Belgisk orkester serverer en omgang gennemsnitlig rockmusik uden megen personlighed. Retten fordøjes hurtigt, mætter ikke og giver ikke lyst til mere.
Plader
Marissa Nadler: Little Hells
Hende Nadler, hun kan noget. Med stemmen, med stemningen og med den lille sangskat, hun på sit fjerde album fint udvider. Hun har ikke lavet sit livs mesterværk, og pladens forsøg ud i de små eksperimenter er ikke helt vellykket, men det er stadig tæt på at være fænomenalt.
BLK JKS: Mystery EP
BLK JKS er et postkolonialt rockband, der har lyttet til den samme musik som os andre, og dertil har de hørt deres mødre og fædre spille på vestlige instrumenter på afrikansk manér. Det har ført til, at disse sorte, anglo-afrikanske helte har taget det fjollede Jack-kostume på og er fløjet til USA for at spille deres bastardiserede rockmusik.
Peter Doherty: Grace/Wastelands
Pete Doherty hedder nu Peter Doherty og debuterer som solokunstner i eget navn med en plade, der samler både tråde og sange op fra tidligere plader, men som desværre også har noget uforløst skitsepræget over sig. På trods af en lille håndfuld gode sange er dette Dohertys første uinteressante udspil til dato.
The Rakes: Klang
Britiske The Rakes brød aldrig for alvor igennem med deres fremragende debut tilbage i 2005. Nu er de – efter en kikset opfølger – vendt tilbage til deres forcer med album nummer tre, Klang, der er indspillet i Berlin. Det har resulteret i en momentvis effektiv, men overordnet ikke helt overbevisende plade.
…And You Will Know Us by the Trail of Dead: Festival Thyme EP
Et enkelt lyspunkt på ...And You Will Know Us by the Trail of Deads seneste ep er ikke nok til at opveje indtrykket af en grå, uformelig masse af en plade. Den efterlader intet indtryk og er, set i lyset af den efterfølgende fuldlængdeudgivelse, en helt og aldeles ligegyldig plade.
Bon Iver: Blood Bank EP
Hvor er det ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, at Bon Iver har udsendt den forcerede og eksperimenterede ep Blood Bank. På trods af et par fine numre havde det været bedre, om han havde ladet være.
Greg Malcolm: Leather and Lacy
Greg Malcolm imponerer med sin første udgivelse på det lille kvalitetsbevidste label Interregnum fra Norge. Genfortolkningerne af den berømmede saxofonist Steve Lacys mere eller mindre abstrakte impro- og kompositioner sidder lige i skabet.
De Rosa: Prevention
Efter et debutalbum, der spændte fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere præcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pænt, men sangskrivningen og pladen er bare så helstøbt, at poleringen er til at kapere.
I Was A King: s.t.
I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.
Jens Unmack: Dagene løber som heste
Unmacks tredje soloudspil er fyldt til randen med strygere og pakket med traditionel Jens Unmack-lyrik, der ikke lige lader sig udfolde, men kombinationen fungerer fint et langt stykke hen ad vejen. Der er stadig et par børnesygdomme at skille sig af med, men mon ikke det kommer med tiden.
DM Stith: Heavy Ghost
David Stith er en mystisk mand, der interesserer sig for mystiske ting, men også for livets uafviselige genvordigheder. Med en utrolig stemme og solid klaverfolk har han skabt en plade, der lever på sin helt egen opstrakte dæmpethed, og resultatet er vældig godt og lidt fortryllende, uden at der går ’skovtrold’ i lortet.
V/A: Pioneers – The Beginning of Danish Electronic Music
Pladeselskabet LJUD skildrer og dokumenterer den danske elektroniske musiks vugge med respekt og en udpræget sans for detaljen i en flot parade af vigtige, men for den brede offentligheds vedkommende ukendte kunstnere.
Hellraiserten: s.t.
Danske Hellraisertens selvbetitlede debutalbum har været længe undervejs. Duoen har efterhånden rumsteret i den danske undergrund i fire år, men nu har hellraiserne altså bevæget sig fra helvedet til jorden. På den lange rejse har de desværre mistet en hel del af deres saft, kraft og ondskab.