Den københavnske kvartet Melvin Chong har hver især både hollandske konservatorieuddannelser, pladeindspilninger med tidligere bands og en Lars H.U.G.-turné på cv’et. Nu har de slået sig sammen, og det har de gjort omkring guitarist Jeppe Thejsens kompositioner.
Det er der kommet fem numre ud af, og skal man kort opridse lyduniverset, så står guitaren som den skabelon, resten af instrumenterne spiller efter. Det betyder, at sangene er klassisk opbygget uden “tilsætningsstoffer”, men med en vision om de håndspillede værdier. Foruden guitaren benytter kvartetten piano/keyboard, tromme og bas.
Sangene er melodiske, og Melvin Chong har brugt øvelokalet flittigt, for numrene flyder som en lind strøm ud af højtalerne, og de fire personer har styr på instrumenteringen. Især trommeslager Michael Finding har fin sans for detaljerne i sit spil og overforcerer ikke slagtøjet, men bruger i stedet alle virkemidlerne, specielt de jazzede tilgange, med kløgt og finesse.
Det beviser han i åbningsnummeret In the End, hvor akustisk guitar, løse trommestikker og afslappet bas blander sig udmærket med Jeppe Thejsens vokal, der lyder som en blandet udgave af Rasmus Walther-Hansen fra Grand Avenue og Chris Martin fra Coldplay, men alligevel med et lille alt.country præg, der bunder i en svag Bonnie ‘Prince Billy’-nasal, som specielt kommer til udtryk i It’s Come To This
Sangene er ordinære og poleret helt fri for ujævnheder og skævheder. Det kan være ganske udmærket, men når man har med radiovenlig rock at gøre, skal der helst være et eller andet, der stikker lidt ud eller brænder sig fast i øregangen og nervebanerne, og her mangler Melvin Chong altså lidt. Melodierne er for så vidt velspillede og fint opbyggede, men særlige mindeværdige er de desværre ikke.
Tempoet øges kun en enkelt gang, nemlig i den 60’er-rock-inspirerede Could They Ever, der med en anelse twang i guitaren og fart på trommespillet viser et delikat drive. Men det bliver altså kun til en enkelt raket i den samlede pakke, og det er en skam, for bandet viser fine evner i den forbindelse.
Der er gode intentioner gemt i ep’en. Jeppe Thejsen kan sagtens udtrykke melankolsk intensitet i den rolige kærlighedsballade It’s Me, der svæver på den komplekse sky af amour, uden at klynken overtager lydbilledet, og det er en fin kvalitet, som sagtens kunne tåle en gentagelse – næste gang, måske?
Men godt musikalsk håndværk gør desværre ikke arbejdet alene, og de fem numre går lidt for meget rundt om sig selv. Guitaren kommer ikke for alvor på prøve, og selv om der gøres flere fine forsøg på at lave en kobling mellem rockgenren og et jazzet udtryk, sættes ep’en ikke for alvor mærkbare aftryk.
