Indholdet er formen overlegent på denne udgivelse fra danske low fire. Men hvis man kan finde rundt i de mange afvekslende lofi-sange, så er der bestemt noget godt og meget varieret at komme efter. Særligt for lyttere med hang til det direkte, skramlede og hjemmelavede.
Der er ikke meget nyt under solen, men Frog Eyes' seneste udgivelse lægger sig solidt i den populære ende af indierockgenren. Man synes, man har hørt det hele før, men hvis man kan lide bands som Arcade Fire og Modest Mouse, kan man godt få noget ud af Tears of the Valedictorian.
Forandring fryder hos danske Marvins Revolt. Støjrocken er lagt på hylden til fordel for melodisk mathrock. Den snørklede rytmik har bandet altid dyrket, men nu rendyrkes den, og det gør Killec til et hæderligt udspil.
Selvhøjtidligheden og legesygen står klar ved ringsiden, når Efterklang som en anden samling super-wrestlere tager livtag med folktronica-genren. Men der er hverken noget forlorent eller vulgært over Efterklang, der endnu en gang har præsteret et sublimt album.
Lad endelig Sunset Rubdown være indledningen til det mørke efterår. De gode, men skæve melodier er så tilpas tempofyldte, at man ikke mister modet lige med det samme, men stadig så fortvivlende, at man ikke glemmer, hvad der venter de næste fem måneder. Det er fornemt canadisk efterårsløvfald
The New Pornographers' fjerde album er deres mest afdæmpede, men det er der bestemt ikke noget galt i. Bandet har for det meste godt styr på sangskrivningen og leverer et glimrende powerpop-album – også selv om Destroyers Dan Bejar ikke er kommet særligt godt af sted med at skrive sin lille håndfuld sange.
Newzealandske Skallander hilser med deres nostalgiske folk efteråret velkommen med en række stemningsfulde og behagelige sange, som indbyder til tændte stearinlys og en god bog. Desværre bliver albummet lige lidt for roligt og anonymt.
Haves: form. Ønskes: indhold. Sprælsk omgang med rock, metal og polkarytmer kan føre mange steder hen. Odenseanske Plöks kompasnål peger da også i alle retninger samtidigt. Et sted i rodet kan man mærke en god dynamik, men den hjælper ikke meget, når sangene er helt igennem ringe.
Intenst, anderledes og udfordrende er ord, der falder meget naturligt, når man lytter til Jørgen Teller & the Empty Stairs' tredje album. En rent instrumental artrock-plade, der ikke bør høres, mens du vasker op. I stedet bør du slænge dig på sofaen og dyrke mental synkronsvømning med Wunderswim.
Jonas Munk samler op på diverse sjældenheder og hidtil uudgivne sager, og selv om visse af de 20 numre med fordel kunne være forblevet i arkivet, er Lost Days... bestemt værd at nærstudere. Ikke mindst fans af Munks ambientkompositioner kan finde guld på opsamlingen.
De syrede danserockere i Happy Mondays vender tilbage efter et årti med et album, der ikke byder på det store nyt, men som – uden dog at være fremragende – bestemt godt kan være bekendt. Men noget must er comebackpladen ikke.
Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund. Denne plade er popmusikkens svar på en blanding af Skittles og en stærk kop espresso.
Som på debuten fortsætter The Go! Team med sin sample-baserede partypop i en energisk halv time. Det er festligt som til en gymnasiefest, men efterfølgende føles det hele ikke så friskt og frejdigt - The Go! Team gentager med andre ord sig selv.
Less is more for PJ Harvey på hendes ottende album. Endnu en gang har hun lagt stilen om og valgt at vise en ny side af sin musikalske identitet. Denne gang er der ingen vrede guitardrøn, men derimod klaver, falset og spinkle kompositioner. Dystre temaer løber gennem numrene, og resultatet er helt fænomenalt.
