Pg.Lost har opdaget, at stilhed og støj i skøn forening er en god cocktail. Bandets debutalbum er bygget op efter alle genrens regler om lange skæringer og repetitive melodier. Desværre er det i reglen mere behagende end betagende.
Plader
Woven Hand: Ten Stones
På Woven Hands nye album Ten Stones går den mørke americana igen, men albummet er underligt inkonsistent. Nogle steder mangler tidligere tiders intensitet. I andre langt mere rockede sange, end man er vant til fra den kant, kommer den i rigt mål. Og så er der et bossanova-nummer.
Cold War Kids: Loyalty to Loyalty
Den sværeste plade er som regel toeren. Man skal enten forsøge at redde resterne af ens karriere, der ligger i ruiner efter sidste plade, eller man skal forsøge at leve op til sidste plades niveau. Cold War Kids tager derimod fusen på alle og indspiller den samme plade igen.
Mads Wæhrens: Flodens hemmelighed
Der er tekster, og så er der tekster. Mads Wæhrens har forsøgt at forene musikken og digtet for på den måde at gøre den poetiske tekst til melodiens tekst og digtets stemme til musikkens stemme. Det er (på trods af et par forventelige banaliteter) en meget vellykket prøvelse for den århusianske musiker.
Bodebrixen: s.t.
Hvis der fandtes et dansk mesterskab i indiepop, ville Bodebrixen vinde det. Hvis der fandtes et nordisk mesterskab i samme disciplin, ville der stadig ligge et par svenskere foran.
Lindstrøm: Where You Go I Go Too
Lindstrøm har genopdaget og indirekte genfortolket Manuel Göttschings banebrydende mesterværk, E2-E4, fra 1984. En kosmisk plade med myldrende, elektroniske toner, der i et langt svæv virker beroligende uden at kede. Og man kan endda danse til det, hvis man har lyst.
Bloc Party: Intimacy
Hurtigere! Højere! Stærkere! Bloc Partys tempofyldte indierock rummer tilstrækkelig energi til at belyse London frem til OL i 2012. Den musikalske selvsikkerhed er kun øget siden sidst, men miksningen lægger en fin løkke om halsen på Bloc Party, der står skælvende på en tobenet skammel midt på et krængende dansegulv.
Nisennenmondai: Neji/Tori
Det kan være svært at fravriste sig idoler og forbilleder, men det lykkes for Nisennenmondai, samtidig med at hyldesten til forgængerne er klar og tydelig (og til at læse på albummets bagside). Samlet set giver det vældig god japansk krautpostpunk.
The River Phoenix: Ritual
10 år efter sejren i DM i rock får The River Phoenix endelig deres pladeudgivelse, der er en støjlydmur af melodi og rockpassager og kræver et højtliggende loft og en fast sokkel som lytteunderlag. Og hvordan er det så? Jo, faktisk helt hæderligt, men om det er værd at vente 10 år på, må tiden vise.
The Uglysuit: s.t.
Sekstetten The Uglysuit fra Oklahoma City er på en gang blide, drømmende, indadvendte og episke i deres udtryk. Det er med andre ord indiepop/-rock, der spænder vidt, og sine steder er det charmerende og medrivende. Andre gange er det langtrukkent og for renskuret.
Port O’Brien: All We Could Do Was Sing
Port O’Brien følger på All We Could Do Was Sing strømmen i en sådan grad, at pladen preller fuldstændig af på lytteren. Det er virkelig bare endnu en indierock-plade med lidt countryreferencer her og lidt støjrock-referencer dér. Det er kedeligt, og det er forudsigeligt.
Christophe Bailleau & Neal Williams: On Soft Mountains We Work Magic
Fransk-amerikansk makkerpar udgiver homogent flimrende korrespondanceplade på ydmygt og underspillet norsk selskab af den slags, der leverer lydlige artefakter til forestående mørk sæson.
Kim and the Cinders: s.t.
Når Kim and the Cinders er bedst, spiller de god, country-inspireret rock, som man kender det. Når de er værst, prøver de med gakkede, eurodance-inspirationer. Alt i alt er det en anstændig plade uden de helt store op- eller nedture. Men den figurerer næppe længe i hukommelsen.
The Donkeys: Living on the Other Side
The Donkeys hylder den klassiske, laidback surferlivsstil, som man kender fra film. På den amerikanske vestkyst kører alle rundt i åbne biler, hører tilbagelænet rockmusik med twangguitar og lytter til sange om ulykkelig kærlighed og smukke solnedgange. På Living on the Other Side er musikken dog så tilbagelænet, at den er direkte kedelig.