En sky ung mand, en 4-track-recorder og en ordentlig bunke psychpopsange er baggrunden for den fremragende selvbetitlede debutplade fra soloprojektet The Setting Son. Det svinger fantastisk, men med 14 meget ens sange er det svært at holde dampen og interessen oppe.
Jesy Fortino står på promo-udgaven af sin debutplade og kigger op mod et nøgent træ i gråvejr. Sådan lyder også pladen; en guitarbåren enkelhed båret gennem mørke af feminin skrøbelighed. Det er lige så godt, som det er set før – og hvem bekymrer sig så om sidstnævnte?
Vejret bliver mørkt og trist lige om straks. Det kan give behov for et skud lys og let energi, men Lægemiddelstyrelsen advarer mod brug af newzealandske The Brunettes' musikalske pendant til antidepressiva. Der er udtalt fare for kvalme og sukkerchok, skriver styrelsen.
I kraft af velfortalte historier og overbevisende skæve kompositioner holder dette konceptalbum et meget højt niveau – og er man tilhænger af det sære og fabulerende, tilsat et skvæt primalskrig fra forsangeren, går man på ingen måde forgæves.
Der er dømt fest og idéer i hobetal på debutalbummet fra svenske Dieter Schöön. Både sangmaterialet og anarkien er drivkræfter på albummet, men samtidig er der simpelthen lidt for mange sprudlende tanker til, at det hele er værd at lytte til. Det er dog rigtig sjovt hele vejen igennem
I 2006 udgav Brooklyn-bandet Bishop Allen en ep hver måned, og højdepunkterne derfra er nu blevet til deres andet fuldlængdealbum. Det er velspillet, personlig indiepop med et dejligt skramlet lydunivers, og det risler nostalgisk ned ad den kølige efterårshud - men så kan The Broken String heller ikke så meget mere.
"Åh nej," må de, der står for at skaffe rettigheder til samples hos XL Recordings, have tænkt, da M.I.A. varslede et nyt album. Og hun låner da også fra højre og venstre. Resultatet er ikke desto mindre særdeles helstøbt og helt sit eget: et af årets hidtil bedste album.
Efter at hendes gamle band, The Delgados, er gået i opløsning, fortsætter skotske Emma Pollock på egen hånd. Solodebuten rummer 11 popsange, der sådan set lyder godt, men må kæmpe hårdt mod banaliteten – uden helt at kunne vinde kampen.
I et forvirrende mix af diskofragmenter og postpunkede inspirationer gør Glasgow-bandet Mother and the Addicts opmærksom på sig selv. Pladen er fin og berettiget, men byder desværre ikke på meget andet end øjeblikkets baggrundslyde.
Trods Salim Nourallahs syriske rødder bærer Snowing in My Heart slet ikke præg af noget mellemøstligt. I stedet hænger den ene flotte popmelodi efter den anden som perler på en snor. Men teksterne har ikke fået samme prioritet som kompositionerne, og det giver småridser i lakken.
Lofi-rocken er i høj kurs hos danske Rumspringa. Forbillederne skinner dog rigeligt tydeligt igennem, og man savner et egentligt musikalsk argument for at høre en plade, der kommer over 10 år for sent.
Heavy Trash har også på deres andet album haft godt gang i genreblenderen. Bag sig har Jon Spencer og Matt Verta-Ray endevendte kataloger over rockmusikkens historie; foran sig desværre et middelmådigt resultat, hvis originalitet overskygges af det hyggeligt underholdende, men intetsigende.
Svenske Talking to Teapots leverer god gammeldags indierock med rødder på den anden side af Atlanten. Den energiske og til tider små-punkede affære starter glimrende, men ender med at blive en anelse for ensartet efter femten numre.
Svenske Pg. Lost genopfinder ikke ligefrem den dybe postrock-tallerken på deres debut-ep, der dog indeholder et par fine sange. Overordnet set er kvaliteten på ep’en lige rigeligt svingende, og man får end ikke et tilfredsstillende svar på, hvad en så kort udgivelse skal med et hidden track.
