Tre år er der gået siden Metrics sidste udspil, og tiden har bestemt ikke været dårligt brugt. Fantasies’ 10 numre spænder vidt og bredt genremæssigt såvel som indholdsmæssigt. Her er tale om glad, velklingende musik, og man føler, at Metric ønsker alle lyttere god sommer og byder op til dans.
Death by Kite har lige nu gang i et ep-projekt, der i sidste ende kommer til at indeholde tre ep'er, der går under navnet Wave-trilogien. Med stramt spillet rock og udflydende eletronica er her anden del, Wave II.
Green Pitch vægter stadig intimiteten højt på deres andet album, selvom det overordnede lydbillede er blevet mere nuanceret. Alligevel er La Jolla en smule stillestående og kunne godt have tålt lidt mere løssluppenhed.
Den danske singer/songwriter Butzback har begået en plade, der besynger og beskriver hullerne i livets trummerum. En satans god plade. Sådan en, der giver livsglæde og gejst. Og lyst til at arbejde lidt mindre.
Bat for Lashes holder fast i sine forbilleder, men formår at finde sin egen stemme, hvilket ikke var tilfældet på debuten. Det har resulteret i en virkelig fin og gennemarbejdet samling sange med singlen "Daniel" som et gigantisk højdepunkt.
Der har været store forventninger til Handsome Furs’ nye album på alverdens blogs. Hype er én ting. En ting, som alle canadiske bands efterhånden har prøvet på egen krop, efter Arcade Fire udgav Funeral. Spørgsmålet er, om man kan leve op til den.
De skæve amerikanske indiepoppere i Bishop Allen har med deres tredje udgivelse lavet en plade, der lyder ganske meget som sit cover. Og så prøver de hårdt. Alt for hårdt, faktisk.
The Decemberists sniger sig ud på et dristigt kærlighedseventyr i den dunkle skov, hvor fauner og fabeldyr regerer. Mere dystre og rå sider afsløres, og trylleskoven genskaber bandet som en fantastisk hybrid af middelaldertroubadouren og The White Stripes.
På Testbild!'s nye album forsøger det svenske band at få cover, musik og novellen om en bibliotekar i bookleten til at gå op i en højere enhed. Det lykkes ikke rigtigt på et album, der absolut indeholder gode numre, der dog drukner i usammenhæng og en alt for lang spilletid.
Det er sommerligt, let og hverken dybt eller transcenderende, men det er dybt charmerende. Og så er det vejr til det. På trods af de manglende musikalske revolutioner er Ladyluck et imødekommende væld af god indiefolk frembragt af en smuk, smuk stemme.
Hvis du synes, at amerikansk emopop og sødsuppe-rock uden nerve lyder som en spændende kombination, så bør du tjekke Carolina Liar ud. Hvis denne cocktail er svær at sluge, så søg ny musik andetsteds.
Efter tre klasseplader i rap forsøger Bob Dylan sig nu med en mere umiddelbar og intuitiv tilgang til indspilning og sangskrivning. Det har resulteret i Together Through Life, der næsten har visket "Bob Dylan" ud til fordel for en relativt intetsigende bluesformel.
Bob Hund er tilbage. De har været savnet, men heldigvis er det, som om de aldrig har været væk. Og så alligevel. Balancen i udtrykket er tippet fra kaotisk punk mod dansabel electro, men Bob Hund er og bliver nu engang Bob Hund.
Der er dømt overophedet americana-attitude, olielugt og brændt gummi på Viva Vertigos tredje udspil. Troppesamling forestås af Simon Beck, hvor han med fornemme gæstemusikere forsøger at holde ild i en lyd, der er en 60’er-B-roadmovie værdig.
