På 10-tommer vinyl folder svenske Purl sig ud med fire numre, hvis dystre toner passer perfekt til vintermørket. Det er musik til en ensom gåtur i tusmørket og musik, som kan flytte lytterens mentale tilstand til ukendte steder. Men formatet og Purls begrænsede variationer sætter grænser.
En mand med en mærkelig musiksmag har lavet et pladeselskab. Der har han samlet noget musik, han godt kan lide. Nu har han så udgivet en opsamling, men det er ikke en, så man kan finde ud af, hvad han egentlig har gang i. Det er en introduktion til smukke, intime sange og simple, eksperimenterende skitser.
Med Raveonettes-guitarist Manoj Ramdas i front har Spektr begået et debutalbum med gennemført videofilmsæstetik. Coveret ligner et VHS-bånd og indeni findes surf, old school-rock, sjove blip-lyde og kvindekor. Sæt gang i din indre biograf med underlægningsmusik til film, der ikke eksisterer.
Blåt blod forpligter gerne og ofte. Og når man er datter af to af Danmarks mest unikke musikere, nemlig Anisette og salig Thomas Koppel fra Savage Rose, er det et svært dynasti at være en del af. Billie Koppel forsøger, men forfalder sammen med sin gemal ofte til trivialiteter.
Bevægelsen mod de sene timer tvinger øjnene og ørerne op for kvaliteterne på XXX og sætter billeddannelsen i gang. Pronounced Sex’ debut fra det norske avantgarde-rockselskab Interregnum svinger i kvalitet og sammenhæng, men er i sandhed uhyggelig. Gør det den også god?
Murmansk spiller rifftung, indadvendt og småaggressiv indierock med shoegazer-tendenser. Der bliver brugt masser af distortion, feedback og ekko. Resultatet er en ganske udmærket plade, der dog har nogle slagsider, der trækker karakteren ned.
Australske Pivot har fået kontrakt på det engelske, visionære electronica-selskab Warp, hvor de passer fint ind med deres utallige elektroniske manipulationer. De bliver så opblødt med storladne, analoge melodilinjer fra synthesizere eller guitarer. Desværre lykkes fusionen ikke helt, og derfor når bandets høje ambitioner ikke i mål.
Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.
Der er ikke meget nyt på færde på det tredje udspil fra et af Danmarks mest undervurderede bands, men det gør faktisk ikke noget. Med et cool og elegant album, der byder på luksuriøs, psykedelisk pop, understreger bandet endnu en gang sit talent.
New Yorks Parts & Labor har forladt noiserocken til fordel for artrock og psychpop. Lyduniverset er stadig rigt på eksperimenter, og samtlige numre er flot udførte og elegante i deres opbygning. Uden tvivl bandets mest tilgængelige, men også mest varierede album til dato.
The New Year gør brug af skrabede arrangementer og en interessant nøgen produktion på 10 eftertænksomme numre. Desværre er der kun få bæredygtige indslag til at løfte en udgivelse, der tynges af en lidt for svulstig følsomhed og ganske forfærdelige tekster.
Skal man tro Mats, Thurston, O’Rourke og drengene fra Original Silence, var den oprindelige stilhed ikke så stille endda, men noget nær så infernalsk og kaotisk, som det er muligt at forestille sig. I begyndelsen, før der blev lys, var Guds yndlingsgenrer nemlig jazz, noize og rawk.
De hårdtarbejdende newyorkere i TV on the Radio har langsomt skrællet det überkaotiske af deres musik, og her tre plader senere står et massivt skelet, der har besluttet sig for at udvide horisonter under navnet Dear Science. I marven af bandets knogler sidder der stadig gode omkvæd, velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at udtrykke sig – på den unikke måde.
Støj i musik kan være mange ting. Canadiske Women finder den frem med både forstærkere, indspilningsmetoder og tilfældige instrumentanslag. Fra et udgangspunkt i postpunken, der peger helt tilbage på The Velvet Underground, forsøger de at sætte et gammelt udtryk ind i en ny kontekst. Det lykkes langt hen ad vejen.
