Death by Kite, 01.07.07, 21:00, Pavillion Junior
Dette er en prøvelse. For jeg vil forsøge at undgå at nævne tre bands, som det er svært ikke at nævne, når snakken falder på Death By Kite. Ok? Fint.
Søndag aften lukkede de københavnske støjpoppere Pavillion Junior-scenen, og de gjorde det så overbevisende, at de ikke-nævnte tre bands for alvor skal se sig over skulderen. Mest på grund af Death By Kites sære evne til at pakke popsange ind i sødt gavepapir med glittet støjbånd omkring. De går komprosmisløst til værks på titelsangen på deres debutalbum, hvor trommeslager Kristian Kimer er så solid i sit spil, at Bjørn Langes stemme får det modspil dens lyse natur behøver.
Og når bandet så allerede som tredje nummer spiller “Bhf. Asta” – det tætteste, de kommer på et regulært hit på deres debut – og stadig har numre som “Pills” og “Kicking Up a Riot Grrrl” at tage af – sidstnævnte hentet fra sidste års demo – så beviser de, at det netop er i melodiernes simplicitet og solide håndværk, at Death by Kite har deres styrke. De tre fylder ikke unødigt på, og netop dér ligger forskellen på københavnerne og de bands, de nok ikke slipper for at blive sammenlignet med sådan lige med det samme.
Et stramt spillet sæt sætter naturligvis sine begrænsninger, og derfor blev det hele i ny og næ lidt for tyndt at lytte til. Men det må man tage med, hvis det er støjpop uden omsvøb, man gerne vil have. Og det ville mange søndag aften.
| Karakter: |    |
 |
| Highway Child |
Highway Child, 02.07.07, 16:30, Pavillion Junior
En sund kost af 70’er-rock og begejstring for nærmest hele AC/DC-bagkataloget op til Ballbreaker må være, hvad Highway Child er blevet tvunget til at spise i deres opvækst. For det er svært at komme på andre danske bands, der på samme vis fortolker den tunge ende af rockens guldalder så godt som det pladeselskabsløse band.
Især live kommer deres simple skabeloner og sikre greb om virkemidlerne til deres ret, og selv om det i længden kan kede lidt, at de er så tro mod rockhistorien, under man bandet al den success de forhåbentligt opnår i de næste par år. Især hvis numre som den pumpende “Love For Sale” og signaturen “Highway Child” kan finde vej til pladebutikkerne.
Efter at Baby Woodrose på de seneste par udspil har fjernet sig fra den ætervenlige rock, som de overraskende blev representanter for for et par år siden, kan man nu endelig se en flok knægte, der kan løfte ansvaret som Danmarks uforfalskede rockkonger. Selv om det til tider virker en kende for uinspireret, når alle klichéerne (fællessang, bred benstilling under soloerne m.v.) bliver smidt på bordet, er Highway Child alligevel værd at beskæftige sig med. Ligesom 0,8 liter fadøl i princippet er en kedelig fornemmelse halvvejs, er det alligevel ret fedt, når nakken ryger bagover i forsøget på at vride glasset tomt. Bare fordi man kan sige, at man lige har drukket næsten en liter øl.
| Karakter: |  |
Turboweekend, 02.07.07, 19:30, Pavillion Junior
»De er lige blevet signet på Copenhagen Records, så mon ikke de snart er Ugens Uundgåelige på P3,« sagde jeg til min sidekammerat under Turboweekends koncert. Og søreme om ikke førstesinglen “Into You” allerede har roteret lystigt hos Statsradiofonien. Det er dog med god grund, for Turboweekend har allerede en så stærk håndfuld poppede og hamrende electrorock-sange skrabet sammen, at det ikke kan undre, at pladeselskabsfolket og andre vigtige typer gerne har villet udgive dem.
Men bare vent, for på Roskilde Festivalens Pavillion Junior-scene beviste Turboweekend, at de ikke bare bliver et hit på grund af en dygtig A&R-mand og gode reklamefolk.
 |
| Turboweekend |
For selv om deres sceneoptræden er stylet, så det næsten gør ondt i øjnene med alle de naive pastelfarver og fjollede t-shirts, kan bandet skrue numre sammen som få andre. Især “I’m Not A DJ”, der åbnede koncerten med Silas Bjerregaards soulstemme helt oppe i det røde felt, og “Wash Out” har hitpotentiale ud over MySpace-neonsegmentet.
Så selv om Turboweekend til tider forfalder til lidt for lette tricks i livesituationen – raverbreaks inkluderet – så er deres blotte tilstedeværelse på årets festival et bevis på, hvor lidt magt pladeselskaberne og radioen har for tiden. For det er deres intense live-optræden og gode evne til at promovere sig selv på nettet, der gør, at Turboweekend kunne få pløretunge støvler og regnsæt til at danse, som var de de friskeste sneakers fra WoodWood. Det er så trendy, at man som jyde bliver en kende misundelig.
| Karakter: | |
Choir of Young Believers, 13:30, Pavillion Junior
Med fire udgivne sange og en stor stak skitser, der forhåbentligt ender på en debutplade, var Jannis Makrigiannis og resten af Choir of Young Believers nødt til at tænke de syv sange, som de nåede at spille, videre end gængse popformeler. Med cello, violin og ekstra percussion fik sangene heldigvis også et melodisk modspil, og især “We Talk on the Phone” fungerede fornemt med bandets variede formåen. Det lød i ny og næ som en knap så sammenspillet udgave af The Bad Seeds.
Men den ekstra orkestrering var desværre også med til at fjerne fokus fra sangenes mildt sagt skrøbelige struktur. Og et skraldespandslåg, der udgjorde en alt for bastant percussion, ødelagde hittet “Sharpen Your Knife”, der netop lever sit eget liv på grund af et ligetil arrangement, der kun næsten kan holde sin form. Langt bedre fungerede “Riot” og den afsluttende “Burn the Flag”, hvor koret pressede de messende toner ud gennem huden og ind til publikum. I dét øjeblik var det svært at forestille sig en smukkere afslutning på den koncert.
| Karakter: | |
