Danske The State, the Market & the DJ fanger på deres albumdebut en krystalklar kølighed, der formår at være både minimalistisk og vidtfavnende. Desværre gør en kluntet tekstside det ofte svært at tro på musikkens triste budskaber.
Plader
Euros Childs: Cheer Gone
Nu, hvor solen går tidligt ned, vinden bliver kold og hård, og regnen falder, kan man passende lade Cheer Gone være soundtracket til efterårets komme. Med sange om sommer, solnedgange og ulykkelig kærlighed står det lille indiepopalbum godt til løvfald og blæsevejr.
Late of the Pier: Fantasy Black Channel
Kulørte lamper. Engelske Late of the Pier arbejder sig igennem en musikalsk forlystelsespark med debuten Fantasy Black Channel. Der bliver ikke kørt op og ned i Ronan Keatings rollercoaster, men svimmelt rundt i en catchy karrusel på ryggen af forfædre fra Frank Zappa til Franz Ferdinand.
Gang Gang Dance: Saint Dymphna
Gang Gang Dance udkommer nu på electronica-selskabet Warp, men det har ikke ændret meget på deres spirituelle lydafsøgninger. Der er stadig både dansable, men svært håndgribelige sange og deciderede eksperimenter. Og så er der et højst usædvanligt hiphop-nummer.
Analogik: Klunserbeats live
Hos Analogik blander adskillige genrer lystigt blod ved et eklektisk tag selv-bord, og tøjlerne er særdeles løse. Rent musisk og musikalsk er det ganske godt, men helhedsbilledet er noget tåget.
Loudon Wainwright III: Recovery
Loudon Wainwright har genindspillet 13 af karrierens, efter egen mening, bedste sange og leverer dermed sit bud på den tilbageskuende alderdomsplade, der har vist sig så vitaliserende for flere kunstnere de senere år. Resultatet halter desværre en del, for Wainwright mangler ganske enkelt gode sange til at matche det format, han forsøger sig i.
Fler’ Farver: Happy Army
Happy Army er et forsøg på at få glæden op på beatet i en af landets mindst bemærkelsesværdige storbyer, og det lykkes et godt stykke hen ad vejen. Det er så friskt, som dansk hiphop har været hidtil, men smilene og det konstant positive kan også blive for meget af det gode.
Edmund Oak: Queen Ódea Escapes
Gennemført folk-projekt med tendenser til det spøgelsesagtige og freakede. Stort set alt, der kan skabe dyster stemning, tages i brug: cello, violin, kirkeklokker, klaver, gongonger – og en lille smule støj.
Small: Teenage Cover
Det er tæt på at være rigtig godt, men man må nøjes med lidt mindre. Danske Small har begået noget interessant og rendyrket elektronisk pop, hvor fokus ligger i et lyttefelt omkring det iørefaldende og drømmende. Det fungerer glimrende, og pladen er spækket med nydelige omkvæd, men numrene flyder for meget sammen, og der opstår problemer, når man skal skelne mellem de 10 numre. Det giver lidt ridser i lakken på en ellers rigtig fin debut.
Okkervil River: The Stand Ins
The Stand Ins svinger med sin poppede indierock ind og ud mellem udadvendt glæde og indadvendt melankoli – og vice versa. På samme måde svinger jeg mellem at lytte eftertænksomt og overgive mig fuldstændigt.
Hauschka: Ferndorf
Hauschka er på sit nyeste album igen inspireret af John Cage, som puttede genstande ned i sit piano for at få nye lyde frem. Men i modsætning til sit forrige album lader Bertelmann denne gang sin musik ledsage af melodiske strygere, og det fungerer faktisk godt.
Rumpistol: Dynamo
Analoge instrumenter, sugende dybe basgange med dubstep-rødder og omhyggeligt programmerede beats smelter sammen til medrivende melodiøs electronica, der til tider er helt overdådig. Dynamo er fantastisk vellydende, uden tvivl Rumpistols bedste album og en af årets stærkeste danske plader.
Chad VanGaalen: Soft Airplane
Soft Airplane er som at spille en runde golf. Flotte greens, kuperede landskaber, gode og dårlige slag, små chip, lækre put og et arsenal af udstyr. Chad VanGaalen har i sit lidt trippede folkunivers, der gennem årene har fundet vej op fra mandens kælder, skrevet 13 meget afvekslende numre, der vidner om en mand med et lavt handicap.
The Dø: A Mouthful
Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.