En god håndfuld album inde i sin levetid er den tyske duo Tarwater i sit 10. leveår begyndt at eksperimentere med analoge instrumenter som spansk guitar og klarinet. Men det er stadig de mørke pop-elektroniske musikeksperimenter, der fanger lytteren i en fantastisk trance.
De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.
Det kan godt være, at titlen på Robert Greens debutalbum lader forstå, at århusianerne er i hastig bevægelse. Men vigtigere er det, at det afsløres, at kvintetten er faldet i søvn. Og de må have været i noget nær dvale, da de besluttede sig for at indspille en så poleret, pæn og kønsløs plade. Nogen burde vække dem.
Japanske Maher Shalal Hash Baz er tilbage med en omgang syret folk-blues blandet med skøre hornarrangementer. Det er som sædvanlig en stærk lytteoplevelse. Men gruppen er et godt stykke fra at nå op på siden af deres 2003-mesterværk Blues du Jour.
Man taler ofte om den gode plade at gå sommeren i møde med. Hvis du ønsker en indholdsrig sommer, kan jeg ikke anbefale The Great Investigation. Svenske Ronderlins 10 nye kompositioner er baseret på kalorier af så luftig karakter, at de letter fra jordens overflade og flyver væk. Ikke at man savner dem.
Blonde Redhead er tilbage med deres anden plade i 4AD-regi, men til trods for flere smukke sangperler og en imponerende produktion lader det til, at støvet er drysset en smule af sommerfuglens vinge.
Det tager mig kun omkring 400 ord at kalde Star Destroyer for en af de bedste plader i år. Alligevel er der plads til forbedringer, når Alex Delivery fra Brooklyn giver den som moderne progrockere.
Hvad mon de nu har fundet på? Dette var formentlig spørgsmålet hos de fleste med interesse i populær britisk rockmusik, da Arctic Monkeys annoncerede opfølgeren til deres sensationelle debut. Svaret er, at de vist har fundet sig selv på en toer, hvor de med held videreudvikler deres velkendte formel.
Sky Blue Sky træder et skridt væk fra eksperimenterne og genrejongleringerne og har i stedet primært afsæt i 70’ernes roots-rock. Med den blå himmel og skarpskårent stærke sange står Wilco i 2007 stadig som et imponerende og yderst vedkommende band.
Selv om Melodi Grand Prix-referencer og en positiv brug af ordet poleret ikke ligefrem plejer at være på Undertoners plus-liste, ændrer pseudonymet Sally Shapiro kraftigt på dette. Disco Romance er lyden af perfekt italo disco anno vor tid tilsat en sangerinde, der lyder, som om hun er ved at forsvinde.
Hr. Producto kan godt løfte sin kasket triumferende over at have lavet et af de mest konsistente, originale og hårdtpumpede hiphop-albums i lang tid. Med ordet og beatet i sin magt har El-P ganske enkelt kreeret en himmelstormer af en opfølger.
Det er en stor kvalitet, når en plade bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Den modsatrettede proces er lige knap så hensigtsmæssig, og af den grund er det tredje album fra Chicago-bandet The Ponys ikke den helt store succes.
Jeg aner ikke, hvorfor man vælger at bruge et ord, der klinger så fjollet som Mushi som kunstnernavn. Svaret har Rasmus Fynbo formentlig, der i lækkert jakkesæt og med selvsikker attitude pryder bagsiden af coveret – han gemmer sig i al fald bag navnet. Den musikalske entusiasme stråler ud af hans talentfulde nye udspil, så han er tilgivet. Rasmus Fynbo har skrevet sange i mange år og har et imponerende antal liggende hjemme i skuffen. Nogle af dem blev udgivet på Unbelonging fra 2004, der dog ikke nåede ud til et ret stort publikum. Nu når Fynbo forhåbentlig ud til flere ører landet over med sit andet album Unfairytales. På albummet medvirker i alt 18 forskellige musikere, men det er Fynbo, der har skrevet og produceret alt. De 18 kreative sjæle bidrager under Fynbos ledelse med mange forskellige specielle instrumenter – bl.a. mandolin, harmonika og trompet. Også mange genrer deltager i lyden på Unfairytales, og det er unægteligt svært at finde paralleller til andre kunstnere, der holder i mere end ét nummer. Lyden er meget international, og Fynbo formår at holde tøjlerne samlet, så albummet ikke ender som én stor rodebutik. Rasmus Fynbo har stort talent for at skrive iørefalende melodier, og f.eks. er to af de største ørehængere – og albummets bedste numre – “Unfairytale” og “Trivial Decay” til at synge med på allerede efter første lyt. Det er melodier, der sidder fast og er svære at ryste af sig igen. Hvad der også skinner soleklart igennem på albummet, er en massiv glæde og entusiasme ved at lave musik og at få sangene formidlet videre til lyttere. Albummet er personligt og kommer fra en mand, der har meget på hjerte. Dette gælder også på tekst-siden, hvor Fynbo fremlægger en række små historier om forskellige mennesker i mere eller mindre dagligdags problemer og paradokser. De små bizarre sandheder, verden gemmer på; ulykkelig kærlighed til en patologisk løgner (“Pieces of Nothing”), den rige pladeboss’ besvær med at beholde sine penge selv (“Rich Man’s Burden”) og sågar rumstations-fantomkærlighed inspireret af filmen Solaris (“Death Shall Have No Dominion”). Der er nok af idéer, og de fremlægges i flot stil af Fynbos på én gang afslappede og meget engagerede vokal. Albummets første halvdel er en livlig blanding af mange inspirationer fra forskellige dele af Europa, hvor både sigøjnere og mafiabosser synes at stå faddere til den lille ny. Kreativiteten er i top, og albummet er medrivende. Den sidste halvdel af albummet byder desværre på nogle svage ballader, der ikke rigtig lykkes for Mushi. “Sea of Debris” med kvindevokal ender som et rimelig kikset forsøg på en storladen ballade, og denne og andre fra sidste halvdel trækker ned i den samlede bedømmelse. Det kan dog ikke ændre på, at størstedelen af Unfairytales er en flot præstation, hvor det kan mærkes, at manden bag projektet har lagt et lille stykke af sig selv i albummet, der er endt som et professionelt og talentfuldt tilløb. Det kan godt gå hen og blive rigtig interessant i fremtiden at høre mere til Rasmus Fynbo, da han i dansk sammenhæng har noget usædvanligt livfuldt og unikt at byde på.
Livet er stadig ikke en dans på roser for Robin Proper-Sheppard, og tungsindet hviler over hans fjerde album under Sophia-navnet. Heldigvis har han fortsat sangene til at få det hele til at fungere, og der er også stadig langt til selvmedlidende navlepilleri.
