Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.
På denne glædelige (og næsten helt instrumentale) kakofoni af theremin, støjrock, electronica og indiepop lykkes det langt hen ad vejen for The Octopus Project at få smilet til at krænge sig frem på lytterens ansigt. Det er et stærkt sammenhængende albums, og der kan både danses, siddes og ligges.
Killingen mjaver lidt for ofte med en monoton og lettere accentpræget stemme, som kan blive trættende, men når hun virkelig finder melodien, er der tale om glimrende electropop.
Debuten fra Operator Please flagrer lidt frem og tilbage mellem pop, indierock og punk, men er en charmerende bastard – ikke mindst pga. af en fremragende, allestedsnærværende violinist og en fandenivoldsk forsanger og guitarist, der på de bedste numre lyder som inkarnationen af en punkrock-chick.
På sit debutalbum under navnet Spejderrobot parrer Mikael Elkjær vuggende dub, knitrende electronica og strejf af minimal techno med ganske pæn succes. Albummet er et intet vidunder, men løftes flot af et følelsesfuldt udtryk, man sjældent hører i electronica-sammenhænge.
Danske Death to Frank Ziyanak har leget med electrobeats og synths på opfølgeren til debutalbummet fra 2005. Det er der kommet noget temmelig overrumplende electro-garagerock/pop ud af. Der er masser af gåpåmod, men stort set ingen dybde, og derfor bliver det en anstrengende lytteoplevelse i længden.
Den engelske duo foretager endnu et radikalt stilskifte. Denne gang bytter Will Gregory og Alison Goldfrapp den hårdtpumpede, glam-influerede electronica ud med afdæmpet, nærmest akustisk folk. Ikke noget udpræget godt træk af de musikalske kamæleoner.
Tag en banjo, en utrolig sød og charmerende pigestemme, lidt beatboxing, håndklap og fløjten og tilsæt så en ordentlig teske sukker. Bland det hele sammen, og så har du dig en sodavandsis bestående af blød indiepop og sommerstemning. En sodavandsis, der vel at mærke ikke bliver for sød.
Amerikanske Speck Mountain luller lytteren ind i et meget afslappet og tåget univers, der i hænderne på trioen er kommet til at lyde ganske godt. Folk med hang til Mazzy Star bør helt klart komme nærmere, men andre kan også hoppe med på vognen – specielt dem, der trænger til en rolig stund.
Good Bad Not Evil er ikke det ikke mest interessante garagerock, der er lavet, men pladen formår alligevel at holde fast i lytterens interesse i kraft af, at den eksperimenterer med flere forskellige genrer. Det bliver aldrig kedeligt – men lyder til gengæld lige lovlig bekendt.
Efter at Field Music er gået i hi på ubestemt tid, har frontmand David Brewis kastet sig ud i et ambitiøst soloprojekt, hvor kringlet glampop går hånd i hånd med sampler-eksperimenter. Han lægger ingen bånd på sig selv, og albummet stritter lige rigeligt i alle retninger. Projektet er velment, men ikke rigtig vellykket.
Udråbt af Gaffa til at blive det helt store i 2005, dernæst udgivelse af ep'en Slow Dance for til slut at blive droppet af deres pladeselskab. Nu går fynboerne så egne veje via nyt pladeselskab og reintroducerer deres nedtonede 70'er-rock. Intentionerne er gode, men bag den pæne facade bliver sangskrivningen en kende anonym.
Ville Leinonen har begået et album, hvor varmt blod og ditto rytmer bringes til Finland og lægges i finsk fløde. Noget med damer og udlandsrejser og at ligge under dynen i snevejr, alene. Som udgangspunkt en fornøjelse, men én, man bliver lidt træt af.
Sub Pop-bandets første album i fire år lyder overraskende meget som deres label-kolleger Band of Horses – bare ikke helt lige så godt. Især er deres fascination af folk og rootsrock bestemt ikke faldet heldigt ud.
