerede fra begyndelsen af pladen, hvor klassikeren “Ace of Spades” flænser sig igennem højttalerne i et tempo som en bulldozer med raketmotor. Resten af albummet er én stor, voldsom gennemgang af de mest kendte sange fra bagkataloget, leveret med Lemmys karakteristiske rustne brøl, men samtidig med en stor melodisk tæft, selv i de mest ekstreme numre. En milepæl inden for live metal.
 |
Ramones: It’s Alive
Nytårsaften 1977 i London. Dee Dee tæller første nummer i gang, som han altid har gjort, men afbrydes af Joey: »Wait! We’re the Ramones. This one’s called “Rockaway Beach”!« Således begynder It’s Alive, og herfra sætter de fire rødder ikke farten ned igen. 28 klassiske punkrocksange (alle fra de første tre Ramones-plader) leveret på mindre end 54 minutter. Samtlige sange er mere aggressive og går hurtigere end deres respektive studieudgaver. Pladen fungerer lidt som en greatest hits-plade – de er der alle sammen: “Blitzkrieg Bop,” “Sheena Is a Punk Rocker”, “Judy Is a Punk” osv. Nytåret kunne næppe fejres på bedre manér, og It’s Alive står unægteligt som det næstbedste – efter reelt at opleve Ramones live.
 |
Suicide: 23 Minutes Over Brussels
Dette er en af de mest forstyrrende koncertoptagelser, du kommer til at høre. Den er ikke valgt, fordi det var en god (eller lang) koncert, men fordi hele seancen er omgærdet af et kaos uden lige. Lige fra bandet går på scenen som opvarmning for Elvis Costello buher folk. Først da Suicide efter 23 minutter forlader scenen, får de deres eneste egentlige bifald den aften. Musikken får aldrig lov at leve, fordi folk er så negativt indstillede over for de her arty-farty new yorkere. Til gengæld står koncertoptagelsen tilbage som utroligt underholdende. I dag kan man kun more sig over, at et helt publikum kunne være så enige om at afvise noget så godt.
 |
Tom Waits: Nighthawks at the Diner
Tom Waits’ musikalske produktion kan deles i to perioder: før og efter 1983 – eller før og efter Kathleen Brennan (Waits’ kone og co-sangskriver). Hvis nogen plade skulle repræsentere Waits’ tidlige periode, kan man uden tøven vælge Nighthawks at the Diner. Pladen var kun Waits’ tredje, og her skulle der ske noget nyt. Waits opsatte sit studie som en natklub, inviterede et lille publikum og indspillede hele Nighthawks at the Diner live. Det må have været det perfekte format for Waits, som netop havde fremelsket dette nattelige univers af barer, beatniks og bebop-poesi. Den intime stemning fungerer fremragende med velfølte liveleveringer og morsomme og småpoetiske introduktioner imellem – og man føler det helt, som om man sidder med ved scenekanten.
