The Grand Opening debuterer med en fin dosis melankoli på et album, der ikke er mere, end hvad det giver sig ud for at være. John Roger Olssons sangskrivning er solid og bevæger sig sikkert inden for den sarte og melankolske indierock uden at være banebrydende. Og engang imellem er det, lige hvad man har brug for.
Hvis du er til bister, men lettilgængelig 1-2-3-4-rock, er norske Skambankts andet album et godt bud på et fornuftigt indkøb. Der er knald på både musikken og de propagandistiske budskaber, og det fungerer rigtig fint.
Ved første gennemlytning er Heavy International en rigtig rodet affære. Men jo mere pladen snurrer i afspilleren, desto mere falder de enkelte dele i kaosset på plads til et samlet hele.
På sin debutplade demonstrerer den unge glamrocker David Vandervelde, at han har et stort sangskrivertalent. Han mangler blot at indse, at hans evner ligger inden for powerpoppede melodier frem for inderlige kærlighedssange.
Den amerikanske rock-kvartet Shipwreck har et par ep'er og en enkel fuldspiller bag sig. Stadig uden signing forsøger de sig nu endnu en gang med ep-formatet, og det er der kommet et par udmærkede sange ud af. Men ikke overraskende mangler det samlede resultat personlighed.
Mike Kinsella fortsætter, hvor hans forrige udspil slap, og det gør han faktisk ganske godt. Karlekammersangene er smukke og indlevende, uden at det patetiske får bægeret til at flyde over. Det er simpelt og luftigt på en yderst behagelig måde.
Oneida-medlemmet Bobby Matadors sideprojekt er klar med sit andet album og er kommet fint af sted med at lave et lytteværdigt album. Duoen har hentet inspiration i 60'erne hos såvel pigegrupper som psych-hoveder og ender i et mildt grænseland.
På det kvalitetsbevidste selskab Bella Union udgiver Robert Gomez sit debutalbum, der blænder op for 12 sikkert skårne pop/rocksange, som i deres stilsikkerhed aldrig træder forkert. I den lidt undereksponerede produktion får kompositionerne dog heller aldrig helt det liv, de virkelig fortjener.
Amerikanske Del Rey spiller postrock. Kort og lejlighedsvis godt. A Pyramid for the Living byder på stemningsmættet instrumentalmusik udført af særdeles kompetente musikere med en fintunet sans for smukke melodiforløb. Men desværre er det ikke tilstrækkeligt til at fastholde lytterens opmærksomhed.
Willy Vlautin skriver stadig tekster fra "œthe dark side of the track", og sammen med resten af Richmond Fontaine spiller han fortsat americana i bred forstand. Men denne gang er udtrykket mere højtbelagt, og bandet er kommet et skridt videre fra den forrige plades spartanske udtryk.
Efter at have forladt Holstebro til fordel for København besynger Green Concorde på debutalbummet Ten Cities storbyen i 11 mørke, distancerede sange. Stemningsskildringerne er præcise, men det er, som om kvartetten er lidt sent ude.
Dansksprogede källings album Sød musik er på mange måder en kontrastfyldt debut. Man kan næsten ane det fra det øjeblik, man ser bandets navn og titlen på albummet. For kan en källing virkelig lave sød musik? Ja, det lykkes faktisk.
