For tre år siden blev de udråbt til indieverdens supergruppe. Formelt indfriede de forventningerne med den formeksperimenterende ep-opsamling EP C/B EP. Nu er det så blevet tid til det egentlige debutalbum. Og de kan mildt sagt godt se sig selv i spejlet.
"Hvis der var indianere i Nordsverige, ville de lyde sådan her." Så kort og præcist beskrev en ven lyden af Wildbirds & Peacedrums. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det ubetinget er en god ting? Dertil er svaret lige så kort og præcist: Nej, ikke ubetinget.
Svenske The Mary Onettes er gode sangsmede, som tager arven op fra de storladne engelske 80'er-popbands. Selv om svenskerne er forbilledlige tronfølgere, balancerer deres debutplade mellem god retropop og ren nostalgi. Faretruende tæt på at falde til den forkerte side.
Det er harmonisk, aparte, humoristisk, mørkt, varmt, hårdtpumpet, dansabelt, blidt, klassisk, sært, komplekst, tørt, vildt, poppet, lummert, delirisk, klichéfyldt, mekanisk, mildt og kaotisk melodisk. Mange superlativer pryder Trompe l'oeil. Velkommen til Malajubes labyrint.
Den syvende studieudgivelse fra en af verdens mest nyskabende og indflydelsesrige musikdronninger lever delvist op til forventningerne. Men den er snarere en overordentlig velproduceret action-popplade end en egentlig musikrevolution af den slags, vi har været vant til fra de kanter.
Der er mere af den samme, luftige guitarpop på The Sea and Cakes syvende album. Og så alligevel ikke, for guitaren har fået mere bid og rum, og hele lydbilledet er generelt mere sammenspillet og rocket. På den måde er Everybody mere af det samme i ny indpakning.
De danske støjveteraner Mob har med deres nye ep begået et lille mesterværk. Først og fremmest, fordi de leverer noget af den bedste støj hørt på disse breddegrader i årevis.
Oven på sit tre år gamle gennembrudsalbum Let It Die har Leslie Feist valgt at tone sit musikalske univers en anelse ned. Balladerne er i overvægt på The Reminder, og det er lige før, det bliver for meget af det gode. Men også kun lige før.
Jack Stafford og Jasmine Wynants er forelskede. Det er forelskede og elsker hinanden og synes hinanden er det bedste i verden. De er hinandens »cherry on the cake«, og deres kærlighed vil vare evigt, også efter døden. For at få noget af al den kærlighed ud har de som The Jack Stafford Foundation udgivet et album, de kalder Long Live Love. Dette album består så af sange med titler som “The Love Drug”, “I Think I Like You Just the Way You Are”, “Me Amore” og “Together”. På coveret har de placeret et ikke særlig æstetisk skønt nærbillede af dem selv i et intenst kys. Kære læser, do you get the picture? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Hvis man prøver at tage en dyb indånding og se igennem de pussenussede tekster, hvor hvert andet ord er »love«, kan man desværre konkludere, at masser af kærlighed ikke nødvendigvis afføder god musik, og The Jack Stafford Foundations Long Live Love er et temmelig ujævnt album. Duoen består af engelske Jack Stafford og belgiske Jasmine Wynants. De mødte hinanden i Amsterdam ved udgivelsen af Staffords første album, Exes i 2005, og siden da er romantikken og musikken blomstret. Bag sig har The Jack Stafford Foundation et band bestående af en række hollandske musikere, der støtter Wynants og Staffords duetter. De fleste numre indeholder akustisk guitar og er en blanding mellem kærlighedspop, singer/songwriter med country-inspirationer og rundkredssang fra hippiekollektivet. Melodierne i numrene er uden de store overraskelser. Rytmerne er langsomme, og tonen er ganske beroligende. Albummet har gode sider, og de to bedste skæringer er “The Love Drug” og “Hollywood Goodbyes”, der begge er country-prægede numre, hvor vokalsammensætningerne fungerer fint. “The Coming Change” er også et flot stemningsfyldt nummer, hvor bl.a. harpespillet kaster et eventyrligt skær, og celloer undervejs i nummeret skaber et dybere lag i musikken. De gode numre er dog i mindretal i forhold til en række middelmådige numre med usikre vokaler, især fra Stafford. Duoen er dog ikke humorforladt, og nogle af numrene får én til at trække på smilebåndet, bl.a. i “Hollywood Goodbyes”, hvor Wynants erklærer: »We’re ordinary people, we don’t need Hollywood goodbyes«. Og i “Not Another Love Song” synger parret: »All the best songs are bitter / Being angry just sounds better« (måske de så hellere skulle have puttet nogle af de bitre sange på albummet?). Når duoens humor virkelig tager over, er det dog ikke morsomt, nærmere bare unødvendigt. Det er svært grine af eller være interesseret i, at Stafford ikke lukker døren, når han tisser, efterlader tånegle på gulvet, og at Wynants’ ånde er skrækkelig om morgenen – men at parret elsker hinanden alligevel. På samme måde ender mange af numrene med enten af være tonstungt kærlighedssnask ala “œdu er sød – nej, du er sød – nej, DU er sød!” eller umorsomt pjat, der ender med at være lidt småulækkert. På “The World Is Wonderful” kommer alle de værste sider af duoen frem: Hippie-fællessangen med tamburiner og mundharpe, kvalmende søde tekster – »I’m so happy / The world is wonderful / The skies are blue / My dreams come true / And I’m in love with you« – og handler bl.a. om parrets 1-års dag. Og om prævention og menstruation. Det er forfærdeligt på alle måder, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde hørt den. Der er alt for mange sange på Long Live Love, som aldrig burde være blevet udbredt til andre end turtelduerne selv. Med stor fordel kunne den lille håndfuld af gode numre være blevet udgivet som en ep. Resten af sangene kunne så udgøre en anden cd, der kunne være parrets 1-års-gave til hinanden – og brændt i kun to eksemplarer.
Haves: et væld af idéer. Ønskes: bedre dømmekraft til at sortere i dem. Haves: flot stemme. Ønskes: ordentligt optageudstyr. Haves: nedadgående formkurve. Ønskes: mere koncentration og en producer.
Det har taget Dntel seks år og en musikalsk omvej som halvdelen af succesfulde Postal Service at få færdiggjort efterfølgeren til Life Is Full of Possibilities. Derfor er det også med store forventninger, at hans seneste album lægges i afspilleren. Forventninger, der ikke indfries.
En gyserfilm uden billeder. Det er den bedste måde at beskrive Demon Jukebox på. Der er en konstant mørk og ubehagelig stemning på albummet, og ikke et eneste sekund får man lov at slappe af og føle sig godt tilpas. Nogen fornøjelse er pladen således ikke, men det bliver den ikke dårlig af.
Denne svenske enmandshær har frembragt et dejligt lille album, som ikke gør meget væsen af sig, men i stedet lever sit helt eget liv under overfladen. Stikker man hovedet ned i undergrunden til Emil Svanängens intime univers, er der en god chance for, at man får noget godt og rørende med hjem.
Den debuterende Odense-duo er blevet suget ind i en dyb tidslomme – tilbage til dengang, da dream-poppere som Cocteau Twins og Lush var nye og hippe. Men selv om Rumskib altså snarere bor i 1987 end i 2007, virker det æteriske album langtfra uddateret.
