Den svenske trio Peter, Bjorn and John (nå ja, dem med fløjteklassikeren "Young Folks") er klar med deres femte studiealbum, Living Thing. Et album, der peger frem og tilbage og i alle mulige og umulige retninger.
Plader
William Hut: Silent Hum
William Hut nynner personligt og dybfølt om liv, død og længsel på sit femte album, men han brænder aldrig igennem, og Silent Hum fremstår som en samling kedelige og farveløse rockballader.
Mirah: (a)spera
På sit femte soloalbum beviser Mirah på ny, at hun er en af den amerikanske indiepopscenes mest indtagende kunstnere. Uden at nå Mirahs tidligere højdepunkter er (a)spera en fin plade med gode sange og flot varierede arrangementer.
The Foreign Resort: Offshore
Københavnske The Foreign Resort spiller indierock med elementer af støj og melodisk post-newwave med massive og ikke altid lige vellykkede keyboardflader. Offshore indeholder en del gode elementer, men bliver desværre også lidt ensformig i længden.
So Like Dorian: Who Could Sleep Through Such Nights
Århusianske So Like Dorian har stablet en debut-ep på benene, som viser bandets potentiale og deres evner inden for den hyggelige folkgenre. Manglerne kan dog ganske let udpeges, og derfor må de store, rosende ord falde i fremtiden i stedet for nu.
Oh No Ono: Eggs
Oh No Ono har med Eggs sat nye standarder for alternativ dansk popmusik og har uden tvivl udgivet en af årets absolut bedste plader.
Black Eyed Dog: Rhaianuledada
Bag navnet Black Eyed Dog gemmer sig den italienske singer/songwriter Fabio Parrinello. Hans anden udgivelse, Rhaianuledada, er en kærlighedserklæring til kvinden i hans liv. Og når jeg siger kærlighed, så mener jeg den slags, der inkluderer langstilkede roser, candlelight dinners og langsomme serenader.
U2: No Line on the Horizon
Den gamle patriciavilla U2 har et solidt fundament, men med No Line on the Horizon er der tilføjet små tilbygninger og renoveringer. Det pynter alt sammen.
P.O.S.: Never Better
I et anfald af politisk vrede og i et hurtigt flow har Minnesota-rapperen P.O.S. skabt en plade, der kører helt ud, hvor tingene bliver interessante. En lettere unik tilgang til genren. Punkæstetik i et hiphopunivers. Larmende trommer og spændte beats. Men han kan ikke helt bunde, og så er det pludselig, at det bliver for meget
Neko Case: Middle Cyclone
Neko Case udbygger med Middle Cyclone sit dybt personlige bagkatalog med endnu en gennemført plade med usædvanlige tekster og sære sange, og endnu en gang er resultatet sært utilfredsstillende.
Hanne Hukkelberg: Blood from a Stone
På sit tredje album har norske Hanne Hukkelberg forladt den fabulerende og legende folktronica og har hentet inspiration fra sin musikalske fortid, som er mere mørk og punket. Stilskiftet klæder hende, men det overordnede indtryk er alligevel en smule fersk.
Agaskodo Teliverek: Psycho Goulash
Agaskodo Teliverek serverer psykopatisk sammenkogte retter i deres futuristiske fusionskøkken. Det er ikke for sarte smagsløg, men der er rigeligt med velsmag for den kræsne og nysgerrige gane.
Er de sjældne: Lyserød lyseblå beige
Digteren og komponisten mødes, og sød musik opstår. Dette har været udgangspunktet for Lyserød lyseblå beige, og det er der alt i alt kommet en ganske pæn omgang organisk kammermusik ud af. Indimellem skurrer pladen dog mere i ørerne, end godt er.
V/A: Factory Records: Communications 1978-92
Et lækkert bokssæt inspirerer til en tids- og drømmerejse til et af postpunkens mange arnesteder: det kolde, forblæste Manchester. Der er ikke meget fyld, og boksen er – som opsamling betragtet – et fremragende sted at træde ind i postpunkjunglen.