Det smukke fort i Novi Sad åbnede sine porte for alverdens absurditeter, da Exit Festival i juli måned bød på koncerter i alle afskygninger – og karneval, karaoke og knæklys.
En håndfuld dinarer, to timers transport og nogle hjælpsomme sjæle, der stiller deres gebrokne engelsk til rådighed, er omtrent, hvad det kræver at komme fra Serbiens hovedstad, Beograd, til landets næststørste by, Novi Sad. Endnu en håndfuld dinarer, et par neon hotpants og en technofløjte er rundt regnet, hvad det kræver for at begå sig i byen, når Exit Festival løber af stablen.
Out of ten years of madness…
Festivalen blev stablet på benene i 2000 af en gruppe serbiske studerende, der med sloganet »Exit out of ten years of madness« protesterede mod det daværende Milošević-regime. Tretten år og femten scener senere er den politiske aktivisme trådt i baggrunden for musikken og festen, der er blevet det store trækplaster for serbere såvel som turister, der strømmede til – med interrailkort i rygsækken og en begejstring over billige bajere.
Meget er sket på de tretten år. Festivalen er blevet længere, musikprogrammet er blevet mere imponerende og, vigtigst af alt, så er arrangementet rykket ud af universitetsbygningerne og ind på det kæmpestore fort, der siden 1700-tallet har tronet over Novi Sad. Med denne unikke lokation blev festivalen hurtigt både kendt og anerkendt rundt om i de europæiske festivalhjerter.
…Into four days of madness
På vejen op til selve fortet, vil du en tidlig aften i festivalugen, som løb fra den 10. til 14. juli, kunne finde et par enkelte tømmermændsramte typer, der ligger på de tørre græsplæner og samler kræfter over deres toliters ølflasker og gamle knæklys. Til disse staklers forsvar er der heller ingen grund til at skynde sig at komme på benene, når den første koncert først starter klokken 19, og den sidste udholdende dj bogstaveligt talt spiller til den lyse morgen – med et show, der starter klokken 06.30.
Inden for murene på fortet er de uforskammet store øldunke skiftet ud med kolde fadøl fra de mange Tuborg-boder, knæklysene er friskknækkede, og festivalgæsterne har rig mulighed for at boltre sig på den store befæstning, der i alle sine kringlede kroge byder på underholdning af den ene eller anden art. End ikke i madområdet behøver man kede sig – der kan man, blandt det enormt østeuropæiske udvalg af hotdogs (læs: tørt franskbrød med en kogt pølse i) og Kentucky Fried Chicken, få glattet hår eller blive malet som sit favoritdyr i ansigtet. Mulighederne er uendelige, og den ene er ærligt talt mere besynderlig og kikset end den næste.
Fra madområdet kan man, med maven fuld af pizza (læs: sødlig dej med revet ost) begive sig videre på eventyr på fortet. Tunnellerne ind og ud gennem murene fører til femten forskellige musikscener, der byder på alt fra reggae, dødsmetal og techno til karaokeshows og salsaundervisning. Hver scene har et tætpakket aften- og natteprogram, der i år indeholdt både en håndfuld østeuropæiske bands og dj’s og helt store internationale navne som The Prodigy, Snoop Lion, David Guetta, Bloc Party, Atoms for Peace og Nick Cave and the Bad Seeds. Publikums præferencer var ikke svære at gennemskue, da området omkring David Guetta måtte lukkes grundet for mange mennesker, mens vi samtidig stod en mindre flok veltilfredse mennesker med masser af albuerum til Thom Yorkes projekt Atoms for Peace – undertegnede med en iskold halvliters rødvin i hånden til noget i retning af en 10’er.
Atoms for Peace – de tunge drenges legeplads
Uroen, der havde spredt sig blandt de utålmodige publikummer under aftenprogrammets timelange forsinkelse, blev med ét forvandlet til lige dele begejstring og ærefrygt, så snart Thom Yorke indtog Exits hovedscene (Main Tesla Stage) lørdag aften. Radioheads musikalske ildsjæl er i Atoms for Peace-projektet i prominent selskab med blandt andre bassisten Flea fra Red Hot Chili Peppers og R.E.M.s trommeslager Joey Waronker, og kunne tidligere på året opleves på albummet Amok.
