These New Puritans er et symptom på tiden. Unge og viltre, intellektuelt sortklædte og udstyret med både dekadent club-appel og britisk-regionale idiosynkrasier. Overdrevne ambitioner og indholdsløshed går hånd i hånd hos det nyeste brit-rock-fænomen.
Pladekøbere, der holdt af Clarks seneste album pga. den tilbagelænede stil, kan godt forberede sig på et chok. Den engelske musiker fokuserer nu på hårdtpumpede, skræmmende beats og kradserier. Men bliv hængende, for Clarks musik er velproduceret og imponerende.
"Melankolsk electronica" er en kategorisering, man efterhånden har hørt en hel del gange i dette årtusinde. Det behøver der ikke være noget galt med – medmindre man synes, man har hørt ikke bare kategorien, men også selve musikken en hel del gange før.
Forestil dig et DAMP-barn af Les Savy Fav og Deerhoof. Det kunne snildt være The Mae Shi. De er over det hele med HLLLYH, som med udgangspunkt i synth-punk vil – og kan – det hele! Et imponerende album.
Ord som "lofi" og "originalitet" er tilsyneladende så småt ved at forsvinde fra The Mountain Goats’ vokabular. Dog har indie-folk-rockerne ikke glemt alle de gode manerer på denne seneste plade, Heretic Pride. Det er gammelt, men det er godt – nej, det er godt, men det er gammelt.
Hvis Jens Lekman havde en tvilling, var det Sarah Assbring fra enkvindesprojektet El Perro del Mar. Det har han ikke, så de nøjes med at være gode venner. Hendes andet album lyder, som om de også henter inspiration samme sted: masser af popplader fra 50'erne og 60'erne. I denne omgang er det bare ikke helt nok.
Duoen Autechre er et af verdens allerbedste bands, men deres niende fuldlængdealbum er ikke nogen stor helhedsoplevelse. Duoen producerer stadig fantastisk, og i de lyseste stunder viser dem i melodisk hopla som sjældent hørt før. Alt i alt er pladen bare for lang og for rodet.
Hvis det er tilladt at fiske, kan man godt få godbidder ud af debutalbummet fra NO KIDS og dermed få noget ud af dette usammenhængende album, som dog scorer point for sin opfindsomhed og modet til at blande den forbudte ingrediens r'n'b med eksperimenterende pop og folk.
Enmandsprojektet Silent Highway lever kun delvist op til sit navn. Det er ganske rigtigt stille og akustisk, men motorvejens larmende og farlige kurver ligger milevidt fra de sange, der præger Hope From the Borderland. Det er ikke pladens eneste dualitet, for der er desværre en voldsom polarisering mellem musik og vokal
Jomi Massage er en mærkelig urkraft. Hvis man ikke vidste det før, ved man det i hvert fald efter at have stiftet bekendtskab med hendes nyeste plade. Som altså ikke er helt ny – eller også er den?
Den truede vildkat er under aliaset Jonas Stampe steget ned fra tinderne og leverer et debutalbum, der armeret med blandt andet glockenspiel og jublende børnehavebørn stritter i alle de retninger, det plettede dyr finder interessante. Et smukt naivistisk og ekvilibristisk værk, der er lige så charmerende og simpelt, som det er eksperimenterende og tranceskabende.
Det er tidligt at udråbe årets danske album allerede nu, men de øvrige kandidater til titlen skal stå tidligt op for at hamle op med New York-spillestedet Rockwood Musichalls faste husorkester. No More of Less er en fremragende 70'er-inspireret udgivelse, som virkelig belønner den tålmodige lytter.
Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.
Hårdtarbejdende Lack har langsomt skrællet det overflødige fra deres musik. Tilbage står et fortørnet skelet, der rasler igennem til det sidste. I marven af bandets hardcore-knogler sidder stadig gode omkvæd, umådeligt velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at begrænse sig.
