I år kunne Uhørt fejre sit 10-års jubilæum med endnu en kavalkade af unge og håbefulde musikalske stjernefrø. Som altid var det en god blanding af næsten helt ukendte og uprøvede samt lidt mere garvede bands og kunstnere, der blev præsenteret for det sultne festivalpublikum.
Redaktionens udsendte har nedenfor udvalgt fem af de navne fra årets festival som pirrede, overraskede eller begejstrede os med deres kunnen på scenen.
Sosa
Mens førstedagen på Uhørt bød på mange fine koncertoplevelser, så var der ingen over eller ved siden af Sosa (Esosa Otasowie) målt på ren stjerneattitude og udstråling. Den 21-årige rapper fra Ishøj bragede ind på gårdscenen kun ledsaget af sin DJ og fik straks fat i det tilstrømmende publikum.
På trods af de hårdtpumpede tekster om at være en »crazy bitch« og de konstante fuckfingre til omverden – tilsat lidt obskøne håndfagter for god ordens skyld – var det svært ikke at holde af de gode vibes, som Sosa spredte på pladsen. Folk dansede, grinede og kastede håndtegn, hvilket var et tiltrængt afbræk fra de mange koncerter, hvor publikum pænt stod og nikkede lidt distanceret med hovedet til musikken.
Det er svært ikke at tænke på Tessa, når man ser Sosa, men alligevel har hun sin egen stil, der virker lidt mere inspireret af 00’ernes rapscene. Sidste år udgav hun EP’en “This is…” sidste år, som forhåbentlig snart bliver fulgt op af flere udgivelser. Indtil da er det værd at tjekke Sosa ud, når hun spiller live næste gang.
Tender Youth
De fire purunge gymnasievenner fra Tender Youth er et af de seneste knopspring fra den københavnske postpunk-scene og på Uhørt fremstod de klar til at tage springet fra unge talenter til lovende rockmusikere. Tender Youth krydrer deres ængstelige postpunk-udtryk med drømmende støjsekvenser inspireret af shoegaze og fremstår allerede som et sammentømret rockorkester.
Rent musikalsk er der måske ikke tale om verdens mest nyskabende genremix, men heldigvis leveres det med en ungdommelig energi og spilleglæde, som er svært charmerende. Det hjælper også, at de bare spiller godt og rent, så man kan nyde både de støjende og de melodiske faser.
Tender Youth udgav sidste år deres selvbetitlede EP, som giver et godt indtryk af bandets musikalske udtryk. Med lidt mere tid til at udvikle sig, så bliver det spændende at se, hvad bandet kan drive det til. Det bliver formentlig ikke sidste gang, at vi ser dem på en festivalscene.
Malu
Den unge r’n’b-sangerinde Malu (Marie-Louise Pierini Lüders) er en af de få optrædende på Uhørt, der allerede har haft et gedigent gennembrudshit. Sangen “No Hearts” fra sidste år har nemlig allerede fået en lille kvart million afspilninger på Spotify og fremmødet var da også pænt, da hun fik lov til at åbne Uhørt på andendagen.
På scenen formår Malu og hendes band at skabe et blød, drømmende og omfavnende univers af electropop og r’n’b. For det meste er det den type musik, man kan stå og svaje blidt til, men der er også en snert af noget mere bombastisk og kantet, som indimellem titter frem.
Som performer virker Malu både nede på jorden og velsignet med en naturlig charme, omend jeg savnede lidt dynamik fra scenen i samspillet mellem hende, bandet og publikum. Det kommer dog nok, når hun bliver endnu mere vant til at stå foran et publikum. Resten af ingredienserne er der nemlig i form af udtrykket, stemmen og sangene.
Nøx
Nøx (Anna Vigsoe) er allerede en stjerne, der med sine to bandmedlemmer kastede et stærkt og til tider ret skarpt lys udover Uhørt. Nøx bevæede sig ubesværet rundt på scenen, som om hun aldrig har lavet andet, mens hun spyttede sine lyrisk-imponerende og livsrealistiske tekster ud over publikum – nogle gange i et rasende tempo, uden at snuble over ordene en eneste gang.
Samtidig formåede hun at være fuldt tilstede og nåede langt udover scenekanten. Midt under koncerten citerede Nøx et digt, hun selv havde skrevet – og med den spiddende afslutning, der handlede om mænd, der skuffer lige så meget som fædre, ramte hendes projektør lige i solar plexus. Det var råt, det var ægte og vanvittigt skarpt.
Line Marianne
Line Marianne formåede med sin koncert at trylle den industrielle vibe på Volume-scenen om til en lun californisk solnedgangssetting.
Sammen med dit band laver hun behagelig indiepop, der med sine (psych-) rockelementer aldrig bliver kedelig. Især guitaren imponerede med skift fra spanske guitargreb over americana til garagerocklyd fra LA, som man hører hos fx Allah-Las. Og så forstår Line Marianne at lave ørehængede omkvæd, som hun demonstrerer på nummeret “Oblivion”.
