Den britiske kvinde, som alle taler om, har udsendt endnu et album, hvor hun lader, som om hun er amerikaner. Det er hun egentlig meget god til, men desværre bærer albummet alligevel præg af ligesom at være uægte. Golightly forholder sig nemlig mere til fortiden, end hun for alvor skaber på egen hånd.
Næsten-soloprojektet Portastatics 10. album er endnu en samling indiepop-sange; denne gang med flere strygere og mindre guitar - og stadig umulige ikke at holde af. Det er lettilgængeligt og melodiøst, men Mac McCaughan beviser, at pop og kant sagtens kan eksistere i fin harmoni.
A Hack and a Hacksaw har definitivt lagt rock-rødderne bag sig og giver sig helt hen til ungarsk folkemusik. Det er der kommet en mangesidet og filmisk, men også lidt svingende plade ud af. Her er masser af smukke melodier, vanvittige passager og stærke højdepunkter, men AWaaH er blevet lidt slappe i betrækket.
Country Stigs førstefødte, bortset fra den lille demo Leaves and Angeles fra 2003, er en rigtig fornem americana-udgivelse, der viser samsingens potentiale ud i kunsten at skrive gode sange.
Ligesom med fotocollagerne i de glittede modeblade, er der ikke meget ved duoen Simian Mobile Discos debutplade om et halvt år. Men i nuet fungerer Attack Decay Sustain Release fint nok på sine helt egne præmisser.
Den 18-årige københavner Daniel Porcelli debuterer med et friskt og lovende album. Hans fine electronica er dygtigt konstrueret og har sine steder en imponerende følelsesmæssig tyngde. Porcelli har stadig en del at lære rent kompositionsmæssigt, men debuten er bestemt en god start.
Selv om albumtitlen minder om Infernal, gør lyden ikke. Her er det fransk/tysk electropop, det handler om. Det er så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget, men i små doser kan pladen godt få humøret op. I længden bliver det dog for kedeligt.
Den svenske kvartet er på sit tredje album mere tilgængelige end nogen sinde. Det betyder dog ikke, at deres dekonstruerede, ret følelseskolde synthpop kaster hit efter hit af sig. Derimod lyder musikken som et soundtrack til clubbing anno informationssamfundets sammenbrud.
Det er svært ikke at synes om sangerinden Piana. Hun er ung, kommer fra Japan og har en silkeblød stemme, der kan kandisere hvem som helst. Hendes tredje album fortsætter i samme afdæmpede spor som forgængerne, og den stil fungerer stadig glimrende for Piana.
Parts & Labor lyder som noget, en tosset musikpædagog kunne frembringe i en børnehave med rigtig mange forstærkere i legerummet. Det er vildt og støjende, det er kaotisk og kontant og det er spillet i et tempo, hvor kun dopede cykelryttere og DAMP-børn på speed kan følge med.
Sidste år skuffede Tunng ret meget med deres andet album, men heldigvis er de nogenlunde tilbage på sporet med opfølgeralbummet. Eller rettere sagt har de bestemt sig for, hvilket spor de vil ud af: På Good Arrows bekender de kulør som et folkorkester næsten uden elektroniske krydderier. Hovedsageligt et fint valg.
Selv om det er 40 år siden, Richard Thompson første gang indtog musikscenen, har den engelske veteran fortsat masser at byde på. Et par overflødigheder ændrer ikke på, at Sweet Warrior er en imponerende bedrift. Thompson ved stadig, hvordan man skriver gode sange, og især hvordan man spiller guitar.
Med debutpladen fra 2005 viste Circa Survive sig som et lovende navn inden for atmosfærisk emorock. På opfølgeren viser de ingen nye takter. I stedet gentager de sig selv i 12 sange, der alle ligner hinanden og fremstår som en intetsigende masse.
Tag en tur på loftet, og find din gamle Commodore 64 frem. Ryst den lidt, og tilsæt lyden af langhåret hippie, atmosfæriske klangflader og akustisk guitar. Giv så det hele knap 40 minutter ved 220ºC, og så skulle du gerne stå tilbage med noget, der smager lidt af Montags Going Places.
