Som elektronisk gadget virker det nye album med Squarepusher omtrent lige så kikset som et digitalur med lommeregner i dag, men som hornbrille-pibe-lænestols-jazz har det sine steder faktisk potentiale. Det sker dog for ofte, at den elektroniske produktion suger saft og kraft ud af anstrengelserne.
Danske Southern Gothic Tales blander præriebyens lugt af hestemøg med sømandsskrøner fra havnekajen, hvilket resulterer i en småskizofren, stemningsfuld og vellydende plade med elementer af både roots og blues.
Bandet med det forfærdelige navn XX Teens har udgivet en plade med solid inspiration fra den engelske musikhistorie efter 1977, der svinger fra det rigtig gode til det rigtig, rigtig kedelige.
Jake One er høj på musikken, og så er det hele jo bare godt. Det har han så forsøgt at vise os ved at producere et utal af vidt forskellige hiphopkunstnere og blande det sammen til en uformelig masse af det alternative, det ghetto-ficerede og så det, der bare kører rundt midtimellem og rundt om. Det er for meget af det gode, og det er også godt nok.
Engelske Pete Greenwood debuterer i en noget overbefolket genre, og han har mildest talt ikke, hvad der skal til for at skille sig ud fra sine konkurrenter i americana/folkrevival-feltet. Faktisk er Sirens noget af det mest ligegyldige, der er kommet ud af genren meget længe.
Det er stadig de emotionelle skitser, der præger Uzi & Aris univers, og selvom der ikke er mængder af nye tiltag fra Ben Shepard og undersåtterne, så fænger de organiske og semi-elektroniske melodier endnu en gang. Det er et glimrende antivinterdepressiv til tiden, der kommer, hvor det bare bliver koldere, koldere og koldere.
Think byder på et lille kick energisk og smadret punkrock. Udtrykket er lidt for ensformigt, og sangene kunne være stærkere, men alligevel er Lovvers et charmerende bekendtskab.
Dragontears’ andet udspil er et sprudlende album, der træder direkte ind i den psykedeliske tradition og byder på masser af droneinspireret spacerock og sære instrumenter, f.eks. tablabox og kinesisk fløjte. Men det er ikke kun fri hash og fri leg, det er også seriøst, og særligt et Bob Dylan-cover gør indtryk.
På sit andet album med the Brokeoffs fortsætter Holly Golightly, hvor hun og hendes kompagnon slap. På en skrammellegeplads fyldt med banjo, bluesguitar og veloplagte duetter udstilles 14 numre, hvor Holly Golightly afslører sig som en real phony, for selvom hun ikke hører til den amerikanske tradition, hun opererer i, kan hun stå inde for det med et ærligt hjerte.
Medlemmerne af Surf City puster og puster på havet. De vil gerne have bølgerne til at gå højt. Vandet skal være helt ustyrligt og meget levende. Men lige meget hjælper det: De kommer ikke til at surfe i dag. Det skvulper kun lidt.
Popvidenskabsmænd giver avancerede lektioner på denne opvisning af en plade. Man kan ikke andet end begejstres over håndværket, men hjertet hverken krympes eller oppustes – vreden og glæden forbliver uvækkede størrelser. Her er hverken føde for manien eller depressionen.
Idérigdommen er stor hos duoen Moon, der blander ambient, noise, folk og postrock sammen til en ikke helt ilde cocktail på 33 minutter. Numrene bevæger lytteren hen over sneklædte bjerge og oprørte have, men musikalsk får Moon mig ikke til at lette.
Vil man underholdes, hoppe og danse, er der masser af mulighed for at få sine lyster styret ved at lytte til Are We Brothers’ selvbetitlede debut, der oser af glæde og iørefaldende hooks. Det er ikke nogen poprevolution, men bandet har alligevel snøret sækken omkring noget, der er værd at åbne, nu når sæsonen for manglende vitaminer står for døren.
Svenske Holmes har begået en indierocket omgang country, der er så tung om hjertet og slæber sig så meget af sted, at det næsten er for meget af det gode. Men den intense smag af iskold ensomhed og forlis er samtidig en af de ting, der gør Wolves til en god oplevelse.
