Shogun Kunitoki erstatter samuraisværdet med analoge synthesizere og uddeler gentagne, velplacerede hug af smuk, psykedelisk musik, der bør vække alverdens associationer hos selv den mest fantasiforladte lytter.
Plader
The Flaming Lips: Embryonic
The Flaming Lips' 12. album er en farvestrålende, buldrende, smittende og voldsomt krævende rodekasse. En kreativ genfødsel, en krautrockkolos og til tider en forvokset jamsession. En tredjedel af pladen kunne undværes, og alligevel er den en succes.
Wye Oak: The Knot
Wye Oak leverer med sit andet album dybsindig og smuk musik til de stille efterårsaftener, men læner momentvis op ad det ensformige.
Lusine: A Certain Distance
Lusine har skabt et album i grænselandet mellem pop og lounge, der vil gøre sig godt som stemningsmusik til festlige lejligheder og til afslapning i hverdagene.
Owen Tromans and the Elders: The Fall of Acre
Owen Tromans imponerer med fabelagtigt indierock-epos om ravne, slanger og smukke ungmøer.
J. Tillman: Year in the Kingdom
Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillman har med sin akustiske guitar skabt en samling fine singer/songwriter-sange – uden de store armbevægelser, men med ærlighed og enkelhed.
The Manipulated Living: Prelude to Oblivion
Denne skive kræver en kærlig hånd. En kontemplativ stund, hvor man dissekerer den fuldstændig og med et kirurgisk indgreb adskiller de plagende tumorer fra den innovative organisme, således at der stadig er håb for patienten.
The Bitter Tears: Jam Tarts in the Jakehouse
The Bitter Tears spiller en moderne retrospektiv folk-rock, der til tider bevæger sig helt op i de højeste luftlag og andre gange bevæger sig i det landlige Amerikas tætteste krat af underspillet, traditionel sangskrivning.
We Insist!: The Babel Inside Was Terrible
We Insist! spiller eklektisk mathrock og posthardcore som King Crimson og Primus ville have gjort det. Læs her den usande historie om albummets tilblivelse.
Ebony Bones: Bone of My Bones
Ebony Bones' debutalbum er dekonstrueret, smittende og legende, og det er en flot start, der dog nok deler vandene rent publikumsmæssigt.
Noah and the Whale: The First Days of Spring
Hjerte rimer på smerte på Noah and the Whales opfølger til debutalbummet Peaceful, the World Lays Me Down fra 2008, og det er desværre blot én kliche ud af mange.
Firekites: The Bowery
I en flydende bevægelse fører Firekites' debutalbum lytteren på en tur ud i efteråret. En refleksiv og charmerende oplevelse, der leger med elementer af twee, jazz og electronica på en yderst dragende facon.
Maps: Turning the Mind
Maps' seneste album inviterer dig med tilbage til 1999. Der er dance og drømmerier på dagsordenen, og det er ikke helt skidt, men er det relevant i dag?
The Cribs: Ignore the Ignorant
Jarman-brødrene er mere ambitiøse end nogensinde på deres fjerde udspil, hvor legenden Johnny Marr også er konverteret til Crib. Desværre står det meste af Ignore the Ignorant, trods pletskud, ikke mål med hverken ambitionerne eller fordums bedrifter.