A Kid Hereafter har i vanlig eklektisk og småfjollet stil bedrevet 15 små eksplosive popperler med Yo!. Men takket være Frederik Thaaes uomtvistelige talent for den gode melodi, et toptunet band og et humør, der smitter som influenza i oktober, er Yo! både underholdende og udfordrende.
Plader
Hors d’Oeuvres: Yeast
En plade med vokseværk. Det er ikke banebrydende nyt og anderledes, men efter et par lyt er der ingen tvivl om, at Hors d’Oeuvres debutudspil rummer åbenbare kvaliteter.
Lambchop: OH (Ohio)
Lampchops seneste album er udmærket, men man forventer altid lige lidt mere, når Kurt Wagner omsætter sine tanker og idéer til musik. OH (Ohio) er et lille skridt i den rigtige retning – væk fra de to foregående udspil – og klart mere homogent og rent i sit udtryk. Men pladen kæmper en stille kamp mod kønsløsheden.
Nagisa Ni Te: Yosuga
Yosuga er en behagelig folk’et plade fra den efterhånden veletablerede, japanske duo Nagisa Ni Te. Det er et rart bekendtskab, der er, hvad det giver sig ud for, hverken mere eller mindre. Og sådan skal en folk-plade være. Tilgængelig, men ikke overfladisk.
Abe Vigoda: Skeleton
»SKELETON is what LA sounds like NOW. ABE VIGODA is THE new jam.« Så bombastisk ender nærværende pressemeddelelse, og Los Angeles cementeres, i dette tilfælde en smule sagesløst, som det 21. århundredes største losseplads for hult, evnesvagt og anal-fikseret kulturbras.
Absentee: Victory Shorts
»En countryinspireret rockplade med en mørk mandevokal? Hvad nyt er der i det,« spørger du. Svaret er: »Intet.« Man kan ikke rigtig sige noget om denne plade, som ikke er sagt 100 gange før, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade. Det ændrer manglende originalitet ikke på.
Twine: Violets
Trods masser af guitarmelodier og optagelser af den menneskelige stemme er der koldt og trøsteløst i Twines ambientunivers. Der er dynger af bristede illusioner og læssevis af metalliske effekter på duoens fjerde album. Det bliver bare aldrig synderligt gribende.
Mixtune for Cully: We Know Where the Aircrafts Hide
Efter mange år i den danske undergrund med Slowburn og Yellowish træder Aage Hedensted nu frem med soloprojektet Mixtune for Cully. Albummet med den kryptiske titel er en udmærket, men lidt for anonym popplade, der aldrig får luft under vingerne.
Wildbirds & Peacedrums: The Snake
En umanerligt smuk og skræmmende dyb kvindevokal møder et tribalt rytmeritual og udfolder sparsomme arrangementer, der netop styrkes via deres minimalisme. Med få virkemidler slås et afgrundsdybt hul i luften, der suger alt lys ind i intime omgivelser.
Damien Jurado: Caught in the Trees
Selvom pladen ser ganske almindelig ud, så er der både en A- og en B-side. Førstnævnte er den radiovenlige, pop-rockede version. Sidstnævnte er Jurado, som vi kender ham. Det må være op til den enkelte at vurdere, om man bedst kan lide det nye eller gamle jeg. Herfra er der ingen tvivl"¦
Jenny Lewis: Acid Tongue
Rilo Kiley-forkvinden, Jenny Lewis, udgiver sit andet soloalbum. Her går hun den modsatte vej i forhold til Rilo Kileys nye poplyd og lader sin kærlighed til singer/songwriter-genren og sydstatsgenrer som soul og country få frit løb. Det kan høres, at turen tilbage til rødderne har været en fornøjelse.
The Dandy Warhols: Earth to the Dandy Warhols
Dandy Warhols’ sjette plade, Earth to the Dandy Warhols, er på trods af enkelte svipsere, ikke uden kvaliteter.
Oneida: Preteen Weaponry
Den efterhånden ganske veletablerede Brooklyn-gruppe Oneida er tilbage i fin form med flere vidtrækkende eksperimenter udi improviseret rock. Resultatet er, at den konceptuelle tilgang bringer både skidt og kanel med sig, men det er som sædvanligt alt andet end kedeligt.
Dominique Leone: s.t.
Dominique Leone er for mange musikinteresserede stærkt forbundet med sitet Pitchfork, og det forpligter. Debuten lever op til forventningerne, når det kommer til eklektisk popinspiration fra Beach Boys, men den er irriterende rodet og virker indimellem uinspireret.