Malajubes indierock er ikke så labyrintisk, at man som lytter fortabes undervejs, for Labyrinthes’ fine fornemmelse for spændende arrangementer fører lytteren sikkert gennem en vildfarelse af de mere interessante.
Plader
These Are Powers: All Aboard Future
These Are Powers byder med deres andet album på kompleksitet for alle pengene, både i lyd og i tekst. Det er ekstremt udfordrende at lytte til og indtil videre en af de bedste musikoplevelser i 2009.
Junior Boys: Begone Dull Care
I den evige jagt på klimaks er fokus som regel på at opnå højfrekvent stimuli. Junior Boys leger lidt med den formel og vender det hele på hovedet. Her får du kun et forspil, men det ender sgu alligevel med tilfredsstillelse.
Sekten: Mägtiga vingar
Det skandinaviske ensemble, der modtog en DMA Jazz Award tilbage i 2006, er tilbage med den ubesværede toer, der i den grad genoptrækker linjerne fra debuten og samler jazz, folk og den småt støjende rock i en dejlig mystisk transfusion til alle kolde hjerter nordpå.
Camera Obscura: My Maudlin Career
På det skotske bands fjerde album lever de bittersøde, 60'er-inspirerede melodier endnu. Tracyanne Campbells sange om forelskelse og forladthed synges ydmygt og ærligt, så det er en fornøjelse. Bandets rørstrømske karriere bliver langsomt større.
Highway Child: Sanctuary Come
På mange måder leverer Highway Child en rå og tiltalende lyd på deres anden udgivelse, men alligevel falder de gode intentioner til jorden, og man får som lytter fornemmelsen af, at bandet ikke udnytter deres potentiale fuldt ud.
Art Brut: Art Brut vs. Satan
Satan er svær at sætte i bås, men så længe han defineres som ’U2-lyden’, pladekøberne eller moralske tømmermænd, er forsanger Eddie Argos ikke bange for at lange ham en lige højre på ægte ærkeengelsk vis. Det er underholdende, men har det substans?
Ben Kweller: Changing Horses
På Changing Horses skifter Ben Kweller hest, som andre skifter sokker. Man tvivler ikke på mandens talent inden for countryen og den bløde guitarrock, men han burde alligevel holde sig til det sikre lidt oftere
Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz!
Karen O er som altid en inciterende oplevelse at lytte til. På Yeah Yeah Yeahs nye album It’s Blitz! fortsætter hun med sine to mandlige undersåtter den rivende udvikling, der igennem et årti har været så smuk at følge. Resultatet er storslået.
Crystal Antlers: Tentacles
Det måske sidste nye album fra et af indierockens vigtigste pladeselskaber, Touch and Go, er en guldgraverjagt ned gennem rockhistorien. Lige fra 60'ernes rå garagerock, den senere psychrock og frem til nyere larmende genrer som noiserock og emo. Det er en kaotisk heksejagt på en ny lyd.
The Thermals: Now We Can See
The Thermals er tilbage i havet, hvor grønne vækster gror, og alt bare lyder bedre. Som det er med skrabet og ung indierock, så gør tid, øvelse og penge ofte noget ved produktionen. Hvis man ikke har noget imod svulstig og intelligent amerikansk poprock, så kan man ubekymret springe i vandet.
Sleeping Beauty: City Lights
I forhold til sangskriverduoens musikstil er navnet Sleeping Beauty en gåde. De hurtige rytmer og glade beats spares der ikke på. Desværre er der ikke noget videre eventyrligt over det, og efter pladens 10 numre er hørt, forstår man kun alt for godt, hvad der menes med navnet Sleeping Beauty; de formår simpelthen aldrig at vågne!
Röyksopp: Junior
Röyksopp er i starten af Junior som en glad hundehvalp, der iler rundt om sig selv i et forsøg på at fange sin egen hale. Efter et par pumpende numre finder den dog centrum af hundekurven, lægger sig til rette og slår en smittende rytme med halen mod gulvet.
Won’t Lovers Revolt Now: s.t.
Den københavnske kvartet har begået et debutalbum med melankolsk, udramatisk poprock og en varm, særpræget vokal. De giver sig god tid, og lytteren er i gode hænder hos det velspillende band. Dog har albummet lidt svært ved at komme helt ind under huden og er tæt på at blive lidt ensformigt.