Hvem er T.? Jo, han er en ung, fransk fyr, der hedder Thomas. At dømme efter hans nye album har han haft en smule kærestesorger. Hans numre og tekster lyder i hvert fald sådan. Thomas rammer tit den triste tone ganske godt. Men man savner lidt variation efter endt lytning.Når pladeselskabet ikke linker til en kunstners hjemmeside, kan det være svært at finde viden om kunstneren. Især når Google ikke er til megen hjælp, som det er tilfældet med musikeren T., der senest har udgivet et selvbetitlet album på det svenske pladeselskab Black Star Foundation. Men når man ikke ved noget særligt om afsenderen, kan man jo omvendt koncentrere sig om musikken og ikke alle de på en måde ubetydelige og ligegyldige informationer om, hvordan det hele startede, hvorfor kunstneren laver musik, og hvad budskabet er. Den eneste information, der findes om T. er, at han er fransk, og at den unge fyr bag navnet hedder Thomas. Efter musikken og vokalen at dømme er Thomas en forholdsvis ung mand sandsynligvis med kærestesorger – eller i hvert fald problemer med sit kærlighedsliv; hvis musikken da er et udtryk for Thomas’ følelsesmæssige tilstand i det virkelige liv. Lad os bare tro det. Man skal ikke langt ind på albummet, før det føles, som om Thomas forsøger at favne adskillige, musikalske genrer og stemninger. “Little Hits” er afdæmpet og klagende – nummeret består kun af Thomas stemme, der støttes af en enkelt klaver og strygere. “Dancing Together” er et electropop-nummer med Superheroes-lyd. Nummeret har et ganske catchy omkvæd, der nemt kan sætte gang i fødderne til en fest. Men teksten om at danse sammen med en fælles smerte står i dyb kontrast. Resten af albummet lægger sig musikalsk mest op af åbneren, dog med en mere elektronisk lyd, og heller ikke tempoet kommer ret meget op. Det sætter selvfølgelig en musikalsk stemning – også fordi der er rigeligt med molakkorder. Og albummet udstråler en generel tristhed – det kunne sagtens være et album, som Thomas har lavet for at komme sig over en ulykkelig forelskelse. Antagelsen underbygges da også af tekstlinjer som »Can’t even remember the last smile you gave to me«, som er omkvædet i den ganske triste “Can’t Remember”. Eller teksten i den førnænte “Dancing Together”. En lytter, der netop er blevet forladt af den eneste ene, kan ikke undgå at føle sig ramt. Tristheden holder albummet ud med “Anna” og “In Pose” som de bedste numre. Sidstnævnte har et første halvt minut, der er minimal, skærende støj. Udtrykket ændres til mere pivende hyl, og det lyder, som om en tynd stryger spiller sammen med støjen, inden klaveret og Thomas’ vokal tager over. Brugen af den elektroniske støj som modspil til den lidt ferske, triste pop er bedre netop hér end andre steder på albummet. Det overordnede indtryk af albummet forbliver dog lidt fladt. Poppen har som sådan en god, trist tone, men der mangler en smule dynamik. Man savner lidt, at Thomas rent faktisk fortsatte med at lave numre med mere forskelligt udtryk, som det var med de to første numre. Albummet har gode, afdæmpede numre, men efter hele lytningen er det tydeligt, at mange af numrene simpelthen lyder som hinanden. De mange enslydende numre formår ikke at skabe en god helhed. Og det er lidt synd, da de få, gode (og triste) numre dermed drukner.
