Tillad mig at lægge ud med en grov generalisering: Nogle musikere giver sig selv rigeligt med taletid, når de producerer plader, mens andre mestrer begrænsningens kunst. Begrænsningen behøver ikke at være ensbetydende med, at kunstneren lægger bånd på sig selv. Det handler mere om kunsten at skabe noget koncist og direkte. Musik som et effektivt kommunikationsmiddel.
Okay, hvis jeg kommer til at lyde en smule normativ, er det fordi, at jeg sætter pris på musikere, der finder en kortfattet måde at kommunikere deres budskaber på. Det kræver noget at skære ned.
Amerikanske Mitski Miyawaki, bedre kendt som Mitski, har øjensynligt ikke det store imod at arbejde med kortere formater. Hendes plader er gennemsnitligt omkring 30 minutter, selvom de sjældent er spartanske i deres udtryk. Udgivelser som den eklektiske, personapoppede Be the Cowboy (2018) og den 80’er-syntetiske Laurel Hell fra sidste år demonstrerede et væld af idéer og indflydelser på trods af deres udadtil begrænsede omfang. Syvende udgivelse fra Miyawakis hånd, The Land Is Inhospitable and So Are We, er anderledes ligetil, eller den prøver i hvert fald at lade, som om at den er det. For der er vist ikke noget, som er ligetil for Mitski.
Albummet er camoufleret i singer/songwriter-klæder. Længselsfuld americana: Guitar, trommer, bas, sågar lidt pedal steel guitar. Det ligner en back-to-basics-strategi, men The Land Is Inhospitable and So Are We er meget mere.
»I want someone to take this soul / I can’t bear to keep it, I’d give it just to give« synger Miyawaki på “The Deal”, overvældet af indtryk overgiver hun sin sjæl til mørket og omgivelserne. Dét at give sig hen bliver et gennemgående motiv for pladen. At give sig hen til fællesskab, (tabt) kærlighed, familie, ensomhed. Både den rene, tomme ensomhed, og den mere kontrollerede ensomhed, som vel nærmere er en “alenehed”.
Et nummer som albumåbneren og singleforløberen ”Bug Like an Angel” bliver nemlig aldrig rigtigt entydigt ensomt. Teksten kredser om alkoholisme og afhængighed, men som Miyawaki synger om altings råddenhed, er der alligevel en direkte vej til en forløsning i den blotte vished, om hvor galt tingene står til. Idet et stort kor træder ind og understøtter Miyawaki, oplever jeg personligt at resignationen forsvinder og bliver til noget transformativt, selv når de mange tomme løfter truer med at vælte læsset: »They break you right back.«
Der er trodsighed en masse, når Miyawaki agerer egen psykoterapeut. I en enkelt passage har hun alting under kontrol, men to takter senere kan stemningen skifte og blive fuldkommen uregerlig. Noget lignende optræder også på St. Vincents tidlige hovedværk Actor (2009), en musikalsk totaloplevelse, der på samme måde kan være pæn og behageligt omsluttende det ene øjeblik, for så at åbenbare sin sande alvor det næste.
»And if I break / Could I go on break? / Be back in my room / Writin’ speeches in my head« lyder det på “When Memories Snow” som på under to minutter udforsker metaforen omkring minder som sne, der drysser ned og sner folk inde. Når man så har ryddet stien og der er fri bane, kan de smelte og komme drypvis tilbage igen. Der er markant mere galskab i det nummer end på pladens øvrige skæringer. Fra et lidt spøgelsesagtigt, om end fattet klavermotiv, går nummeret over i en ret så overrumplende musical-opvisning med en kakofoni af horn, strygere og ubestemmelige korstemmer. Bedst som man troede, at Mitskis musikalske persona var nogenlunde ligevægtig, bliver man overrasket.
Det er ikke kun fra et tekstligt synspunkt, at Miyawaki skaber billeder. Også musikken er billeddannende. Den lægger sig ikke altid op ad lyrikken, men tager tit en anden form, så jeg bliver puffet lidt ud ad kurs, uden at det bliver fremmedgørende. Jeg kan sagtens forestille mig en verden, hvor ”Buffalo Replaced” var blevet sminket som et konfrontatorisk alt. rocknummer à la PJ Harvey ca. To Bring You My Love, men sådan forholder det sig ikke i Mitskis univers. Produktionen lyder, som om den er blevet pillet fra hinanden og limet sammen med gaffa. Sangen holder trodsigt sammen på sig selv, mens Miyawakis vibratovokal bliver helt diset og flygtig. Vokalen besvares af nummerets hvirvlende synthlinjer. Den samme kontrast mellem lyrik og komposition dukker op på den henrivende ”The Frost”, en sang, som faktisk rummer en anderledes knugende ensomhed: »You’re my best friend, now I’ve no one to tell / How I lost my best friend« synger Miyawaki over lap steel guitar, violin, mandolin og blide Nashville-trommer. Det grænser til det naturstridige, at hverken teksten eller produktionen ender med at dominere. Der opstår en harmoni midt i det emotionelle rod.
Hvis en god plade helst skal kommunikere én særlig sindsstemning, så fejler The Land Is Inhospitable and So Are We. Den er ikke drevet af en særlig idé, men er derimod omskiftelig. Der er ganske rigtigt motiver, der går igen, men de er ikke nemme at få hånd om. Værket er så fortættet og destilleret, at man til tider godt kunne ønske sig enten et afbræk eller i hvert fald en mere dvælende lyd.
Hvis jeg fralægger mig mine normative tanker om, hvordan et moderne indie pop-album skal skrues sammen, kan jeg dog kun beundre Mitskis evne til på så kort tid, med så korte sange, og på så stilfærdig vis, at skabe en affektivt mættet lytteoplevelse. »I’m king of all the land,« proklamerer hun til sidst på albummet og igangsætter en magnesiumgnistrende, støjrockende kædereaktion. En på alle måder velfortjent indsigt fra hendes side.
