Har vi virkelig brug for flere melankolske, skingert-skrålende indie-fyre? Det spørgsmål bliver endnu en gang påtrængende med Windmills debutplade Puddle City Racing Lights. Men efter at den første forskrækkelse har lagt sig, springer et blidt spirende håb i ørerne.
Først havde Avey Tare & Kría Brekkan lavet et fint album med legesyg nu-folk i letteste sommerhumør. Men så gik de i biografen og så den seneste David Lynch-film. Og derefter vendte de hele albummet om, så alle sange kører baglæns. Ikke verdens bedste beslutning. Ikke verdens bedste resultat.
Pladeselskabet Secretly Canadian kan efter 11 års levetid fejre, at de har rundet udgivelse nummer 99. Det gør de med en jubilæumsplade, hvor 18 kunstnere fortolker hinandens sange. Som en introduktion til SC holder pladen ikke, men den pirrer alligevel nysgerrigheden nok til, at den ender som en fin appetitvækker.
Århusianske Lis Er Stille spiller efter alle postrock-skolens regler på deres andet album. Ambitionerne er enorme, og musikken buldrer og brager. Hvilket sådan set ville være fint nok – hvis der rent faktisk var noget indhold omme bag ved alle kraftanstrengelserne.
Canadiere er tilsyneladende ikke så dumme. Denne debutplade fra strømlinede Dog Day er i hvert fald solidt proppet med forholdsvis korte, men temmelig vanedannende og melodiøse skæringer. Intelligent sangskrivning, hedder det vist også.
Brooklyn-orkestret Pterodactyl formår på sit debutalbum at støje mere end langt de fleste af deres ligesindede. Desværre viser det sig dog hurtigt, at orkestrets musikalske blanding af massiv støj krydret med 90'er-grunge lynhurtigt bliver en temmelig monoton og trættende affære at lægge øre til.
Sigter man for bredt, kan man risikere ikke at ramme noget som helst. Det er, hvad der beklageligvis er sket for skotske Cosmic Rough Riders. Glasgow-trioen har eksisteret siden 1998, og The Stars Look Different From Down Here er bandets fjerde album. I pressemeddelelsen skrives der, at bandet efterhånden har en lyd, der indfanger unge og gamle, det moderne, “vintage” samt det lette og intense – og at bandet synes at have intet mindre end en “universel appel” til musikelskere i hele … ja, hele universet åbenbart. Man kan sagtens bilde mig ind, at ingen vil finde Cosmic Rough Riders ubehagelige at lytte til, for deres lyd er tilpasset, gennemsnitlig og behagelig. Der er ingen kanter eller upolerethed. Glasgow-drengene trækker i høj grad på lyden fra Coldplay og U2, men kvalitetsmæssigt når de dog ikke i nærheden af idolerne. Den eneste lighed er, at Cosmic Rough Riders’ forsanger Stephen Fleming har en stemme, der lyder lidt som Bonos. En anden af skotternes selvproklamerede referencer er Beach Boys, men almindeligt kor som støtte til forsangeren er altså ikke automatisk i samme kategori som de liflige californiske vokalharmonier. Ikke desto mindre er det en ganske god stemme, mini-Bono besidder, og af samme grund er det ironisk, at nogle af numrene er produceret så tåbeligt, at hans stemme er tæt på at drukne i instrumenter og kor. Stephen Flemings vokal er et af de bedre kort, bandet har på hånden, så det er dumt at gemme det væk. Lou Reed kunne lige akkurat pull it off da han sang “Satellite of Love”, men nogen burde have fortalt Cosmic Rough Riders, at der virkelig skal meget til for at kunne slippe afsted med at bygge en sang op om linien: »I’m just a satellite«, og på nummeret “Just a Satellite” lykkes det heller ikke. Imidlertid triller dette nummer og resten af albummet lige så sikkert og ufarligt derudaf i midterste gear uden nogen særlige udsving, afkørsler eller opbremsninger, og leverer velmenende guitarrock for alle pengene. Nu skal det heller ikke være negative miner det hele, for det ville alligevel været uretfærdigt overfor trioen, hvis håndværk i det store hele er fint, og der er ikke mange af deres numre, der er dårlige. “Lost in America” er et udmærket nummer, hvor Stephen Flemings vokal i versene er forvrænget i god Sparklehorse-stil, og nummeret lægger sig da også op ad den gode Mark Linkous, men spændingerne og potentialet i nummeret indfries ikke i omkvædet, der bliver til flad guitarpop. Albummet afsluttes med titelnummeret, en forholdsvis simpel sag udelukkende bestående af nøgen vokal og klaver. Men faktisk er det dette nummer, som Cosmic Rough Riders slipper bedst fra på hele albummet. Den melankolske klavermelodi kæler for lytteren, og vokalen og teksten er, omend en lille smule patetisk, alligevel rørende. Jeg vil erklære mig uenig i, at Cosmic Rough Riders har “universel appel”, men jeg kan høre, at de forsøger. I bandets forsøg på at lave musik, som det er svært at hade, er de dog endt i den anden grøft. Deres nyeste album er godt nok svært at hade, men det er også svært virkelig at elske. Det har simpelthen ikke personlighed nok
Det er som at rejse ind i sig selv og pludselig få adgang til tankerne på en helt ny måde, når man lytter til Mokiras seneste album ved høj lydstyrke. I løbet af 55 minutter vrides bas og støj rundt i den musikalske manege, så både ører og hjerne virkelig kommer på arbejde. Foruroligende og dragende.
Andrew Birds nye album emmer af nyslået græs og tulipaner, men der er mere mellem himmel og jord, hvilket Andrew Bird holder foredrag om i sine tekster. De poppede og velkomponerede numre går rent ind, og holdbarheden er længere end blot en enkelt årstid.
Badun er et ualmindeligt gennemarbejdet stykke arbejde af et debutalbum at være. Men det er også, som om den århusianske trio har arbejdet lige rigeligt med deres nørderier. I hvert fald ville bare lidt løsere tøjler til musikken være et stort plus.
Et af 80'ernes og 90'ernes bedste bands er tilbage med en samling slackerrocksange i velkendt stil og med masser af skæve guitarsoloer. Der er bestemt ikke meget nyt under solen. Gammel vin på gamle flasker. Men det smager stadig brandgodt.
Det er ikke svært at lave en plade, folk hader. Man kan også snildt lave noget ringe, som masser af folk alligevel elsker. Spørg bare Vengaboys. Men det er ikke tit, man falder over en anonym og ligegyldig plade, der er svær ikke at holde af. Det kræver dog tilvænning og tålmod at komme ind under huden på We Know About the Need.
Kirsten Ketsjer slår med deres tilsyneladende lette toer fast, at de er noget nær Danmarks bedste alternative rockband – på trods af at de insisterer på ikke at være noget som helst andet end sig selv og en oplevelse.
Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective. Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige. Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder. Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang. Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet. “I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken. Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal. Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.
