Les Savy Favs femte fuldlængdeudgivelse er en sand energibombe, som uden tvivl vil blæse et livepublikum omkuld. Helt så interessant er det ikke i albumform, og Root for Ruin fremstår derfor flere steder som en noget uforløst affære.
Plader
Håkan Hellström: 2 steg från Paradise
Ingen falsk varebetegnelse på 2 steg från Paradise. Her er 100% Håkan Hellström – en mand, der leverer befriende, smittende og appellerende popmusik, dog uden at man mærker FDF-skjortens strammen og lugten af brændende bål.
Susumu Yokota: Kaleidoscope
Eklektisk, kosmisk, kaotisk. Susumu Yokota laver elektronisk musik, der lyder som meteorregn, en ridset CD og kirkekor i en skøn metamorfose. Det virker!
The Concretes: WYWH
På WYWH træder The Concretes et skridt væk fra tyggegummipoppen og indbyder i stedet til en velklingende omgang melankolsk indie-discopop. Et solidt udspil, der dog ikke ville have taget skade af lidt flere nuancer.
Sufjan Stevens: The Age of Adz
Sufjan Stevens er tilbage med sin første regulære fuldlængdeplade i fem år, og det er ikke kedeligt. The Age of Adz er en af årets absolut bedste og mest betydningsfulde udgivelser fra den anden side af Atlanterhavet.
Martina Topley Bird: Some Place Simple
En af mine veninder har kysset med Tricky en sommeraften på Staden. Det samme har Martina Topley Bird. Dvs. hun har også indspillet musik med ham, fungeret som hans muse og haft et forhold til ham, og nu har hun sit tredje soloalbum på gaden.
4 Guys From the Future: Under the New Morning Sun
Selv om 4 Guys From the Future er et ganske ubeskrevet blad på den danske musikscene, så har gruppens medlemmer hver for sig i flere år været en del af det danske art og electromiljø. Debuten er på godt og ondt en blandet fornøjelse.
No Age: Everything In Between
No Ages seneste værk lyder meget, som man kunne forvente, men det er også en god ting. Indierock, punk og støjflader smelter sammen i et på én gang varieret og stramt tøjlet udtryk.
The Malpractice: Tectonics
Det er dansk, og det er rock. Til tider er det simpelt, til tider storladent. Man hører ofte, at man bør holde øje med et band. The Malpractice bør du ikke holde øje med – du skal.
The Walkmen: Lisbon
Der er ikke noget revolutionerende ved The Walkmens nyeste skive, Lisbon. Bandet holder som vanligt et højt bundniveau, om end tempoet måske er dalet en smule.
Mice Parade: What It Means to be Left-Handed
Mice Parade imponerer med nyt udspil, der krydser fænomenal percussion med postrock og shoegazer.
Anything But Yours: I Owe Hell
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med I Owe Hell. På papiret ser det godt ud; jeg burde kunne lide det. Men det kan jeg ikke. De vinger, man håber på, når man ser opskriften, folder sig aldrig ud. Overhovedet.
Our Broken Garden: Golden Sea
Our Broken Garden har vakt opsigt såvel herhjemme som i udlandet, og det andet album fra Anna Brønsted & co. fortjener i den grad også opmærksomhed. Dansk melankoli af højeste karat.
Plebeian Grandstand: How Hate Is Hard to Define
Fransk hardcore, der umiddelbart lugter okay, men ikke formår at holde niveau.