Den seneste udgivelse fra englænderen Jon Attwood under navnet Yellow6 er en massiv udgivelse på over 140 minutter. Indholdet er hans varemærke: glidende og svævende guitarfigurer, der i bedste fald får dig til at glemme tid og sted – og i værste fald får tiden til at gå lidt for langsomt.
Uden at slippe deres eklektiske univers, hvor forskellige rockafarter uden forbehold blandes med electronica, drømmende indiepop-strukturer og rap, træder det eksperimenterende avantgarde-kollektiv Subtle med deres seneste udspil en lidt mere imødekommende dans end tidligere.
Santogold er den oplagte plade til din fest. Her er noget for enhver smag. Det hele er poppet og let tilgængeligt. Det er pladens styrke, men også dens svaghed.
Efter fire år, hvor Nikolaj Nørlund har været fuldt beskæftiget med andre musikalske projekter end sine egne, er han under The Rhonda Harris-navnet endelig tilbage. Og det er med nogle af sine til dato bedste sange.
Endnu et godt dansk album. Det er den korte version. Men desværre hverken fremragende eller nyskabende, og opfølgeren til Vetos glimrende debut ender med at fremstå en anelse mat, da konceptet omkring opbygningen af sangene, får alt for meget plads. Men, men, men – det er absolut værd at lytte til. Bare ikke flere dage i træk.
Bornholmerne kommer! Og rydder alle modstandere af vejen. Dét gjorde Majorian i hvert fald, da de for nylig tog sejren ved årets LiveContest. Det virker både forståeligt og velfortjent. Bandets debut-ep er i al fald lutter fine toner fra den pop-rockede kant med sart og særpræget pigevokal.
Beautiful Days er en rigtig behagelig folk-plade. Men dens behagelighed er også dens akilleshæl. Den består nemlig af ensformige sange, som man nyder uden rigtigt at lytte. Noget synderligt indtryk efterlader den altså desværre ikke.
Der skulle gå nogle år med single-teasere og konstant tour-aktivitet, men omsider debuterer Foals fra Oxford med en fuldlængde, der med et udmattende melodisk og musikalsk overskud definerer mathpoppen, for hvad det er værd.
Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".
Der er fald og voldsom dans i det nyeste udspil fra Escho, i hvad der mildere end mildest talt kan kan kaldes en legestue for KLoAK-drengen Anders Jørgen Mogensen og Anders Hauer-Jensen fra Mit Nye Bands nye band. Et allerhelvedes kvarter.
Syd Flints selvbetitlede debut er et minialbum i fin balance med sig selv. Der er både country og singer/songwriter-tendenser, og udtrykket er opbygget omkring vokal og akustisk guitar tilsat masser af eftertænksomhed. Kanterne er slebet pænt runde, og det er måske lidt en hæmsko, men det må siges at sortere under mængden af luksusproblemer.
El Guincho er de seneste par måneder blevet hypet i ét væk og har fået den fashionable titel "den spanske udgave af Panda Bear". Lighederne er bestemt slående, men på debutalbummet Alegranza beviser Pablo Díaz-Reixa dog også, at han er et talent i sig selv.
»I’m not a ladies man, I’m a landmine / Filming my own fake death.« Why? er blevet et rigtigt rockband, men Yoni Wolf har ikke sluppet de velfungerende hiphop-greb i teksterne, der ligger på et tørt betragtende niveau.
Den var der nok næppe nogen, der så komme. Geoff Barrow og co. genopfinder sig selv ikke bare en, men flere gange i løbet af en chokerende god plade, der både overrasker, buldrer, brager og nødvendigvis må havne blandt årets bedste – hvis dét kan gøre det.
