Det er virkeligt hørt mange gange før, det her, som Jasper TX laver. Alene med sin guitar spiller han langstrakte, melankolske melodier, der ledsages af uforståelige, dystre feltoptagelser og kradsende støj, der indimellem bryder guitarens melodi. Heldigvis er Jasper TX god til at gentage klichéen.
Soloprojektet The Go Find er på album nr. to vokset til at blive en kvartet. Dette har dog desværre ikke været med til at skabe et mere spændende album. Selvom The Stars on the Wall er proppet med gode melodier, leveres de i en lidt kedelig indpakning.
Bortgives: Kedelig, kønsløs instrumental postrock fra svensk kvintet. A Support Entry Title EP indeholder 19 minutters problemfrit forspil til middagsluren. Her er ingen risiko for høreskader eller musikalske gener, og produktet er ideelt til børnefamilier og mennesker ramt af søvnløshed.
Conor Oberst har igen dyppet inspirationssnablen i countrykilden og pennen i sindets mørke sider. Og på ny er der så meget dybde og kvalitet i musikken, at Cassadaga fortjener at blive voldspillet, også uden for teenageværelsernes. Min varmeste anbefaling til alle med interesse i alt. country og indie-folk.
Maria Taylor er ude med sit andet album. Det er blevet til en pose blandede bolcher fra singer/songwriter-butikken. Nogle numre er energiske på en for genren forfriskende måde, andre mere traditionelle. Bortset fra et par lidt for skæve numre er Lynn Teeter Flower en rigtig god plade.
Hiphopduoen Dälek har skruet ned for støjen, men ikke for kaoset på album nr. fire. Der er enkelte tilløb til monotoni, men det ændrer ikke på, at Abandoned Language er endnu et velproduceret og samfundskritisk værk med appel til hiphopfans, der sætter mere pris på kant end på bling.
Med udspil nummer tre får CocoRosie sat ekstra skarp og intelligent kant på deres spindsfindige musikalske univers. Det er bestemt værd at tage sig tid til en tur i karussellen med de vitale vintage-vanvittige søstre – hvis man ellers er til operasang, blid rap og mærkelige instrumenter.
Nils Grøndahl tager kærligt hånd om lagkagemetoden på sin debutplade under eget navn. Den består af flåede violinstrøg lagt lag på lag med sinustoner og sovepulver på toppen.
Uforudsigelige, energiske, charmerende og iørefaldende popmelodier. Det er, hvad amerikanske Mason Proper disker op med på deres suveræne debutplade, There Is a Moth in Your Chest. Den er så suveræn, at den er umulig at lytte til døde.
IV Thieves' jævnt kedelige debutalbum har ingen store udsving i hverken positiv eller negativ forstand. Sangskriver Nic Armstrongs stemme har potentiale, og stilen er gennemført. Alt i alt er pladen dog et mere eller mindre ligegyldig, og den afpudsede produktion viser sig som en akilleshæl.
Canadiske The Besnard Lakes har haft stor held med at berige et shoegazerinspireret udtryk med blandt andet strygere og blæsere. Pladens otte numre imponerer med deres mange virkemidler og berusende udtryk. Sekstetten bør med denne udgivelse rykke op i superligaen for canadiske himmelstormere.
Josh Haden sagde for et par år siden farvel til bandet Spain. Nu er han klar med sit debutalbum som soloartist, hvor han får meget hjælp fra Dan 'the Automator' Nakamura. Josh Hadens stemme er stadig dejlig mørk og blå, men den fungerer sjældent med Nakamuras beats, der ligesom glatter for meget ud.
Amerikanske The Apples in Stereos soundtrack til sommerens hotteste dage rummer hele 24 sange, hvilket unægteligt gør det svært at tale om en koncis helhed. Men omvendt ligger det overvældende sangmateriale godt i tråd med den lidt viltre, gakkede kreativitet, der lader til at være gruppens æstetiske mål.
De progressive metal- og mathrockere er genopstået som en kvintet med ambitioner om rigtige sange og mere menneskelighed i mekanikken. Gad vide, om tiden nu er moden til et kongemord på The Mars Volta?
