The Evangelist er den australske popsnedkers dybt personlige farvel til sin The Go-Betweens-makker og ven. Med et enkelt og akustisk lydbillede har Forster atter bevist, at han har et helt specielt og magisk talent, når det gælder popmusik.
Plader
Blood Music: Don Quite
Mørk popmusik og eksistentielle tekster kombineres på fin vis på Blood Musics andet album. Karl-Jonas Winqvist viser, at han ud over First Floor Power også selv kan levere små historier pakket ind i skæve melodier, der ikke altid følger den korteste rute mellem to punkter.
Symptoms: Calm
Danske Symptoms tager favntag med trommerne og undersøger deres position som hovedinstrument i en verden af mørk ambient. Trommeslageren Silas Graae fra Mew medvirker og er med til at skabe et eksperimenterende og trommevirtuost værk. Men hvordan man egentlig lytter til albummet, er et godt spørgsmål.
Envelopes: Here Comes the Wind
Envelopes’ anden plade indeholder dynamiske og energiske popsange, der med markante basgange og maniske og livlige vokaler er enormt inciterende. Men det bliver aldrig irriterende at være i selskab med det svensk-franske band. Here Comes the Wind er så underholdende og melodistærk, at den ikke trætter lige med det første.
The Brian Jonestown Massacre: My Bloody Underground
Newcombe og co. skjuler ikke de små fejl. De lader hele bandets kaotiske leben ligge til åbent skue på deres nye album, og dét er ikke uinteressant. Ud over stærke melodier byder The Brian Jonestown Massacre også på de mest makabre sangtitler i mange år. Hurra for kaos!
Jong Pang: Bright White Light
Danske Jong Pang bruger fremmede lyde til at skabe et hjemmevant univers, der mere minder om en ufarlig charterferie end en rigtig tur i vildmarken.
Marybell Katastrophy: You Are the Two EP
For anden gang i løbet af det seneste halve år udgiver århusianske Marybell Katastrophy en ep, der med et ukommercielt lanceringskoncept anbringer sig selv uden for de gængse båse. Fem skarpslebne og semistøjende sange danner rammen om noget, der efterhånden får lytteren til at hungre efter en hel plade.
White Hinterland: Phylactery Factory
"Hinterland" betyder "opland". Det er meget passende, for hvis Katie Melua er den overfladiske og falbydende by, og Joanna Newsom er den dybe skov med alle dens bjørne og aber, så står White Hinterland for det mellemliggende opland, hvor de to yderpunkter mødes i skønsang og balance.
Keith Canisius: Ferris Wheel Makeout
Keith Canisius’ solodebut genopfinder ikke ligefrem skiveskåret brød. Til gengæld er Ferris Wheel Makeout et ualmindeligt velsmagende et af slagsen. Rigt på gode ingredienser og tilberedt med kærlighed, masser af sød indie-kærlighed. Og med den opskrift går man sjældent galt i byen.
Erik Levander: Kondens
Det tog Erik Levander fire år at færdiggøre sit andet album. Det har været ventetiden værd. Svenskeren er bestemt ikke den første til at sætte akustiske klange sammen med prikkende glitch-programmeringer, men hans musik rummer en fornem følsomhed, som kun få af hans kollegaer har adgang til.
Lily Electric: You’re in the Painting You Saw
Det er svært at beskrive den kemiske formel for Lily Electrics debutudgivelse, men når musikken kommer ud af kolben, lyder den lidt som en blanding af Blur, Beatles og Beck, hvilket faktisk ikke er så ringe endda. Samlet set er pladen ganske anbefalelsesværdig.
Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band: 13 Blues for Thirteen Moons
Postrock-bandet med det umuligt lange navn filer løs på strygerne og kaster knytnæver i vejret for en kærlighedsrevolution i en kold postmoderne verden, som de altid har gjort. Det er godt, og de er imponerende utrættelige, men. Men.
Xiu Xiu: Women as Lovers
Amerikanske Xiu Xiu fik for alvor indieverdenen til at spærre øjnene op med det prægtige og eksperimenterende Fabulous Muscles, hvor lytteren var nødsaget til at forvente det uventede. Bandet har bevaret originaliteten, men har ikke siden formået at imponere lige så stort. Dette gælder også Women as Lovers.
Nick Cave and the Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!!
Nogle kunne fristes til at beskylde den nye plade fra Nick Cave og co. for at lyde som "endnu en dag på kontoret". Det er ikke helt forkert; sagen er bare dén, at de ting, Cave laver på sit kontor, holder et imponerende højt niveau. Dig, Lazarus, Dig!!! er et glimrende bevis og en strålende rockplade.