Der bliver sendt en masse luftige balloner til vejrs undervejs i denne kombinerede live- og studie-udgivelse, og heldigvis fanger Pewt'r JJJJJ dem i flugten mod himmelen. Den spændende plade er dog ikke alt for åbentsindet i forhold til lyttere, der ikke var til stede, da den blev optaget.
Den kritikerelskede amerikanske no wave-trio Liars er tilbage med en plade, der vil blive hadet og elsket - og vil chokere. Eller rettere, chokere ved ikke at chokere. Liars nærmer sig nemlig forbillederne og indie-mainstreamen, men beholder energien og det radikale udtryk.
Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.
Folk-kvartetten Soft Hearted Scientists lyder stadig som nogle rare hippier. Med fødderne solidt plantet i den walisiske muld og sen-60'ernes psykedeliske rock tager de på en drømmerejse langt ud i galakserne – forbi tryllestøv og stjerneskud. Undervejs ønsker de at skabe god stemning i en stresset verden.
Strawberry Jam er tre skridt tilbage og et gigantisk hop fremad for Animal Collective. Kvartetten har ikke mistet deres fabelagtige popøre, og så har de fundet tilbage til tidligere albums digitalt støjende lyd. Det resulterer i et fan-pleasende album, der nok ikke lokker så mange nye til.
Den musikalske kamæleon Fog med det borgerlige navn Andrew Broder har manifesteret sig som en rocktrio. Der er ikke noget nyt under solen, som Pavement ikke allerede har gjort bedre, så man kan spørge sig selv, hvad Fog egentlig har gang i? Albummet giver med sine få gode numre ikke svaret.
Med ep'en Say Hello, Wave Goodbye fortsætter Junior Senior den energiske og dansable stil, som har været kendetegnende for gruppen lsiden debuten D-D-Don't Stop the Beat. Albummet bærer præg af en spontan tilgang til musikken, men desværre på bekostning af tematisk raffineri og kælen for detaljen.
Kollektivet fra London er tilbage med syvende album, og kontrasten mellem det vemodige og det voldsomme er større end nogensinde før, og det klæder dem at lægge kniven for struben. Også selvom hånden ryster visse steder på pladen.
Efter debutalbummet blev engelske Polly Paulusma kaldt den nye Joni Mitchell – en titel, som hendes andet album på ingen måde kan leve op til. Det er en underligt uinspireret omgang med meget få højdepunkter.
Når jeg forestiller mig et band fra Texas, er det støvet country med sydstatsaccent og cowboyhat, der umiddelbart starter på det indre stereoanlæg. Da jeg satte texanske Voxtrots selvbetitlede debut på, var det imidlertid slet ikke den lyd, der mødte mig. På det musikalske verdenskort skal Voxtrot snarere placeres i London. Bandets lyd er i al fald ikke ulig den, man kender fra britiske bands som Maxïmo Park og Razorlight. Voxtrot giver selv en “Introduction” med albummets første nummer: en rimelig dækkende smagsprøve på, hvad Voxtrot har at byde på. Lyttervenlig pop/rock med sporadisk brug af klaver og strygere samt frontmand Ramesh Srivastavas bløde stemme, der af og til bliver skinger, når desperationen eller entusiasmen stiger. Voxtrot folder sig ud og lader energien strømme i “Kid Gloves”, hvor intensiteten er i top hos trommerne og guitarerne. Det samme gælder vokalen, hvor Srivastava insisterer på, at der skal ske noget: »Cheer me up, cheer me up, I’m a miserable fuck«. Tempoet er godt, og nummeret er albummets bedste skæring. Generelt er det de livlige numre, der fungerer bedst for Voxtrot. Den dunkende bas og det melodiske omkvæd i “Firecracker”, den fandenivoldske energi i Libertines-stil i “Brother in Conflict”, hvor omkædet dog lyder lidt fladt og skuffer i forhold til resten af nummeret. Fra denne afdeling af numre er der en del gode øjeblikke imellem. Desværre går andre numre for meget på autopilot. “Easy” og “The Future Pt.” er lidt for banale og forudsigelige, og sidstnævnte lyder som et af Travis’ mere kedelige numre. Albummets næstsidste suk er det eneste rigtigt stille nummer – “Real Live Version”. Det er en køn ballade, men igen lidt kedelig og for meget ‘klassisk ballade’ med klaver, strygere og Srivastava, der forsøger sig med de allerhøjeste toner. Albummet skal dog ikke afrundes med ømme toner, og de pulserende trommer er tilbage på “Blood Red Blood”, hvor lidt blæsere tilføjes. De kunne have givet et kraftigt løft til bandets lyd, men nøjes desværre med nogle lidt forkølede baggrundstrut. Lyden på Voxtrot er for så vidt moden, for man kan godt høre, at bandet ikke er helt grønne. Med tre ep’er i ryggen har de med første fuldlængde-forsøg ønsket at imponere og få en bred lyd. Det lykkes ikke helt, men albummet er en gedigen debut, hvor det dog lyder, som om der er nogle idéer, der ikke er blevet realiseret helt. Desuden er der nogle steder, hvor bandet springer over, hvor gærdet er lavest og følger en lidt for ofte hørt rockformel. Spørgsmålet er så bare, hvad bandet skal gøre for at forbedre sig til næste gang? Ramesh Srivastava har selv et bud: »I have to loose my idols to find my voice,« synger han i al fald i “Brother in Conflict”. Voxtrots lyd er ikke plagiat, men bestemt heller ikke unik. Så måske er det dét, der skal til.
På debutpladen A Child But in Life Yet a Doctor in Love bekender amerikanske Magic Bullets sig til 80'ernes jangle-pop, som de fornemt genopliver i et selvstændigt udtryk – især fordi det er en højst karakteristisk og dramatisk vokal, der ligger i front for de guitarringlende melodier.
Det kan godt være, at man kan rose Volt for at være mere end almindeligt gavmilde, når det kommer til heavyriffs og interessante kombinationer af alskens forskellige genrer. Men de giver så meget, at man hurtigt ser sin lyttetrang besejret af lede over svulstigheden. Bekendtskabet med franskmændene er dømt til at blive sporadisk.
En fyldig sag. Det må være de rette ord til at beskrive Annie Clarks fine soloplade, der er pakket med detaljer og skæve idéer i et popunivers, som hverken lefler for genrens normale strukturer eller lytternes behov. Det er der kommet en rigtig interessant plade ud af.
Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep'er flettet sammen på usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, når de blander punk med støjrock, men så er de til gengæld også rigtig gode.
