»Det var da ellers en helt kanon idé ikke at tage ørepropper i til gårsdagens tonstunge Moin-opvisning på Gloria,« var det første jeg tænkte, da jeg vågnede og samtidig kunne konstatere, at alt fortsat holdte tørt indenfor. Et herligt memento mori til sine øregange og en skøn måde at spilde en håndfuld af de frekvenser, man indtil for nyligt stadig kunne opfange.
Torsdag tog vi hul på den første af to maratondage på festivalen, hvor torsdag og fredag altid er et notorisk slaraffenland for de musikalsk eventyrlystne, som i teorien kan gå på opdagelse i mere end 15 timer. For mit vedkommende var kursen sat mod Sahara, hvor Al Bilali Soudan præsenterede den vel nok mest skrabede udgave af tuareg-folkets døsige og slæbende folkemusik, festivalen til dato havde set.
Velrenommerede bannerførere som Tinariwen, Terakaft, Imarhan og Tamikrest opererer trods alt alle i lyduniverser, der skuer mere mod vestlige forestillinger af den traditionelle rockmusik, men den maliske kvartet, som har taget navn efter et af hjembyen Timbuktus tidligere navne, præsenterer takambaen i dens mest nedbarberede og uforfalskede form. Her har to mand på ngoni, en enkelt på calabash og så gruppens de facto-frontmand, Abellau Yattara, formået at mestre genrens allermest simple kvaliteter, hvor der på Gaia blev klimpret løs på strenginstrumenterne i ét væk, mens den halvkuppelformede tromme havde fået lige lovlig meget smæk på fra mixerpulten, og jeg (selvfølgelig) stadig ikke havde fundet ørepropperne frem.
Der var ikke megen bevægelse fra de fire herrer på deres platform midt på scenen, bortset fra da Yattara begav sig ud i en mindre danserutine, og de enslydende kompositioner i al deres simplicitet gjorde, at koncerten alt i alt blev lige præcis den rolige og aldeles ufarlige start på dagen, man kunne have håbet på, samt en påmindelse om, at Roskilde Festival stadig har et formidabelt kendskab til, hvad der rør sig syd for Middelhavet.
Fra syd mod høje nord – nærmere bestemt Norge og Sverige. Her har den norske psychtrio Kanaan slået pjalterne sammen med den svensk/norske folktrio Ævestaden i en finurlig fusion af de respektive parters ganske særprægede musikalske ophav. Jeg var på forhånd meget nysgerrig på, om et sådant setup overhovedet kunne fungere under åben himmel, sideløbende med at de seks individer på scenen lagde for med brølende lovprisninger i korformat, hvilket lynhurtigt gav associationer til kristne frikirker og alt den slags stads. Men det var rent faktisk ganske forfriskende bare at kunne flade ud på græsset og blive opvarmet af den tiltagende, skandinaviske midsommersol, mens Eos’ fra tid til anden tvivlsomme lydbillede heldigvis også valgte at arte sig.
Samarbejdet fungerede selvsagt bedst, når sol, måne, psych og folk blev fordelt lige, som på beretningen om “Dalebu Jonsson” og hans nedslagtning af syvtusind kæmper, der startede i det folkemusikalske hjørne, men stille og roligt bevægede sig over i et medrivende, fuzz- og harpefyldt jam. Jams var der selvfølgelig nok af, og jo mindre sekstetten afholdte sig fra at glide over i decideret ensrettet kraut, jo mere effektfuld virkede deres musikalske ægteskab, som langt fra har nået sit loft, men unægteligt må have givet blod på tanden – fra band såvel som fans – efter mere.
Efter at have sjosket rundt til først Seu Jorges livlige sambafest på Orange Scene og dernæst opgivet at komme ind til Couch Sluts drabeligt underholdende forestilling på et overfyldt Gloria accepterede jeg, at næste punkt på dagsordenen måtte være et gensyn med Beth Gibbons‘ nærmest hjemsøgende vokal, der nu i mere end tre årtier har forundret og fortryllet i flere konstellationer. Dette gælder ikke mindst sidste års soloudgivelse Lives Outgrown, som viser den efterhånden 60-årige Gibbons fra sin måske mest menneskelige side.