Of Montreal fra Georgia, USA, kan i år fejre 10 års fødselsdag og har efterhånden udviklet sig til et enmandsprojekt. På det nyeste album er alle sange skrevet, opført og indspillet af hovedmanden Kevin Barnes, med kun lidt hjælp fra et par andre bandmedlemmer. Umiddelbart lyder Hissing Fauna, Are You the Destroyer? som en glædesfyldt plade fyldt med kreative og legesyge popnumre. Men albummets tilblivelse har ikke været nogen dans på roser, og når man lytter nærmere til teksterne, står det helt klart. Faktisk har albummet en overraskende alvorlig side. Det opdager man dog ikke fra begyndelsen. Første halvdel af Hissing Fauna… er en dejlig omgang popglæde tilsat lidt synth og med en hilsen tilbage til 60’erne og 70’erne til bl.a. Beach Boys og The Kinks. Åbneren “Suffer for Fashion” sender uundgåeligt ens humør i opadgående retning, og Kevin Barnes har tydeligvis et gudsbenået popøre. Hans melodiske evner kulminerer i den aldeles vidunderlige “A Sentence of Sorts in Kongsvinger”. Men midt på albummet stopper festen. Direkte fra den ypperligste pop-positivitet kommer “The Past Is a Grotesque Animal” – som noget af en overraskelse. Nummeret er helt anderledes, og stemningsændringen er markant. Det 12 minutter lange nummer opbygges af en dyster melodi, som guitaren gentager igen og igen. De insisterende mekaniske trommer og den samme melodi, der gentages med stigende hastighed og Barnes’ desperate vokal, skaber en stemning af tyk frustration og depression, der hvirvles hurtigere og hurtigere i en svimlende intensitet. Det er en brat opvågning, og hvis man ikke før har lagt mærke til teksternes dystre undertone på albummets første del, gør man det nu. “The Past Is a Grotesque Animal” sikrer sig, at vi ikke overser, at virkeligheden for Kevin Barnes ikke var sådan, som den sødmefyldte dansepop vil forlede os til at tro. I slutningen af 2004 flyttede Barnes til Oslo med sin norske kone, der skulle føde deres fælles barn. Perioden i Norge blev hård for Kevin Barnes, der havde svært ved at vænne sig til det nye land og at være væk fra venner og familie. Han fik en depression, og parret gennemgik en svær periode – også efter de kom hjem til USA. Konen, Nina, og datteren, Alabee, flyttede igen til Norge i en periode, og alt var tæt på at falde fra hinanden. Heldigvis endte det godt, og Kevin Barnes fik helet sårene, parret repareret deres forhold, og lille Alabee fik begge sine forældre igen. Før de nåede så langt, prægede denne svære periode Kevin Barnes i høj grad, og i løbet af det år led han både psykisk og fysisk under depressionen, der blev grobund for Hissing Fauna…. Barnes kunne have lavet klynkende sange på sin akustiske guitar, men gjorde det stik modsatte: Han begyndte at skabe en række numre, der musikalsk ret sprudlede af optimisme. De kunne holde ham oppe og hjælpe ham frem for at trække ham længere ned i mørket. På albummets tekstside er det sorte humør tydeligt. I “Heimdalsgate Like a Promethean Curse” synger Kevin Barnes f.eks.: »I’m in a crisis, I need help / Come on, mood shift / shift back to good again / Come on, be a friend.« Barnes beretter ærligt om sin situation, og teksterne er meget virkelighedsnære. Også pga. referencerne til hans liv i Norge; de norske stednavne, den kolde vinter, black metal-bands og nedbrændte stavkirker. De mange figurer og historier fra tidligere Of Montral-lyrik er væk, og alle teksterne på Hissing Fauna… er personlige med Barnes som jeg-personen. Efter at dæmonerne har fået frit spil midt på albummet, ændres kursen igen. Desværre i en ærgerlig retning. Vokalen på den soul-agtige “Faberge Falls for Shuggie” er skabet og i falset. Det lyder som Prince eller en omgang fjolle-Scissor Sisters, og det samme gælder for den ret ringe “Labyrinthian Pomp”, der dog hen imod slutningen gennemgår en komplet forvandling, og pludselig lyder meget som Pink Floyds “Speak to Me/Breathe” (fra Dark Side of the Moon). Herefter kommer “She’s a Rejecter”, der har et klokkeklart Franz Ferdinand-riff; dog er det lidt malplaceret, og nummeret ender med at virke uhomogent. De spredte pile, hvoraf få rammer plet, på albummets anden halvdel, trækker den samlede kvalitet ned. Dog er der stadig mange musikalske lysglimt, og størstedelen af albummet er en stor omfavnelse. Der er noget befriende over denne plade, der ikke lader tungsindet overvinde alt, men samtidig tager både glæden og sorgen alvorligt. Det er en ærlig anerkendelse af begge kræfter, og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et alvorsfuldt livsbekræftende album.
