Med denne håndfuld melankolske indiefolk-numre har den danske kvartet udsendt et varsel om, at der er en interessant fuldlængde på vej. Med Tue Eberts specielle sangstil og dunkle tekster rammer E Bird bittersødmens inderste væsen.
Plader
My Summer as a Salvation Soldier: Activism
Hvis My Summer as a Salvation Soldier var et Jeopardy!-svarspørgsmål ville spørgsmålsvaret være: Hvad er gennemsnitlig indie? Det er fuldstændig rigtigt. Anmelderen med børstemoustachen stiller det for samtiden logiske følgespørgsmål: Hvad laver indie egentlig in the middle of the road?
Keith Caputo: A Fondness for Hometown Scars
Hvordan lyder noget ufarligt? Måske lidt ligesom Keith Caputos fjerde soloudspil, der stilsikkert holder sig i højre side af vejbanen uden at bryde fartgrænserne. Det er pænt og nydeligt, og for det meste lyder det ganske udmærket, men vil man have store oplevelser, skal man finde andre græsgange.
Kathryn Williams & Neill MacColl: Two
Two er et helt igennem klassisk folkalbum, der ingen intentioner har om at revolutionere noget som helst. Til gengæld har det så meget overskud, at man lynhurtigt glemmer, at vi skriver 2008. I selskab med Kathryn Williams & Neill MacColl skriver vi altid 1967.
Annemarie Zimakoff: Ivory
At en god vokal alene kan begrunde begejstringen for en plade, er der næppe mange, der er i tvivl om, men at en god vokal alene ødelægger en plade, ser man mere sjældent. Ivory kunne have været en helt anstændig singer/songwriter-plade, men den ødelægges af vokalfraseringer, der aldrig tager ende.
Tobias Fröberg: Turn Heads
Tobias Fröbergs store ambitioner er ikke altid lige succesfulde, og albummet ender med at svæve stille og roligt ind i den endeløse række af singer/songwriter-udgivelser.
Sera Cahoone: Only as the Day Is Long
I løbet af Only as the Day Is Longs første kvarter tror man, at det måske er et lille mesterværk, man har fået i hænderne. Det viser sig dog nærmere at være solidt håndværk uden personligt særpræg, og det er i længden ikke rigtig interessant.
Rogue Wave: Asleep at Heaven’s Gate
Tilforladeligt. Det er det første ord, der popper op, når man sætter Asleep at Heaven's Gate i cd-afspilleren. For selv om der er nogle gode sange på pladen, mangler der saft og kraft i næsten samtlige de 56 minutter, pladen varer. Derfor bliver den aldrig mere end en middelmådig indierockplade fra et ambitiøst band.
18th Dye: Amorine Queen
Efter 10 år med andre ærinder er trioen 18th Dye med sin alma mater-status i københavnsk støjrock tilbage for fulde amoriner. Deres særegne lyd er intakt, men har den temmelig lange barsel alligevel haft sin effekt på bandet og deres nylige output?
Frokost: The Sound of My Wooden Chest
Selv om man uvilkårligt fristes til at antage det modsatte, viser det første album fra den københavnske duo/trio Frokost sig at være en ganske fornuftig plade. Fornuftig, ja, og eksperimenterende med atypiske genresammensætninger, men først og fremmest sympatisk.
Ferraby Lionheart: Catch the Brass Ring
Debutalbummet fra Ferraby Lionheart introducerer en glimrende ung, amerikansk singer/songwriter, der lyder en smule som Rufus Wainwright – både i stemme og sangskrivning, men samtidig er helt anderledes underspillet og indadvendt.
Skyphone: Avellaneda
Danske Skyphone demonstrerer på album nr. to, at de stadig kan få næsten total sammensmeltning af elektronik og akustiske instrumenter til at virke legende let. De har visse tilløb til at blive for pæne og ufarlige, men det ændrer ikke på, at deres håndspillede, mildt melankolske electronica er yndefuld.
Jesu: Lifeline
Følelsen af en rå vildskab – ja, nærmest en uregerlig vrede, der lå og rungede under overfladen – prægede de tidligere album fra amerikanske Jesu. Men på Lifeline har bandet valgt at underspille vildskaben, og det er, som om de ikke er vrede nok til deres egen musik længere.
Our Brother the Native: Make Amends For We Are Merely Vessels
De unge amerikaneres anden plade er en sært kønsløs omgang udbytteløs melodionani, der kun momentvis løfter sig over det kuriøse og mildt naive. Our Brother the Native er komplet ufokuserede, og det formår de ikke at charme sig fra.