Rufus Wainwright bryder ikke synderligt meget med sin vante kabaret-poppede lyd på sit femte album. Heller ikke denne gang leverer han det mesterværk, han har i sig - men det glædelige er, at han stadig kan skrive vidunderlige sange.
Plader
Pissed Jeans: Hope for Men
Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.
Mechanical Bird: 11 Songs for Perchers
Århusianske Jakob Brixens debut under navnet Mechanical Bird byder på en flok hæderlige sange, men når aldrig op i de luftlag, hvor singer/songwriter-plader gerne skal ligge. Der mangler et unikt, personligt islæt, og derfor ender albummet med at være lidt skuffende.
Stephanie Dosen: A Lily for the Spectre
Sange til spøgelser. Det er efter sigende dét, den amerikanske singer/songwriter Stephanie Dosen laver. Det lyder desværre ikke nær så interessant, som man skulle tro. Eller også er spøgelser bare mest til småkedelige sange uden den store personlighed.
The Concretes: Hey Trouble
Efter hovedstemmen Victoria Bergsmans afsked fortsætter de orkestrale indiepoppere fra Sverige med at skrive popsange med Phil Spector-tendenser. Men med Hey Trouble piller bandet for lidt ved sin hidtidige formel, og resultatet er desværre solidt plantet i et midterspor.
People Press Play: s.t.
Jesper Skaaning, Anders Remmer og Thomas Knak har bevæget sig tættere på at lave konventionelle popsange – og det klæder dem! Det samme gælder indlemmelsen af sangerinden Sara Savery. Debuten ryger lige ned i indietronica-kategorien, men det ville have været fint med mindre -tronica og mere indiepop.
The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss
De norske anmeldere har rost The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss, helt op i de luftlag, hvor bandets drømmende popmusik svæver rundt. Dét ville pladen have levet op til, hvis ikke den havde mistet lidt af sin tiltrækningskraft undervejs.
Black Rebel Motorcycle Club: Baby 81
Der er plads til lidt af hvert på Black Rebel Motorcycle Clubs nye album – lidt for meget plads måske. Hist og her når den gode kvalitet og fyldige rock toppen, men alt for ofte må man konstatere, at pladen er fin nok – men så heller ikke mere. Den vil nemlig det hele og bliver derfor alt for anonym.
Help, She Can’t Swim: The Death of Nightlife
Englændernes andet album er rigt på rastløshed og frustrationer, der desværre fremstår umanerligt syntetiske og på ingen måde overbevisende. Stilarten, som for en stor del af albummets vedkommende vel bedst kan betegnes som dancepunk, udmønter sig i flere horrible skæringer og kun et enkelt vellykket.
Guitar: Dealin With Signal and Noise
Guitar har dedikeret sin musik til lyden af guitaren. Og det er faktisk, når bagmanden Michael Lueckner holder sin kurs ret i forhold til dette løfte, at hans musik er bedst. For hans kærlighed til engelsk shoegazer får ham ofte på uoriginale afveje, der trækker helhedsindtrykket ned.
Causa Sui: Free Ride
Havde Causa Sui optrådt på Gladsaxe Beatklub i slutningen af 60'erne, ville folk sikkert have klaget over, at de var en smule for hårde. Free Ride virker nemlig som en hårdkogt fortolkning af bandets egne inspirationskilder fra dengang. Men en pokkers god én af slagsen.
Choir of Young Believers: Burn the Flag EP
Det er ikke hver dag eller for den sags skyld hvert år, at man får serveret en så sikkert udført dansk debut-ep som denne første udgivelse fra Choir of Young Believers. Sangene er stærke, arrangementerne herligt varierede, og enmandsprojektet er tilmed helt fri for at ride på modebølger.
Do Make Say Think: You, You’re a History in Rust
Do Make Say Think har igen lavet en sjov plade. Faktisk endnu sjovere end tidligere. Ikke at man klasker sig på lårene efter første gennemlyt, men spilleglæden er intakt hos Constellation Records' meget lidt tungsindige veteraner.
Scraps of Tape: This Is a Copy Is This a Copy
Der er alt for meget dødvande og derfor alt for få lyspunkter på det svenske postrockbands andet album. Et af dem er chokerende nok en melankolsk rocksang – med vokal!