Akkurat som med Kanaan og Ævestaden tidligere på dagen var jeg også i tvivl om, hvorvidt Arena var den rigtige skueplads, og om det forhenværende grønne telt måske lige var tanden for stor. Men den klejne kvinde blev alligevel den største på pladsen for en stund, da hun på mest magiske vis blæste krystalklare toner ud under teledugen – selvfølgelig også godt hjulpet på vej af en blændende udgave af Portisheads “Glory Box” som næstsidste indslag.
Som selvproklamerede ypperstepræster og i bedste fald udklædt som nogen, der kunne have taget Tintin til fange i Soltemplet, agerede Thorbjørn Radisch’ Bisse-alias og Svin-trioen dommedagsprofetiske sidsteminutsvikarer oven på en aflysning i ellevte time. Bissesvinet-projektet var angiveligt fløjet direkte ind fra Köln og brillerede foran en ganske talstærk skare, som alle var kommet for at se giraffen (eller svinet, om man vil), ved at levere et mageløst ritual, der især i sin sidste halvdel sparkede sine performative elementer op i sjette gear.
For da først Bisse med en seksarmet lysestage i hånden havde fået hele publikummet til at sætte sig ned under sin recitation af “Judasevangeliet”, udfoldede koncerten sig i retning af det ekspressivt avantgardistiske med sublime versioner af nye udskejelser såvel som materiale fra Blodager-skiven, inden manden i centrum sluttede af med at kalde alle sine tilhørere for »svin«, hvilket så afgjort føltes på sin plads.
Og i dagens afsluttende, velplacerede trykspark af en energiudladning cementerede Kentuckys (ja, måske endda USA’s) pt. fornemmeste hardcoreband, at de i sandhed var »the heaviest band on this fucking festival«. Knocked Loose er i hvert fald garant for den slags koncerter, hvor der nærmest bør være et eller andet juridisk smuthul, som giver deltagerne lov til at sparke andre folk i ansigtet. Solidt bakket op af en af sidste års mest roste plader uafhængigt af genre, You Won’t Go Before You’re Supposed To, skulle vi i hvert fald ikke særligt langt ind i åbneren, “Blinding Faith”, før Bryan Garris i sine pæneste sko demagogisk drev rundt med publikum, som aldrig lod til at få nok afløb for deres indestængte energi.
Det skulle øjensynligt hele tiden presses op til noget større og vildere, for hvor mange mennesker kan man egentlig klemme ind i et moshpit? Måske skulle man i stedet bare starte to af dem op på samme tid forskellige steder blandt publikum? Eller lave festivalens indtil videre største circle pit? Og hvad med de dér breakdowns – oftest flere i løbet af det samme nummer – der syntes at vrides ud i endnu mere bastante gradbøjninger målt på tyngde og langsommelighed?
På den måde trådte de musikalske aspekter af hardcoren sådan en aften som i aften måske en tand i baggrunden til fordel for publikumsinklusionen, hvilket jo var en skam, når gruppen rent faktisk lægger inde med et solidt bagkatalog såsom “Mistakes Like Fractures” og “Moss Covers All” eller den yderste potente et-to-kombination af først “Billy Nomates” og sidenhen den bjæffende “Counting Worms”. Man kan dog ikke tage fra Knocked Loose, at de om nogen har perfektioneret adgangskravene for det store, moderne hardcoreband, som på trods af skizofrent hoppende strukturer alligevel formåede at fastholde fremmødet, som aldrig stoppede med at fylde mere og mere på pladsen, helt frem til den afsluttende “Everything Is Quiet Now”.
Jaja, alt er måske stille nu, men den enerverende ringen for ørerne hænger trods alt fast lidt endnu. Vi prøver igen lørdag (på den anden side af min fridag).
(Dagens ret: Karameliseret svinekød med ris fra Tonkin City. Hjælper gevaldigt med at holde på varmen ud på de sene nattetimer – deres spicy tilkøb i medium styrke var i øvrigt rigeligt til denne blege skandinav, så hvis man skal niveauet op, må det være på eget ansvar).
– Fotos: Mathias Kristensen og Daniel Niebuhr
