Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes.Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes.
Allerede før koncertens start vidnede spillestedets udsmykning om et vist stilskift. Scene og instrumenter var oversået med klokker, raslende metalbesætninger og påfuglefjer, og orkeserets syv mandlige medlemmer var iført et outfit, der var en tysk reklame for alpenmilchchokolade værdig. At tage bandet seriøst til trods for dette var dog på ingen måde et problem. “Polygone” fra det nye album satte fra starten dagsordenen med sit højtidelige, katedralske kor og en ulmen, der tydeligvis lagde op til noget større.
 |
Der blev bygget op og bygget ud og ved koncertens andet nummer, “Himmelbjerget”, blev det første og største højdepunkt da også nået. Helt tyst lagde Casper Clausens vokalarbejde sig over en frostklar flade af knirkende og eftergivende vinterstilhed. En ensom violin, en kvindevokal, så et horn gjorde ham selskab. Efter små syv minutters opbyggen lå landskabet helt oppe under de mørke, snefyldte skyer på Københavns novemberhimmel. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at samtlige medlemmers musikalske færdigheder såvel som evne til performance lå på et usædvanligt højt niveau. Alligevel må Casper Clausens vokalføring ses som et særligt stort plus for bandet – sjældent har jeg set en ukompagneret vokal på grænsen til det hviskende fuldstændig fastfryse samtlige publikummer i ærefrygtig betagelse, på samme måde som det skete til de sidste toner af “Himmelbjerget”. Sublimt.
Så alvorligt skulle det nu ikke være hele aftenen. En fase med overvejende nye numre betød et farvel til vinterkold elektronica og et pænt goddag til det halvfolkede udtryk med legesyge klokkespil, stammedans og så stærke rytmesektioner, at trommesættet tog sig en tur på langs undervejs. Til trods for at ingen numre skilte sig synderligt ud, fik monotonien på intet tidspunkt lov at tage over – det sørgede en pludselig taktændring eller uventet blæserpassage for. I “Jojo” opstod et rent støjsammensurium fra de mange instrumenter, hvor en enkelt, selvsikker violin behændigt førte vej gennem stormen. Vedkommenheden var ustandseligt hold oppe af de otte personer på scenen, med en sådan indlevelse at man næsten skulle tro, at støjen blot var deres videreformidlede blodsusen og hjerterytme.
Kun enkelte gange faldt det stemningsfulde udtryk en anelse til jorden. Blandt alle sine klokkespillede naboer fremstod den ellers fine “Step Aside” som hård og kold, ja nærmest som nummeret før techno. I andre sammenhænge ville den utvivlsomt kunne leve op til sin fulde ære, men her fik den dybe, elektriske rullen Vega til at ryste i sin grundvold og strøg publikum mod håret i højere grad end at betage.
Afslutningen “Chapter 6” virkede en anelse for overskruet i forhold til resten af koncerten. Slaraffenland, der stod for opvarmningen, var blevet inviteret med op på scenen til en omgang sang, dans og tamburinsmadring af de helt store. Dårligt var det ikke, men man kunne have ønsket sig en mere intens afslutning til at smyge sig op langs rygmarven og forsegle aftenens bedste øjeblikke i hjernebarken. Alt i alt kan man dog kun beundre Efterklang for deres evne til at tryllebinde publikum med smukke opbygninger og en intens og varieret fremtræden – eller som et ekstra begejstret medlem af publikum udtrykte det: »I er fandme fede live! «.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Efterklang: Springer
Efterklang: Tripper
Efterklang: Under Giant Trees
Efterklang: Parades
| Karakter: |    |
