Et album fra guitaristen fra Maxïmo Park. Når denne anmeldelse er skrevet, kommer jeg aldrig til at lytte til denne plade igen.
Plader
The Pierces: Thirteen Tales of Love and Revenge
Hvis man har en 13-årig kusine, som synes drenge er spændende, og forældre er nederen, og man gerne vil udvikle dette livssyn i stedet for hendes musiksmag, når man skal købe julegave til hende, så er The Pierces måske lige sagen. Thirteen Tales of Love and Revenge er ligegyldig pigemusik, der er hurtigt glemt.
Max Richter: 24 Postcards in Full Colour
Max Richter kaster dig fra postrock til ambient til minimalisme til drone. Fra scene til scene, fra by til by, fra postkort til postkort. Det er 24 stykker ny musikhistorie på 34 minutter. Det er hensvævende, men det er samtidig vågent.
The Acorn: Glory Hope Mountain
Dyretarme, marimbaer og ukuleler er bare nogle af de virkemidler, The Acorn har taget i brug for at ære forsanger Rolf Klauseners sydamerikanske mor. Selvom ikke alle skæringer står lige stærkt, gør den utraditionelle instrumentering og en række charmerende folknumre Glory Hope Mountain værd at stifte bekendtskab med.
Alex Canasta: Reborn Tonight
Alex Canasta er en ny dansk trios fiktive alter ego. Hvad det så skal betyde, er ikke helt klart. Men selvom Alex Canasta på coveret ligner én, der lover dance og 80’er-fest, holder løftet heldigvis ikke; albummet er spækket med følsom og længselsfuld pop fra den radiovenlige skuffe.
David Grubbs: An Optimist Notes the Dusk
David Grubbs, den ene halvdel af Gastr del Sol, har udgivet en samling vegeterende sange, der dyrker stilstand og ro. Et abrupt greb i luften efter de momenter i livet, hvor tankerne har sat kroppen i stå og smidt tiden på porten.
Declan de Barra: A Fire to Scare the Sun
Declan de Barras anden soloudgivelse byder på melankolsk folk, der gør et indtryk og holder opmærksomheden i et jerngreb. Det sker bl.a. via de Barras intense vokal, der skifter karakter som vejret på en lunefuld sommerdag: først varm, så lys, så dragende, så mørk og intens, så lattermild, så"¦
Sune Rose Wagner: s.t.
Musikken er fra New York. Vokalen fra Sønderborg. Hvad mon Birthe Rønn siger til den form for integration? Tålt ophold? Asyl? Tja, det er godt, at Sune Rose Wagner har sit rødbedefarvede pas, så man undgår, at pladen ender i Sandholmlejren (selvom de sikkert kunne trænge til lidt god musik). The Raveonettes på dansk? Tja, det lyder lidt derhenad, men så alligevel ikke"¦
Deerhoof: Offend Maggie
Der er sket noget med Deerhoof. De har fået noget presseopmærksomhed, og nu går de i en retning, hvor det er muligt at få mere. De er stadig outreret avantgardepop a la Animal Collective, men de er blevet lidt pænere i kanten. Alligevel synger Matsuzaki stadig lige legende og naivt, og det bliver aldrig dårligt.
Bonnie ‘Prince’ Billy: Is It the Sea?
Det er rart at lytte til en live-plade, som både giver et billede af et stærkt sangmateriale, samtidig med at man fornemmer noget nyt. Som altid er det svært at være koncertfluen på væggen, der ikke er der, men det er faktisk lykkedes Will Oldham at pakke tingene ind og ikke mindst ud, så alle får noget med hjem.
Of Montreal: Skeletal Lamping
Kevin Barnes og hans farverige kollegers nye album er et genremiks med pop-fragmenter og en tekstside, der fremtryller en ren buffet af seksuelle identiteter. Spændende, spændende. Men lyder det godt? Egentlig ikke. Albummet lever desværre ikke op til de høje forventninger efter sidste års Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
Oxford Collapse: Bits
På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.
Parenthetical Girls: Entanglements
Det skorter ikke på ambitionerne, når Parenthetical Girls vil beskrive en halvvoksen mands seksuelle univers. Stilen er en (delvist) forfriskende opdatering af den klassiske musik, og til det formål strækker bandet sig vidt. Entanglements rummer i den grad både forbiere og pletskud.
Sister Chain & Brother John: Darkness to Warm Your Heart
Darkness to Warm Your Heart er et 10 numre langt album. Desværre. Havde den været en kort ep, som bestod af de fire første halvlovende numre, ville den have været spændende og love godt for bandets fremtid. I stedet er albummet alt for langt, og den sidste halvdel er fuldstændig ligegyldig.