Den tynde, charmerende og talentfulde islænding Helgi Jónsson er en eminent musikalsk skikkelse. Først og fremmest synes jeg, at han væver fornemme musikalske baggrundstæpper for Tina Dickow, men han kan i høj grad også på egen hånd, og hans snart tre år gamle tidligere udgivelse var lidt af en surprise i min bog.
Der barsles med nyt fra Jónsson, og i mellemtiden får vi lige forretten Blindfolded, der med syv numre virkelig ruller den røde løber ud inden efterårets udgivelse af et helt album. Jónsson viser med denne ep, at kvalitetsstemplingen af ham i 2008 ikke var et vildskud. Han fortsætter i samme stil, omend første nummer “Make Me Fall” er langt mere pompøst og højtravende, ja, nærmest rocket udadvendt. Det forbinder jeg ellers ikke lige med Helgi Jónsson.
Det er da også kun en appetizer, for resten af ep’en gør flittigt brug af de kendte virkemidler, hvor indadvendtheden, intimiteten og det dystre præger lydbilledet. Og det virker rigtig godt! Jónsson har virkelig styr på melankolien, uden det driver, og hans fænomenale sans for detaljer kommer ham til gode på flere af numrene – f.eks. “PÚ Mátt Alltaf Gista Hér”, der får et touch af hans fortid med Sigur Rós, og “Blindfolded”, der godt nok bæres af et simpelt klavertema, men får lidt raffineret underlægning af et enkelt elektrisk guitaranslag. Det er samme stemning, som man også kan fornemme, hvis man f.eks. lytter til Agnes Obel.
Alligevel er Helgi Jónssons ep måske ikke helt på højde med tidligere meritter. De to instrumentale numre “Á Kafi” og “I Snji Ó Kom U” er mere fyld end decideret virksomme passager, og de kommer ikke rigtig til deres ret. Derudover folder Helgi Jónsson heller ikke numrene helt så meget ud, som han plejer, og det er, som om man får en masse, men ikke det hele.
Det kan man forhåbentlig glæde sig at få på Jónssons tredje fuldlængde-udgivelse. Blindfolded bidrager med sine fine, små, melankolske skønhedsbidder af introvert singer/songwriter-pop til forventningen.
