The Dead Weather: Horehound

Jack White må have for meget tid. Eller også har han for mange dygtige venner. For trods sit White Stripes-fortagende og Raconteurs-sideprojektet har han nu fundet sammen med The Kills-forsangeren Alison Mosshart, Dean Fertita fra Queens of the Stone Age og Jack Lawrence fra The Raconteurs og har så formet endnu en gruppe, The Dead Weather. Deres udspil, Horehound, er resultatet af et spontant jam i Whites pladeselskabs studier og omkring tre ugers pladeoptagelser, hvor sangene blev optaget løbende.

Tre uger er selvfølgelig ikke vildt meget tid til en plade, og jo, det er da bestemt en hurtig optageproces, men det synes ikke at influere på resultatet. I hvert fald tog pladen mig med storm, og det gør den fortsat. Det er grim, rå og bluesfyldt rock’n’roll og garagerock med masser af attitude og tyngde, og især vekselvirkningen mellem konstellationen White/Mossharts vokaler fungerer ypperligt.

Og nu skulle man måske tro, at White står, hvor han oftest står (når han altså ikke tager plads på klaverbænken), nemlig med guitaren solidt fæstnet omkring nakken, men i The Dead Weather har han sat sig bag trommerne, og det gør han faktisk overraskende godt. Det er så til gengæld Mosshart, der er primær tekstingeniør, og det er ikke stor tekstkunst, men det falder hamrende godt ind i stilen. Der er i hvert fald store, store lighedstegn mellem den hårde, kompromisløse stil, The Dead Weather dyrker, og det tekstunivers, der følger med. Mosshart er den hårde chick, der f.eks. i omkvædet på “Hang You from the Heavens” synger: »I like to grab you by the hair / and take you to the devil.«

Den hårde stil er også til stede på det indledningsvis tungrockende, bastante og fremragende “Treat Me Like Your Mother”, der pludselig byder på en nærmest Zack de la Rocha-råbende White og viser et af de skift, der er overraskende mange af på pladen. Således læner coverversionen af Bob Dylans “New Pony” sig op ad den psykedeliske rock gennem det forrygende riff, der flyder rundt om teksten, “Bone House” har et nærmest electrorocket tema, og sørme om ikke “Cut Like a Buffalo” trækker voldsomt på dub/reggae med dets hammondorgelakkorder.

Udtrykket, stilen og lyrikken på Horehound er ikke ligefrem ny, men det behøver den heller ikke at være for at være fremragende. Man kunne f.eks. opfatte Horehound som en stiløvelse over rock’n’roll og genrens klicheer om sex og stoffer (og om at være helt igennem in excess i ens handlinger, som det skildres på “60 Feet Tall”). Og gør man lige netop det, må man konstatere, at øvelsen lykkedes og dét tilmed i excellent grad.

Derfor bliver det også ligegyldigt, at det kun har taget tre uger at skabe Horehound. Pladens rå garagerock tilsat psykedeliske elementer og finurlige ornamenter er right down my alley, og det er veludført. Jeg er heller ikke sikker på, at det nødvendigvis ville være blevet mere tight, hvis der var blevet kælet tre måneder mere for pladen. Jeg vælger at tro på, at det er en del af det rå udtryk, at det er”¦ja, råt og nedbarberet. Og tager man det præmis for gode varer, er det her en vellykket, helstøbt plade (eller stiløvelse, om man vil), der byder på en velfungerende dynamik mellem Mossharts rå stemme, Whites energiske, kantede spil ved trommesættet og et psykedelisk, garagerocket touch.