At vi havde at gøre med nogle drenge i den helt tunge musikalske vægtklasse, var ikke at tage fejl af under det pertentligt velarrangerede repertoire fra Amok og Yorkes soloalbum fra 2006, The Eraser. Koncerten var én stor, velarrangeret legeplads af tunge elektroniske toner, afrobeat-inspirerede rytmer og en inderlighed fra Thom Yorke, som kom til udtryk i alt fra hans vokal til hans særprægede dansetrin. Samspillet mellem Yorkes stramme kompositioner og Fleas energiske leg på bassen gav det fuldendte indtryk af, at vi befandt os i et frirum, hvor den alternative rockmusiks sværvægtere leger vilde lege, uden nogensinde at træde på stregerne.
Bloc Party – tag en pause, drenge!
Tidligere på sommeren havde britiske Bloc Party aflyst deres optræden på aarhusianske NorthSide Festival. Nu daskede de fuldkommen uoplagte ind på hovedscenen søndag aften i selskab af en ældre herre på trommer i stedet for bandets sædvanlige trommeslager, Matt Tong. Med et dybt suk over, hvor lang tid det havde taget dem at komme til Serbien, påbegyndte forsanger Kele Oreke et fraværende og arrogant show, der mest af alt var et glimrende argument for den pause, som bandet tidligere på året annoncerede.
Den kommende pause er ikke bandets første bump på vejen. Måske de var for unge, da de fandt sammen – måske de ikke giver hinanden nok opmærksomhed. Måske deres kommende ep oprindeligt var et ynkeligt forsøg på at genfinde gnisten. Hvis Ross og Rachel kunne klare ti år med et on/off-forhold, kan Bloc Party måske også. Personligt krydser jeg fingre for, de kan lægge deres ‘We were on a break!’-stil bag sig, men indtil da er det mest af alt bare flovt at være til stede under en så anspændt parmiddag… øh, koncert.
Nick Cave and the Bad Seeds – dystre, småspykotiske genistreger
Som 
altid velklædt og nyfriseret tonede den karismatiske Nick Cave frem på scenen med de hærdede herrer i The Bad Seeds i baggrunden. Kun en måned forinden var det det danske publikum, der havde fornøjelsen af en imponerende Nick Cave-koncert, og nu var det det serbiske publikums tur. Cave havde et umiskendeligt dystert og dybtfølt nærvær fra første øjeblik. Hverken scenekanten eller sikkerhedsvagterne holdt Cave tilbage fra at nå helt ud til publikum – både i musik og i gestik.
Den dramatiske herre udfoldede sig hæmningsløst i hvert et nummer med en oprigtig inderlighed i “Into My Arms” og en utvivlsomt lige så oprigtig småpsykopati i “The Mercy Seat”, koncertens ubestridte højdepunkt. En smule antiklimatisk fulgte han op med “Stagger Lee”, der mistede hele sit plot og en stor del af sin charme, da Nick Cave, øjensynligt stærkt påvirket af enten ekstrem eufori eller stærk whiskey, rodede rundt i teksten og erstattede adskillige tekstlinjer med »Oh yeah«. Jeg vil lade tvivlen komme ham til gode og håbe på, det var et dramatisk, bevidst træk…
Serbisk cirkusstemning
Exit Festival er en unik oplevelse. Omgivelserne i sig selv er rigelig grund til at tage til Novi Sad, og fortets mange tunneller og kroge byder på velfungerende scener, på hvilke en øm serbisk singer/songwriter uforstyrret kan spille få meter og en borgmur fra et vredt metalband. Man kan regne med at være rigeligt underholdt, men hvis man mod forventning skulle opleve et stille øjeblik, vil der utvivlsomt være et sambaoptog, et par omvandrende sædcelle-kostumer eller nogle kampklar, technoglade serbere lige rundt om hjørnet – i hvert fald i festivalens muntreste timer ud på natten. Exit er et festfyrværkeri af oplevelser af den smukke, absurde og fuldkommen usmagelige slags. Alt sammen med en unægtelig østeuropæisk charme og fire dages full on madness.
Fotos: Maibritt Enevoldsen