Magik Markers skifter mellem mange forskellige udtryk på Balf Quarry. I begyndelsen er det en anelse forvirrende, men de mange skift har også potentiale, og når det er allerbedst, er det nærmest fortryllende.
Plader
Gomez: A New Tide
Den gammeltestamentlige symbolik er tydelig både på cover og titel til sjette album fra Gomez. De formår ikke ligefrem at flytte nogen bjerge, men A New Tide er alligevel et ganske fint og holdbart album.
PJ Harvey & John Parish: A Woman a Man Walked By
Efter den stille succes med White Chalk griber PJ Harvey nu bagud til sit 13 år gamle duo-projekt med John Parish. Arbejdsgangen mellem dem er uændret og har medført en inderligt feminin og sært sexet plade med den maskuline tyngde i ascendanten.
Neil Young: Fork in the Road
Fork in the Road er en række fine kuriositeter, en håndfuld ret gode sange, én rigtig god og måske én af karrierens allerbedste spundet sammen i et komplekst, men klart sammenhængende tekstunivers.
Filthy Dukes: Nonsense in the Dark
DJ-bandet Filthy Dukes forsøger at nedbryde alle musiske grænser, hvad angår tid og genrer. Stort set alt, hvad der hedder tilhørsforhold, udviskes, og kun electronicaen overlever. Debutpladens titel er en yderst passende varedeklaration.
Brother Ali: The Truth Is Here
Brother Alis tidligere udgivelser har været decideret fremragende, men på det nyeste udgivelser er niveauet faldet betragteligt. Der er højdepunkter, men overall er The Truth Is Here en ufokuseret skuffelse.
Niepoort: Serpentine
Niepoorts debutplade, Serpentine, er som en endnu ikke flyveklar fugleunge, der takket være enkelte varme, opadgående luftstrømme ikke bliver kvast fuldstændigt i kollisionen med jorden, men daler stille og bliver sikret en konsekvensfri, men hård landing.
Zero Boys: Vicious Circle
Kender du Jay Reatard? Han skylder en del af sin succes til Zero Boys, der i 1982 udgav det slagkraftige punkalbum Vicious Circle. 16 sange på ikke engang den dobbelte tid, og alligevel ender albummet med at blive en smule kedeligt.
CunninLynguists: Strange Journey Volume One
En blandet landhandel af gæstende artister og remix af tidligere sange gør afsenderrollen på Strange Journey Volume One en smule uklar, men hvad gør det, når rejsen er fyldt med gode øjeblikke?
Jeniferever: Spring Tides
Skaf dig hurtigst muligt en skov, du kan smække op foran dit vindue, og iagttag den, mens du nyder Spring Tides. Den fremmaner dagdrømmerier og indbyder til drømmedage på græsklædte skråninger med hvide lammeskyer og simple tankestrømme som eneste selskab.
Marie Fisker: Ghost of Love
Marie Fiskers debutalbum er stilsikkert, lækkert og indspillet med nogle af dansk rocks rutinerede herrer. Med singer/songwriter- og country-inspirerede numre står hun stærkt som et nyt, yderst interessant navn. Men gid hun dog ville rocke lidt mere!
Depeche Mode: Sounds of the Universe
Hvad kan man så forvente af Depeche Mode i 2009? Tjaaa, lidt af samme, gamle skuffe, men denne gang med visse retrospektive kvaliteter.
Casiotone for the Painfully Alone: Vs. Children
Ensomheden er blevet til ensom tosomhed på Owen Ashworths femte album. Pladen fortsætter hans bevægelse hen mod et mere og mere organisk og traditionelt instrumenteret lydbillede, men overbeviser ikke helt om, at det er en god udvikling.
Mt. St. Helens Vietnam Band: s.t.
Mt. St. Helens Vietnam Band. Et langt og finurligt navn, som kan betyde det meste. Coveret hjælper en smule på vej: Forestillende en slags tapir sovende i grøn-orange blomster ledes tankerne mod de glade 70’ere, hvor verden blev udforsket i alle henseender. Det samme gør musikken på dette debutalbum.