Indiepoppen er et bredt genrebegreb, og The Elephants gør sig umage for at spænde vidt mellem yderpunkterne. Den danske kvartet har fået pladekontrakt syd for grænsen, og fundamentet for en eksportsucces er i orden – også selv om der er visse vokalmæssige svagheder.
Bristolbandet Crescent er aktuelle med deres femte plade på 14 år, og denne gang er kompositionerne taget ned på et afdæmpet, landligt og drømmende plan. Desværre vejer kedsomheden tungere på vægtskålen end de mere heldige øjeblikke.
Siden den poppede jazzdebut Beautiful Minor fra 2004 har den nu 26-årige sangerinde Julie Maria taget nogle skarpe drejninger. I dag er hun langt fra jazzen og lægger sig mere op ad singer/songwriter-traditionen. Den største fornyelse hos Julie Maria er dog, at hun har skrottet det engelske til fordel for modersmålet. Inspirationen hertil kom fra TV-2’s Steffen Brandt, der efter Julie Marias debut fik ørene op for sangerinden og inviterede hende til at deltage i en koncert. Senere tog de på turné med fortolkninger af hinandens numre. Det blev også til en duet på TV-2’s album De første kærester på månen. Julie Maria lægger ikke skjul på betydningen af mødet med Steffen Brandt og den danske lyrik. Når man lytter til På kanten af virkeligheden, kan man da også kun rose Julie Marias sprogvalg. Ordene rammer dybt, når modersmålet mestres som her. En engelsksproget udgave af denne plade, kan jeg kun forestille mig ville være mindre vedkommende. Det er langtfra kun teksterne, hvis intensitet øges på dansk. Det er også selve den måde, Julie Maria synger sine tekster på – med sjæl og kraft. Det kan høres, at hun mener, hvad hun synger, og at ordene flyder direkte fra hjertet over læberne. Julie Maria siger tak for sidst til Steffen Brandt med duetten “At elske dig”, der langsomt og selvsikkert udfolder sig. Stemmerne supplerer hinanden fint og bærer stor ærlighed og oprigtighed. Kærligheden behandles med alvor, og nummeret ender ikke som en oversentimental kærlighedsduet, men derimod som et af albummets bedste sange. Ud over kærligheden kredser Julie Maria i sine tekster også om den lurende ensomhed, den altopslugende længsel efter så meget, og det at turde satse. I “Måske egnet” lader Julie Maria tvivlen komme til orde. Det kan være svært at finde ud af, hvad og hvem der skal satses på – som titlen også hentyder til. »Du siger jeg er hende du vil ha / Jeg frygter du får mig en dag,« synger Julie Maria og fortsætter i debatterende duet med sig selv, hvor både ja’er og nej’er klinger om kap. To stærke country-inspirerede numre ligger i forlængelse af hinanden: “De andre” og “Nattevandrer”. Førstnævnte er tilbagelænet cool med et skarpt blik på den hverdag, der kan blive lidt for hverdagsagtig, mens “Nattevandrer” med den smilende, pulserende rytme bestemt har ørehængerkvaliteter. I “Hjerteløv” viser den pæne sangerinde, at hun også kan rocke. Det er et af de numre, hvor samspillet mellem det sarte og det kraftige kan sende tankerne hen på Under Byen. På kanten af virkeligheden er ikke i nærheden af at være så eksperimenterende som Under Byens plader, men der er en smule lighed i sartheden og vokalen, hvor Julie Maria ligesom Henriette Sennenvaldt kan tangere det stemningsfyldt naive – “En sommerpige” er et eksempel. Netop dette nummer er dog noget svagt, bl.a. fordi vokalen bliver for spinkel. Som sangerinde skaber Julie Maria med fraseringer og skift i tryk og tempo en uregelmæssig, levende stil. Den styrer hun med ro og sikkerhed på de af numrene, der har nok krop til at understøtte vokalen – det gælder størstedelen. Men f.eks. er “Min Tornerose” forvirrende i opbygningen – særligt i omkvædet, hvor Julie Maria synes at flakke omkring og jage melodier, der ikke lader sig fange ind. Vokalen og melodien kommer her til at virke ufærdige. Resten af albummet et til gengæld ikke ufærdigt. På kanten af virkeligheden er et velproduceret og lækkert album, hvor Julie Marias vedkommende sange kommer fint til deres ret. Kort sagt er Julie Maria med få forbiere og mange mål en interessant ny spiller på det danske musiklandshold.
Henrik og Peter H. Olesen stopper deres musikalske parløb med udgivelsen af dobbeltalbummet Kain og Abel. De har indspillet hver sin plade uden den andens indblanding, så splittelsen er allerede en realitet. Den enes bidrag er lyst og håbefuldt, mens sortsynet råder på den andens. Gæt selv, hvem der står bag hvilken.
Kvinder kan have det hårdt. Det er der skrevet adskillige sange om, men som regel af kvinder. På Safe as Houses er det imidlertid en mand, der prøver at skildre en kvindes prøvelser. Det lyder som en svær opgave, og det står også hurtigt klart, at det ikke lykkes at udføre projektet troværdigt.
Med to sangere og en glimrende sans for variation er det en velsmurt indiepop-maskine, canadiske Stars fremviser på deres fjerde album. Man kunne godt savne lidt mere substans, men når bare melodierne er gode nok, går det nok alt sammen.
Billy Childish har udgivet over 100 album, og noget kunne tyde på, at han skulle være mere kritisk og mindre produktiv, for Punk Rock at the British Legion Hall er en tynd omgang. På trods af gentagne genreskift bliver albummet aldrig rigtig interessant. Det lyder alt sammen lidt for bekendt.
Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal manøvrere sig gennem danske I Am Bones' andet album. Stil- og temposkift falder over hinanden, og mens det gør pladen virkelig varieret, skaber det også en hel del forvirring. For trods de medrivende momenter kniber det for kvartetten at få skabt en helhed.
Victoria Bergman har været sangerinde i The Concretes og lagt stemme til et af de største pophits fra Sverige de seneste år, nemlig Peter, Bjorn & Johns "Young Folks". På sit soloalbum vælger hun en anden musikalsk sti, hvor det tyste og intime udtryk er i centrum.
Nogle bands finder ind til urkraften i rock'n'roll, mens andre blot ramler ind i lutter klichéer. Dette odenseanske band er resultatet af sidstnævnte, og derfor er de desværre mere tilforladelige end farlige.
Hvis sålerne på Heidi Mortensons dansesko har set bedre dage, er der en naturlig forklaring. På sit andet soloalbum balancerer hun nemlig på en meget skarp knivsæg mellem at lave morsomme, velfungerende poppasticher og at være lige rigeligt sløset, når det gælder at skrive gode sange.
Selv om múms fjerde udspil som vanligt bunder i en elektronisk form for folk, er der sket noget med både bemanding og lydunivers på Go Go Smear the Poison Ivy. Større udadvendthed, nye eksperimenter og mere åben vokal er med til at bringe bandet mere up to date.
Det danske soloprojekt Silver Falls debuterer med ep'en We All Have to Breathe. Den blide electronica klinger af poesi og følsomhed, men inspirationskilderne træder for tydeligt frem, og kompositionerne er for stillestående til at holde ensformigheden væk.
